Veneto.

.

Veneto er en italiensk region, der strækker sig fra Adriaterhavet op i Alperne til Østrig og mod vest til Posletten. Regionen er på 18.360 km2 og har 4,9 millioner indbyggere (2017). Regionshovedstaden er Venedig, mens andre større byer som Padova, Treviso, Verona og Vicenza er industrielt vigtige. Det varierede landskab i Veneto omfatter bjergkæder som Alperne, Alpeforlandet og Dolomitterne samt kysten langs Adriaterhavet.

Befolkning og erhverv

På trods af en nedgang i fødselstallet er befolkningstallet stigende på grund af indvandring fra Syditalien, Øst- og Centraleuropa, Balkanområdet og de arabiske lande. En stærk økonomisk fremgang har siden 1980'erne bremset den traditionelle udvandring, og mange er vendt tilbage.

Erhvervslivet var indtil midten af 1900-tallet domineret af landbrug, og sektoren er sammen med fødevareindustrien stadig stærk. Siden 1950'erne er der sket en hurtig opvækst af små og mellemstore virksomheder takket være decentralisering af storindustrien, nærheden til de store markeder i Vest- og Nordeuropa samt tilskud af billig arbejdskraft fra Balkan, Østeuropa og den tredje verdens lande. Regionen har en høj grad af industriel specialisering, hvilket betyder, at der fx i Verona produceres marmor og fodtøj, i Vicenza guld, smykker og tekstil og i Padova pelsvarer. Petrokemisk industri findes i Marghera. Turismen er en af de største indtægtskilder.

Venetos historie

Det område, der udgør det nuværende Veneto, blev indlemmet i Romerriget i 200-tallet f.v.t. I 569 e.v.t. blev de centrale dele af Veneto erobret af longobarderne; kystdelen forblev under byzantinsk herredømme. I kystlandet overtog Venedig efterhånden kontrollen, mens indlandet blev inddraget i kampene mellem den tyske kejsermagt og pavedømmet.

Fra slutningen af 1300-tallet til 1428 erobrede handelsrepublikken Venedig gradvis indlandsdelen af Veneto. Størstedelen gik atter tabt i 1509 og kom senere under de østrigske habsburgere; i 1797 mistede også Venedig sin uafhængighed.

1805-1815 var området på Napoleons hænder og derefter igen under østrigsk herredømme frem til indlemmelsen i Italien i 1866.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig