rætoromansk

Rætoromansk. Kortet viser udbredelsen af de tre nuværende rætoromanske sprogområder på sydsiden af den østlige del af Alperne. Af stednavne fremgår imidlertid, at der tidligere har eksisteret et større sammenhængende område, hvor der taltes rætoromansk.

.

Artikelstart

Rætoromansk, fællesbetegnelse for de vestromanske dialektgrupper romansch, ladin og friulisk, udviklet i de romerske Alpeprovinser Raetia og Noricum. Disse provinser udgjorde tidligere et sammenhængende sprogområde, hvilket bl.a. stednavne vidner om, men dialekterne er senere trængt tilbage af tysk og italiensk til relativt isolerede bjergegne. Romansch blev i 1938 anerkendt som det fjerde nationalsprog i Schweiz og blev i 1996 også officielt sprog.

I den schweiziske kanton Graubünden tales dialektgruppen romansch af ca. 35.000 (2000); tallet er faldende. Gruppen, der omfatter det egentlige romansch med underdialekterne sursilvansk, subsilvansk og surmiransk samt engadinsk med underdialekterne øvreengadinsk og nedreengadinsk, har haft litterær status siden Reformationen, jf. katekismen Christiauna Fuorma (1552). Et fælles skriftsprog, kaldet Rumantsch Grischun efter det rætoromanske navn på Graubünden, har været i brug siden 1982.

I Norditalien øst for Bolzano tales ladin af ca. 30.000 (2001), og i den italienske provins Friuli-Venezia Giulia friulisk af ca. 500.000. Friulisk, der tidligere var hovedsprog i bl.a. Trieste, er efterhånden fortrængt af venetiansk og standarditaliensk. Sproget er attesteret fra 1200-t., men det er omstridt, om det tilhører rætoromansk eller udgør et selvstændigt romansk sprog inden for det tidligere alperomanske sprogområde.

Blandt de romanske sprog er rætoromansk snart blevet opfattet som galloromansk, snart som italoromansk, men det indtager dog snarest en mellemstilling. Lighedspunkter med galloromansk er bl.a. en tokasusbøjning som i oldfransk og oldoccitansk, attesteret i den ældste rætoromanske tekst Fragmaint da Nossa Dunaun (Fragment om Vor Frue) fra begyndelsen af 1100-t. Andre ligheder med galloromansk ses i lydudviklingen fra latin af langt u til [y], fx romansch nul [nyl] 'intet' af lat. nullum, i sursilvansk afrundet til i, fx dir 'hård' af lat. durum, og af latinsk a foran nasal, der bliver til au, når nasalen følges af vokal, jf. maun 'hånd' af lat. manum, og til o, når den følges af konsonant, jf. grond 'stor' af lat. grandem.

Romansch er i ordforråd, syntaks, fraseologi og retskrivning kraftigt påvirket af tysk, mens friulisk er påvirket af venetiansk. Se også italiensk og romanske sprog.

Rætoromansk - mellem fransk og italiensk
Forskellige former af lat. cantare 'synge' viser det vestromanske træk, at intervokalisk -t- stemmes eller forsvinder på rætoromansk som på fransk, mens det bevares på italiensk.
præs.inf. perf.part. mask. perf.part. fem. præs. 2.pers. plur.
latin cantare cantatum cantatam cantatis
fransk chanter chanté chantée chantez
sursilvansk contar contau contada contai
friulisk cjantâ cjantât cjantade cjantàis
italiensk cantare cantato cantata cantate

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig