Faktaboks

Andrea del Verrocchio
Født
1435
Død
1488
Andrea del Verrocchio, kobberstik fra 1682.
Andrea del Verrocchio, kobberstik af Nicolas de Larmessin fra bogen "Académie des Sciences et des Arts" af Isaac Bullart, udgivet i Amsterdam af Elzevier i 1682.

Andrea del Verrocchio var en italiensk billedhugger og maler. Han var den førende billedhugger i Firenze i anden halvdel af 1400-tallet.

Andrea del Verrocchio blev uddannet som guldsmed, men fandt hurtigt sin egen stil inden for den florentinske ungrenæssancetradition, som han udviklede i dramatisk retning med plasticitet, bevægelse og inddragelse af rummet. Det præger bronzeskulpturerne af David (ca. 1475, Bargello, Firenze) og Den vantro Thomas (1466-1483) til kirken Or San Michele i Firenze. Et kendt værk er også den lille Putto med delfin (ca. 1480) i Palazzo Vecchio.

Verrocchios tekniske dygtighed møder man i gravmælet for Giovanni og Piero de' Medici (marmor, porfyr og bronze, 1470-1472) i Sagrestia Vecchia i San Lorenzo-kirken i Firenze.

Hans hovedværk som guldsmed er fremstillingen af Johannes Døberens halshugning på sølvalteret til domkirken i Firenze (1477-1480, nu i Domkirkemuseet). Hans sidste store skulptur var rytterstatuen af Bartolommeo Colleoni i Venedig (1479-1488, fuldført af Alessandro Leopardi 1492 og indviet 1496).

Blandt Verrocchios få bevarede malerier er Kristi dåb (1470'erne, Uffizierne, Firenze), muligvis færdiggjort af Leonardo da Vinci, der var elev på Verrocchios værksted.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig