Etnocentrisme er tendensen til at bruge normer og værdier fra ens egen kultur som grundlag for at bedømme og forstå andres. Etnocentrisme stilles ofte op som begrebsmodsætning til kulturrelativisme.

Faktaboks

Etymologi
Ordet etnocentrisme er dannet af græsk ethnos 'folk' og en afledning af latin centrum 'midtpunkt, midte'.

Tendensen til etnocentrisme er universel, fordi alle mennesker er født og opvokset i en kultur, ud fra hvis synspunkt verden anskues. Etnocentrisme kan opfattes positivt som et middel til at styrke fællesskabsfølelse eller gruppesolidaritet, men anvendes oftest i kritisk betydning.

Den gængse brug af begrebet indebærer, at andre kulturers livsformer og værdier betragtes som ubegribelige eller uantagelige. Etnocentrisme er i sin mest ekstreme form en irrationel og fordomsfuld holdning til anderledes tænkende, som er beslægtet med xenofobi, og som kan give anledning til direkte konflikt mellem etniske grupper. Antropologien ser det som en af sine opgaver at modvirke vestlig etnocentrisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig