Faktaboks

Mie Højlund

Mie Enggrob Højlund

Født
24. oktober 1997, Voldum

Mie Højlund er en dansk håndboldspiller, som i flere år har været en stor profil både i den hjemlige liga og på landsholdet, hvor hun har været med til at vinde VM-bronze i 2021 og 2023 samt EM-sølv i 2022. Hun spiller flere pladser, men på landsholdet optræder hun primært som højre back.

Mie Højlunds klubkarriere

Mie Højlund
Mie Højlund i en kamp for Odense den 7. marts 2021.
Mie Højlund
Af /Ritzau Scanpix.

Som seksårig begyndte Mie Højlund at spille håndbold i NVUI (Nielstrup-Voldum Ungdoms- og Idrætsforening). Siden kom hun til Vorup FB og derpå Kristrup Boldklub, og i 2013 skiftede hun til Randers HK, hvor hun blot 16 år gammel debuterede på førsteholdet og spillede i fire år.

I 2017 skiftede Mie Højlund til Odense Håndbold, som ikke mindst på grund af hendes tilstedeværelse siden da har været en af landets stærkeste klubber. Hun var med til at blive dansk mester i 2021 og 2022. I 2018, 2020 og 2023 var hun med til at vinde sølv, mens det i 2019 blev til bronze. Hendes nuværende kontrakt med klubben løber frem til 2024.

Klubber som seniorspiller

  • Randers HK (2013-2017)
  • Odense håndbold (2017)

Mie Højlunds landsholdskarriere

Mie Højlund

Mie Højlund i VM-kampen mellem Danmark og Rumænien den 5. december 2023. Danmark vandt 39-23, og Mie Højlund scorede 3 af målene.

Mie Højlund
Af /Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.

Mie Højlund debuterede på landsholdet den 7. oktober 2016, hvor Danmark vandt 28-24 over Norge, og hun fik sin slutrundedebut ved EM i 2018. Siden har hun været med til alle EM-og VM-slutrunder. Mie Højlund var således med, da det danske kvindelandshold ved VM i Spanien i 2021 sikrede sig det første medaljesæt siden 2013, hvor det også blev til VM-bronze.

I 2022 var Mie Højlund med til at vinde sølv ved EM i Slovenien, Montenegro og Nordmakedonien. Hun døjede undervejs både med skulderproblemer og et trælår, men i semifinalen mod Montenegro, som blev slået 27-23, viste hun sig fra sin allerbedste side og scorede seks mål.

Ved VM-slutrunden i Danmark, Sverige og Norge i 2023 var Mie Højlund med til at vinde bronze. Bronzekampen, hvor Sverige blev slået 28-27, var hendes landskamp nummer 93, og med fem mål i den kamp nåede hun op på 179 landskampsmål.

Medaljer med landsholdet

  • 2021: VM-bronze
  • 2022: EM-sølv
  • 2023: VM-bronze

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig