Pannonia

Pannonia, Pannonien, romersk provins, som i det store og hele omfattede det nuværende Ungarn, dog afgrænset mod nord og øst af Donau. Mod syd løb grænsen 40-50 km syd for Sava, og mod vest var den næsten identisk med nutidens grænse mellem Østrig og Ungarn.

Pannonia blev provins ved delingen af Illyricum i år 8 e.Kr. Den blev primært etableret for at sikre forbindelseslinjen langs Sava mod de østlige provinser og for at få kontrol med den vigtige handelsvej, som løb gennem Pannonia fra Østersøen ned til Aquileia i Norditalien, den såkaldte Ravvej.

Dette betingede tilstedeværelsen af de ikke mindre end fire legioner, som normalt lå i provinsen. Omkring disse legioner og langs Ravvejen udvikledes allerede fra 1. årh. en omfattende urbanisering.

Langs Donau grundlagdes Carnumtum (nuværende Deutsch-Altenburg), Brigetio (Szöny) og Aquincum (Budapest), langs Ravvejen bl.a. Scarbantia (Sopron), Savaria (Szombathely) og Emona (Ljubljana).

Landbrug og minedrift i provinsen voksede med den øgede romerske efterspørgsel. I 106 blev provinsen delt i to i takt med dens stigende politiske betydning og de germanske stammers voksende pres mod Romerrigets nordflanke.

I 405 erobredes området endeligt af ostrogoterne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig