Venedig

En af Venedigs mange små kanaler.

.

Venedig. Dogepaladset.

.

Venedig.

.
Sukkenes Bro i Venedig.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Venedig. Besiddelser (anført med grønt) og handelsruter i 1400- og 1500-tallet. I konkurrence med Genova dominerede Venedig handelen i det østlige Middelhav. Dalmatien blev formelt underlagt Venedig i begyndelsen af 1400-tallet; Evia tabtes til osmannerne i 1470, mens Cypern erhvervedes i 1489. Osmannerrigets ekspansion, der tog fart efter erobringen af Konstantinopel (Istanbul) i 1453, udgjorde dog på længere sigt en trussel mod Venedigs magtposition.

.

Ved højvande i Venedig lægges planker ud, der gør det muligt at færdes nogenlunde tørskoet i byens mest befærdede gader, her ved Campo Santo Stefano i San Marco-kvarteret. Foto fra 2010.

.

Venedig. Ved indsejlingen til Canal Grande opførtes fra 1631 kirken Santa Maria della Salute, tegnet af barokarkitekten Baldassare Longhena med inspiration fra ældre projekter til Peterskirken i Rom. Den ottekantede centralbygning med indgangsparti formet som en klassisk triumfbue krones af en mægtig kuppel; koret (skjult bag bygningen) bærer også en kuppel og flankeres af to tårne. Et særpræget træk er de store volutter midt på kirken, smykket med skulpturer.

.

Venedig er en by i det nordøstlige Italien; regionshovedstad for Veneto. Venedig er anlagt 4 kilometer fra fastlandet på 118 øer i strandsøen Laguna Veneta.

Faktaboks

Etymologi
Venedig er oprindeligt det tyske navn for byen, via slovensk fra latin Veneticus 'Venezia', benævnt efter folkeslaget veneterne.
Også kendt som

Venezia

2 kilometer øst for byen afgrænses den 45 kilometer lange lagune fra havbugten Golfo di Venezia i Adriaterhavet af sandede, bebyggede tanger fra nord og syd samt strandvoldene Pellestrina og Lido med bydelen og badestedet Lido.

Ud over Venedigs historiske bykerne med 68.000 indbyggere (1998) omfatter kommunen Venedig talrige andre beboede øer og øgrupper i og omkring lagunen med tilsammen 45.000 indbyggere. De betydeligste øsamfund er Murano, Burano og Torcello. Nærmest byen ligger øen San Michele, i 1800-1900-tallet byens kirkegård. På fastlandet er bydelen Mestre siden 1950 vokset til ca. 180.000 indbyggere i tilknytning til industriområdet Marghera. Nord herfor ligger lufthavnen Marco Polo.

Byen Venedig har gennem den nyere del af historien undgået større ødelæggelser fra krige og brande og fremviser en usædvanlig intakt og homogen by- og bygningskultur tilbage til byens storhedstid i perioden ca. 800-1500. Mange af de små, kunstige øer er efterhånden bygget sammen og adskilles i dag af 150 kanaler, krydset af 400 broer.

Den S-formede hovedkanal midt igennem byen, Canal Grande, krydses af kun tre broer, heriblandt Rialtobroen fra slutningen af 1500-tallet. Al trafik i selve Venedig foregår til fods i en labyrint af snævre stræder (calle) eller på kanalerne med motorbåd eller de traditionelle rofartøjer, gondol og barche. Offentlig passagertrafik sker med motordrevne vandbusser, vaporettoer.

Venedig blev først forbundet med fastlandet med en jernbanebro i 1846 og en vejbro i 1930'erne; vejen ender i store parkeringsanlæg i byens vestlige udkant tæt ved jernbanestationen, hvorfra de rejsende kan stige direkte om til både til de forskellige bydele og øer.

Bygningerne i store dele af Venedig er opført på tæt nedrammede pæle. Byen er bygget til den vandstand, der var før anlæg af industrier og uddybning af sejlrender ind i lagunen. Siden 1900 er vandstanden i kanalerne imidlertid steget ca. 35 centimeter, og ved højvande, der normalt er ca. 1 meter, oversvømmes stadig større dele af byen.

Årsagerne er sætninger i grunden på 8-12 centimeter efter indvinding af grundvand indtil 1973, en havniveaustigning på 11 centimeter samt en generel sænkning af Alpeforlandet, hvor byen ligger, på 12 centimeter. Flere projekter er sat i værk for at redde byen; det mest vidtgående, MOSE, blev vedtaget i 2003 og planlægges fuldført i 2011. Det indbefatter en række liggende sluseporte i lagunens åbninger til Adriaterhavet, hvormed højvande over ca. 1 meter skal kunne holdes ude. I 2012 oplevede Venedig igen alvorlige oversvømmelser, idet vandstanden nåede op på 149 centimeter, hvilket er det højeste niveau, der nogensinde er målt.

Venedig er ærkebispesæde, har universitet (grundlagt i 1868), kunstakademi, musikkonservatorium med mere. Indbyggertallet toppede i 1950 med 150.000, men siden har byen været præget dels af tilbagegang i de traditionelle erhverv: kunsthåndværk (glasproduktion på Murano, kniplinger på Burano), skibsbygning, søfart og fjernhandel, dels af slitage som følge af turismens vækst, dels af de stadig hyppigere oversvømmelsers ødelæggelser.

I 2000 indledtes et storstilet byfornyelsesprogram, der især tilgodeser børns og unges udfoldelses- og uddannelsesbehov samt udendørs pladser i grønne og sikre områder. Venedig besøges årlig af 18 millioner turister, og stadig flere bydele og traditioner inddrages og åbnes for turisme, heriblandt Arsenalet, der var venetianernes flådestation og -værft fra ca. 1100; her findes bl.a. Piræusløven.

Byen er hjemsted for talrige kunst-, musik-, teater- og filmfestivaler foruden regattaer og religiøse og folkelige fester. En særlig stilling indtager det årlige venetianske karneval, der blev indført i 1000-tallet, forfaldt efter en kulmination i 1700-tallet og blev genoplivet i 1979.

Den internationale kunstudstilling Biennalen i parkområdet Giardini Pubblici er blevet afholdt siden 1895, den årlige filmfestival på Lido siden 1932. Operahuset La Fenice fra 1792 ødelagdes for tredje gang af en brand i 1996; det genåbnede i 2003.

Arkitektur og museer

Byens centrum er den 175 m lange Markusplads, omgivet af kontorbygninger fra 1400-1700-tallet og med den mægtige, byzantinskprægede og rigt mosaikudsmykkede Markuskirke fra 1000-tallet ... Læs mere om Venedigs arkitektur og museer.

Historie

Venedig er den eneste større italienske by, der ikke er af antik oprindelse. Opførelsen af kunstige øer begyndte formentlig i 500-tallet, da veneterne flygtede fra ostrogoterne på fastlandet og søgte tilflugt på småholme i lagunens nordlige, lavvandede del omkring Torcello ... Læs mere om Venedigs historie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig