romanske sprog

Latin var oprindelig kun et af flere italiske sprog, men blev i takt med Romerrigets udbredelse fra ca. 500 f.v.t. spredt gennem bl.a. bosættelse, militærvæsen, handel og administration.

I 212 e.v.t. fik alle frie mandlige indbyggere i imperiet romersk borgerret og blev betegnet romani. Det afledte begreb fra 300-400-tallet Romania 'område beboet af romani' var oprindelig, modsat senere anvendelse, en politisk betegnelse, der ikke implicerede, at indbyggerne talte romanske sprog.

Efter Det Vestromerske Riges fald i 480 levede latin videre, bl.a. som liturgisk sprog og lærdomssprog, og fungerede som skriftsprog side om side med de opvoksende romanske sprog. Disse fjernede sig efterhånden fra latinen og fra hinanden, og flere af dem blev standardsprog i den nyere tids nationalstater. Den ældste bevarede romanske tekst er de franske Strasbourg-eder fra 842, mens tekster på andre romanske sprog kendes fra ca. 900, rumænsk dog først fra 1500-tallet

De romanske sprog inddeles i vest- og østromansk med sardisk som en gruppe for sig. Et kriterium for denne inddeling er pluralisendelsen -s i de vestlige over for -i og -e i de østlige sprog, jf. sp. caballo — caballos over for ital. cavallo — cavalli 'hest(e)'. En række af de romanske sprog er overgangsformer mellem sproggrupper, fx catalansk mellem gallo- og iberoromansk, rætoromansk mellem gallo- og italoromansk og dalmatisk mellem italo- og balkanromansk.

Ligheder i lydudviklingen begrunder en opdeling i tre grupper: det arkaiske sardisk, som kun har del i få romanske fællesudviklinger, de geografisk perifere sprog portugisisk og rumænsk, som har del i lidt flere, samt de centrale sprog italiensk, fransk og spansk, hvorfra nye lydtræk bredte sig.

De romanske sprog bortset fra sardisk adskiller sig lydligt fra latin ved omfattende diftongering af vokaler og palatalisering af konsonanter. Diftongering af latinsk kort e til ie i åben stavelse er fælles for alle de centrale sprog undtagen occitansk og catalansk, men findes kun sporadisk i rumænsk og slet ikke i portugisisk. Spansk og rumænsk diftongerer også i lukket stavelse, fx sp. hierro 'jern' og rum. fier over for ital. ferro, fr. fer og port. ferro, alle af lat. ferrum. Den tilsvarende diftongering af kort o til uo og ue er ikke udbredt til rumænsk, hvor diftongerne oa og ea er rumænske særudviklinger betinget af finalt -ă eller -e. Spansk har også her diftongering i lukket stavelse, jf. sp. puente 'bro' over for ital. ponte, fr. pont, port. ponte og rum. punte, alle af lat. pontem.

Afgørende træk i nominalsystemet er tabet af latins kasusbøjning og dannelsen af et artikelsystem. Af det latinske demonstrative pronomen illum — illam 'den, det' udvikles en bestemt artikel i alle sprogene, jf. sp. el — la, ital. il — la og fr. le — la; sardisk su — sa udgår dog fra ipsum — ipsam. Af talordet unum — unam 'en, et' udvikles en ubestemt artikel, jf. sp. og ital. un — una samt fr. un — une. I stedet for genitiv og dativ, som kun bevares på rumænsk, bruges præpositionerne de 'fra' og ad 'til', jf. sp. el padre de la niña 'pigens fader' og ital. il padre dà una mela alla ragazza 'faderen giver pigen et æble'.

De romanske verbalsystemer viderefører stort set det latinske med visse karakteristiske ændringer: Futurumformerne erstattes overalt af omskrivninger, især af kombinationer af infinitiv og verbet habeo 'jeg har', jf. ital. darò 'jeg vil give' af lat. dare habeo. Latinsk perfektum, som både har førnutids- og fortidsbetydning, begrænses til fortidsbetydningen, mens omskrivning med habeo og perfektum participium udtrykker førnutid, jf. ital. diedi 'jeg gav' og ho dato 'jeg har givet', der begge modsvarer lat. dedi. Pluskvamperfektumformerne bevares alene i de perifere sprog, jf. port. cantara 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. ind. cantaveram og rum. cântase 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. konj. cantavissem.

Det latinske grundlag, herunder senere lån fra det latinske skriftsprog i form af de såkaldt lærde ord, ses tydeligt i det centrale ordforråd, fx lat. vaccam 'ko' og caballum 'hest':

De samme ord kan gennemløbe forskellige betydningsudviklinger, som bl.a. afspejler forskelle i levevilkår, jf. sp. llegar og port. chegar 'ankomme', begge af lat. plicare 'folde', fordi sejlet foldes sammen ved ankomst med skib, over for rum. a plica 'tage af sted' pga. sammenfoldning af telt ved afrejse.

Blandt de vigtigste låneord i de romanske sprog er de germanske, som omfatter tre lag: De fællesromanske germanske låneord, der går tilbage til kejsertidens germanske lejetropper, fx ital. sapone, fr. savon, sp. jabón og rum. săpun 'sæbe', af germ. *saipōn, lån fra folkevandringstiden 400-500-t., jf. album 'hvid', der modsat lat. nigrum 'sort', som fortsætter i alle sprog, i de centrale sprog erstattes af et germansk ord beslægtet med dansk blank:

Hertil kommer nordiske lån fra vikingetiden i fransk. Et særtræk ved de iberoromanske sprog er den store mængde arabiske låneord, der afspejler den arabiske kulturs indflydelse i middelalderen, fx sp. arroz 'ris', aceituna 'oliven', almohada 'pude' og alcalde 'borgmester'.

På tilsvarende vis har rumænsk pga. den tætte kontakt med slavisktalende folk mange ord af slavisk oprindelse, fx prieten 'ven', hvor alle andre romanske sprog fortsætter lat. amicum, og dobbeltformer som vreme og timp 'tid' over for sard. tempus, ital. tempo, sp. tiempo, port. tempo og fr. temps, alle af lat. tempus. Et parallelt latinsk ordpar er pacem, akk. af pax 'fred', der bevares overalt, og bellum 'krig', der i de vestromanske sprog erstattes af et germansk ord *werra, jf. eng. war, men i rumænsk af et slavisk ord for 'drab', jf. russisk og bulgarsk razboj 'røveri, plyndren':

De romanske sprog er siden renæssancens portugisiske og spanske opdagelsesrejser og påfølgende kolonisering udbredt til det meste af verden. Således har næsten alle stater i Mellem- og Sydamerika spansk eller portugisisk som officielt sprog. Her findes også de største koncentrationer af romansktalende: Ca. 180 mio. portugisisktalende i Brasilien og ca. 300 mio. spansktalende i det øvrige Latinamerika, mens fransk er udbredt i Nord- og Vestafrika som officielt sprog eller kommunikationssprog. Dertil kommer, at de romanske sprog, især fransk og portugisisk, har været kilde til en række kreolsprog og pidginsprog. Se også latin og romansk filologi.

• Vestromanske sprog

  Iberoromanske sprog

  • Portugisisk er modersmål for over 190 mio., heraf ca. 10 mio. i Portugal og ca. 185 mio. i Brasilien; det er desuden officielt sprog i Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og Kap Verde samt São Tomé og Príncipe. Portugisisk har dannet grundlag for adskillige kreol- og pidginsprog i bl.a. Afrika og SØ-Asien.
  • Galicisk, der undertiden regnes for en portugisisk dialekt, tales af ca. 3 mio. i NV-Spanien og Portugal.
  • Spansk, er modersmål for ca. 360 mio. (2001), er det mest udbredte af de romanske sprog og officielt sprog i Spanien, Ækvatorialguinea, Puerto Rico og i 18 latinamerikanske stater, hvor det er vidt udbredt som andetsprog blandt de indianske befolkningsgrupper; i USA tales spansk af befolkningsgrupper af latinamerikansk oprindelse. Især i Caribien og Filippinerne er udviklet en del spanskbaserede kreol- og pidginsprog.
  • Catalansk tales af ca. 7 mio. (1996), hovedsagelig i de spanske regioner Catalonien, Valencia og Balearerne, i Andorra, hvor det er officielt sprog, i den sydfranske provins Roussillon og i byen Alghero på Sardinien.

  Galloromanske sprog

  • Occitansk eller provencalsk tales af ca. 9 mio. i Sydfrankrig, NV-Italien og Val d'Aran i Nordspanien samt i Monaco og benyttes daglig af ca. 2 mio. Tosprogethed er generel.
  • Frankoprovencalsk tales af ca. 70.000 i og omkring den franske region Rhône-Alpes, i Schweiz og i Aostadalen i Norditalien.
  • Fransk er modersmål for ca. 70 mio. (1995), heraf ca. 55 mio. i Frankrig, ca. 5 mio. i Belgien og Luxembourg, ca. 1,5 mio. i Schweiz og ca. 7 mio. i Canada; derudover anvendes det i varierende grad i størstedelen af de tidligere franske besiddelser i Nord- og Vestafrika og i Frankrigs oversøiske departementer og territorier, hvor det også har dannet grundlag for en lang række kreol- og pidginsprog.

  Rætoromansk

  • Romansch, som har træk tilfælles med galloromansk, tales af ca. 35.000 (2006) i den schweiziske kanton Graubünden og er et af de fire officielle sprog i Schweiz.
  • Ladin tales af ca. 30.000 (2001) i Norditalien øst for Bolzano.
  • Friulisk, som har en række ligheder med italoromansk, tales af ca. 400.000 i den italienske provins Friuli-Venezia-Giulia.
• Sardisk
  • Sardisk med dialekterne logudoresisk og campidanesisk tales af ca. 600.000 på Sardinien; dialekterne sassaresisk og galluresisk på det nordlige Sardinien regnes oftest for italienske.
• Østromanske sprog

  Italoromanske sprog

  • Italiensk er modersmål for ca. 60 mio. i Italien (1995) og desuden officielt sprog i San Marino og Vatikanstaten samt et af de fire officielle sprog i Schweiz; det tales også af betydelige immigrantsamfund i USA og Argentina samt i de tidligere italienske besiddelser i Afrika. Korsikansk er en italiensk dialekt, der tales af ca. 340.000. De norditalienske dialekter i regionerne Lombardiet, Piemonte, Emilia-Romagna og Veneto anses for galloromanske, mens de syditalienske dialekter på Sicilien, i Calabrien og Apulien undertiden betragtes som selvstændige italoromanske sprog.
  • Dalmatisk blev indtil ca. 1900 talt på Kroatiens Adriaterhavskyst og omliggende øer.

  Balkanromanske sprog

  • Rumænsk omfatter dialekterne istrorumænsk, aromunsk, meglenorumænsk og dakorumænsk. Dakorumænsk eller blot rumænsk, der er officielt sprog i Rumænien og Moldova, tales af ca. 23 mio., mens istrorumænsk tales af ganske få omkring byen Rijeka i Kroatien, aromunsk af 50.000-100.000 i Nordgrækenland, Makedonien og Albanien, og meglenorumænsk af ca. 3000 i Nordgrækenland og Makedonien.