Alperne

Alperne er en kollisionsbjergkæde dannet i Kridt-Tertiær (for 110-5 mio. år siden) ved Europas sammenstød med Adria, et mikrokontinent, løsrevet fra det afrikanske kontinent i Jura (for 150 mio. år siden), og som under rotation er blevet presset ind i Europa. Ved kollisionen blev kæmpemæssige flager, De Helvetiske og Penniniske Napper, opbygget af materiale fra den europæiske plade, skubbet mod nord. I Østrig er napperne skjult under De Østalpine Dækker, overskudte dæklag af sedimenter og krystallinsk sokkelmateriale fra Adria-kontinentet. Oven på disse ligger De Nordlige Kalkalper. I Engadiner og Tauern "vinduerne" rager de underliggende Penniniske Napper op gennem De Østalpine Dækker. Sydalperne med Dolomitterne tilhører også Adria-kontinentet, men er skubbet op mod syd.

Det Insubriske Brud (IB) adskiller Vest- og Sydalperne. Mod nord begrænses Alperne af Molassebassinet, der er opfyldt af nedbrydningsprodukter (molasse) fra de opfoldede Alper. Jurabjergene er i den sidste fase af den alpine foldning foldet op nordvest for Molassebassinet. Mod syd er Adria-kontinentet begravet dybt under Poslettens unge molasseaflejringer.

Alperne hæver sig 0,5-2 mm pr. år, mest ved Chur, og dette, tillige med hyppige jordskælv, tyder på, at sammenpresningen af Alperne stadig foregår.

Alperne var nedisede under de kvartære istider. Glacialteorien om de store kvartære nedisninger blev opstillet i 1840 af L.R.J. Agassiz netop ud fra studier af alpine gletsjere og moræner.

Alperne har talrige "fattige mineralforekomster". Der brydes magnesit, talk, dolomit, gips, kaolin, bygningssten, ler, sand og grus og kalksten til cement; tidligere også kul og brunkul. I Østalperne desuden grafit og metalliske råstoffer (jern, bly, zink og wolfram). Olie- og gasforekomster er knyttet til Molasse- og Wienerbassinet i Østrig samt til Posletten.

Alperne spiller en vigtig rolle for klimaet i store dele af Europa. De fungerer som barrierer, der hindrer den fugtige og kølige luft fra NV i at trænge videre sydpå.

Omvendt er de en hindring for de varmere mediterrane luftmassers fremtrængen mod nord. Sidst på vinteren og om foråret kan varme og tørre fønvinde forårsage pludselig og voldsom snesmeltning, hvilket får bække og floder til at svulme med evt. oversvømmelser og store skader til følge. Flere dages vedvarende kraftige regnskyl kan have samme effekt.

Gemse, alpestenbuk og alpemurmeldyr er typisk alpine pattedyr, og alpealliken er en af de mest karakteristiske fugle. Desuden findes mange arter insekter og små landdyr, der kun lever i Alperne; de er endemiske for området.

Alperne er hjemsted for flere dyr og planter, der også findes i det arktiske område, fx fjeldrype og flere dagsommerfuglearter. Alpernes planteliv har mange træk fælles med andre alpine områders flora og er nærmere beskrevet i alpin vegetation.

I Alperne er udnyttelsen af vandkraft betydelig. Mange dale har vandreservoirer, hvorfra vandet gennem rør ledes til kraftværkerne. En af de største reservoirsøer ligger ved Grossglockner-massivet i Østrig, der forsyner værket ved Kaprun.

Elektriciteten fra disse værker spiller en væsentlig rolle for Alpelandenes energiforsyning: Østrig og Schweiz henter lidt over halvdelen af deres elforsyning fra vandkraft (2004). For Frankrigs og Italiens vedkommende udgør vandkraft hhv. en sjettedel og en ottendedel af energiforsyningen.

Tidligere var alpedrift det dominerende erhverv. Det er en landbrugsform, der udnytter bjergskråningerne til græsning i forskellig højde alt efter årstiden, svarende til det skandinaviske sæterbrug. Hver gård var på det nærmeste en selvforsynende enhed.

Siden 2. Verdenskrig er landbruget veget for turismen, som er vokset fra en beskeden begyndelse i mellemkrigsårene til at være det dominerende erhverv med et årligt antal registrerede overnatninger på ca. 300 mio. Dertil kommer overnatninger i private ferieboliger, på ikke-autoriserede campingpladser samt endagsturisme.

Turistfaciliteterne omfatter bl.a. store sportshoteller, time share-boliger, hytter, restauranter og markerede vandrestier. Anlæg til skisport var i 1988 udbygget til at omfatte 15.000 skilifte og 41.000 skipister med en samlet længde på ca. 132.000 km.

Turismen har bragt velstand og dæmpet afvandringen, men den betyder også en trussel for landskabet. Rydning af skov og ændring af relieffet øger faren for laviner og jordskred. Sommerens vandreturister kan være en direkte årsag til erosion, idet der kan slides stier, som ved kraftige regnskyl bliver til bække, der skyller jord og vegetation med sig ned i dalen.

Alperne var for mennesket i mange århundreder en næsten uoverstigelig barriere, der krævede mange forberedelser og megen tid at passere. Den ældste beskrivelse er af hærfører Hannibals forberedelser og besværligheder i forbindelse med overgangen — med elefanter — i 218 f.Kr. i Den 2. Puniske Krig. I middelalderen byggede munke en række klostre og herberger i Alperne, hvor rejsende kunne søge ly; mest berømt er benediktinernes herberg L'hospice du Grand-Saint-Bernard.

Jernbanelinjerne skabte nye muligheder for den tværgående trafik, men stillede store krav til ingeniørerne. Sankt Gotthardbanens åbning i 1882 betød et stort skridt fremad, men først i løbet af 1900-t. er passagen af Alperne blevet problemfri.

Den stadigt stigende biltrafik stiller krav om flere, bredere og sikrere veje, og siden 1950 er der udført store vejbyggerier. Det sekundære vejnet er udbygget i samme takt. Syv internationale jernbanelinjer og elleve Europaveje, heraf flere motorveje, krydser Alperne. Det samme gør to store olierørledninger til den tyske by Ingolstadt fra hhv. Genova (CEL) og Trieste (TAL).

Den veludbyggede infrastruktur har været medvirkende årsag til, at Norditalien på det erhvervsmæssige og økonomiske område er nærmere knyttet til naboerne i nord end til det øvrige Italien. Tilgængeligheden til fjerntliggende og tidligere isolerede områder er ligeledes øget, hvilket medfører nye erhvervsmuligheder inden for turisme.

Det har i nogen grad bremset afvandringen fra områder, hvor bjerglandbrug med alpegræsgange har været den eneste levevej. Den forbedrede infrastruktur har haft en række negative miljømæssige konsekvenser. Især motorvejene har fuldstændig ændret mange dales topografi; dalsidernes naturlige hældninger har måttet ændres og skov fældes for at anlægge serpentineveje. Andre steder er der bygget lange vejbroer eller anlagt overdækkede bjergveje, galleriveje, på skråningerne. Til sikring af trafikken er der flere steder bygget lavine- og stenskredsbeskyttelse.