longobarder

Longobarder, langobarder, germansk folk, der herskede i Italien 568-774. Den longobardiske historieskriver Paulus Diaconus viderebringer et sagn om, at de oprindelig hed vinniler og kom fra Skandinavien.

Faktaboks

etymologi:
Ordet longobarder er af usikker oprindelse, oftest tolket som 'de langskæggede'.

I romerske kilder fra 1. årh. e.Kr. omtales longobarderne dog som et folk, der dengang boede ved Elbens nedre løb.

I slutningen af 400-t. berettes om longobarder i det nuværende Niederösterreich, og i 510 besejrede de herulerne og gjorde sig til herrer over Pannonia.

Efter at have overvundet deres ærkefjender, gepiderne, besluttede de i 568 meget overraskende at overlade deres land til avarerne for at erobre Italien fra østromerne, der netop havde generobret dette område fra ostrogoterne.

Under ledelse af kong Alboin drev de østromerne på flugt og angreb Pavia, som faldt 572, samme år som Alboin blev myrdet. 574-584 regerede de lokale stormænd uden konge, og der oprettedes flere uafhængige hertugdømmer, hvoraf de to sydlige, Spoleto og Benevento, fik størst betydning.

Det lykkedes ikke for longobarderne i første omgang at erobre hele Italien, idet den mellemste del fra Ravenna til Rom forblev under østromersk herredømme, det såkaldte byzantinske eksarkat Ravenna, hvortil også de sydlige områder af halvøen samt Sicilien blev knyttet.

Det folk, der invaderede Italien, bestod af mange forskellige germanske såvel som ikke-germanske folk, og det havde vel kun navnet tilfælles med de tidligere omtalte longobarder. I løbet af 600-t. udvikledes dog en følelse af at være ét folk med en fælles baggrund. Kong Rothar (død 652) gav i 643 dette folk en fælles lov, Edictum Rothari.

Ikke meget senere bekendte longobarderne sig til den katolske kristendom efter at have været splittet mellem hedenskab, arianisme (se den arianske strid) og katolicisme. Kongen og hans hof i Pavia blev centrum for et velorganiseret rige, hvor dog lokaladministrationen og især hertugerne undertiden forsøgte at modarbejde centralmagten for egen vindings skyld.

Longobarderrigets blomstringstid i kulturel og økonomisk henseende faldt i første halvdel af 700-t., og kong Liutprand (død 744) kunne føre en aggressiv politik over for de byzantinske enklaver i Italien, fordi Det Byzantinske Rige var svækket af den ikonoklastiske strid (se ikonoklasme).

Paven i Rom, der var at betragte som en byzantinsk embedsmand, måtte støtte kejseren mod kongen. Da kong Aistulf erobrede eksarkatet Ravenna fra Byzans i 751, besluttede pave Zacharias (død 752), der nu frygtede for byen Roms overlevelse, at opgive sin loyalitet til den kætterske kejser, og han søgte i stedet støtte hos frankerne.

Dette skifte blev på lang sigt skæbnesvangert for longobarderne, fordi Karl den Store efter opfordring fra pave Hadrian 1. (død 795) i et felttog 773-774 besejrede longobarderkongen Desiderius, indtog Pavia og gjorde sig til konge over Longobarderriget, der dermed ophørte som stat.

Kun hertugdømmerne Spoleto og Benevento overlevede som delvis selvstændige områder i århundrederne derefter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig