Genova

Genovas vartegn er det 77 m høje fyrtårn La Lanterna, opført 1543. Porta Soprana fra 1155 er den ældste bevarede byport i den mur, der blev bygget omkring byen som forsvar mod Frederik 1. Barbarossas tropper.

Fra og med renæssancen blev der opført fornemme palæer for købmænd og adelsfamilier, fx Palazzo Doria Pamphilii (1529-47). Flere er i dag museer: Palazzo Bianco (ca. 1565) har en righoldig samling af nederlandsk og italiensk kunst fra 1200-1600-tallet, og Palazzo Rosso (1671-1677) og Palazzo Reale fra midten af 1600-tallet (med tilføjelser af bl.a. Carlo Fontana 1703) rummer samlinger af især italiensk kunst fra 1500-1700-tallet. Den nyere kunst er repræsenteret i Galleria Civica d'Arte Moderna, indrettet i Palazzo Serra fra 1600-tallet.

Domkirken San Lorenzo er i sin kerne middelalderlig, men har mange senere tilføjelser, fx kuplen fra 1500-tallet. Den er tegnet af Galeazzo Alessi, der fra 1548 stod for byplanlægning med bl.a. pragtgaden Strada Nuova (nuværende Via Garibaldi) samt opførelse af flere paladser og kirken Santa Maria Assunta di Carignano. Den gamle havn, Porto Antico, er renoveret af arkitekten Renzo Piano. I forbindelse med 500-året for Columbus' opdagelse af Amerika i 1992 opførtes her den såkaldte Bigo (genovesisk for 'skibsmast'), en konstruktion af otte indtil 70 m lange bomme, der bærer dels overdækningen af en plads, dels en ophejselig kabine. Her ligger også et af verdens største akvarier.

Genova var allerede i romersk tid under det latinske navn Genua et vigtigt trafikknudepunkt med en god havn. Den kontinuerlige bebyggelse har betydet, at der kun er få rester tilbage af den romerske by.

Genova blev et bispedømme i 300-tallet, og ca. 554-635 var byen byzantinsk flådestation. I 641 blev den erobret af longobarderne, som blev besejret af frankerne i 774. Herefter indgik byen i Karolingerriget, men ca. 958 blev den løst fra dette ydre overherredømme.

Omkring 1100 afløste et kommunalt styre bestående af byens borgere den hidtidige politiske dominans, som den lokale biskop og aristokratiet havde udøvet. Genovas reelle politiske selvstændighed som republik kom til udtryk i 1139, da den tyske kejser Konrad 3. tillod byen at præge egne mønter.

Det fredsskabende kommunale styre gjorde det muligt for genovesere uanset stand at være med til at skabe en krigs- og handelsflåde, der fra 1095 især transportmæssigt og kommercielt deltog i korstogene. Handelen med Orientens luksusvarer, bl.a. krydderier, gjorde Genova til base for et omfattende net af oversøiske handelsstationer i Middel- og Sortehavet og for videresalget på markedspladserne i Syd- og Mellemeuropa. Forsvaret af dette handelsimperium bestemte republikkens udenrigspolitik. Territorialt ekspanderede Genova og blev til en italiensk fastlandsstat syd for Pofloden, og man var jævnligt i kamp med konkurrerende italienske handelsbyer: Fx ødelagde Genova Pisas havn efter søslaget ved Meloria i 1284, og den sejr gav kontrol over Korsika og Sardinien og de tilgrænsende farvande. Handelen med Det Byzantinske Rige udløste derimod krige med Venedig, indtil Genova blev slået i 1381. Derefter fortsatte handelen dog via de genovesiske kolonier i området.

Den osmanniske ekspansion i 1400-tallet fratog Genova de oversøiske handelspladser, men samtidig fik byen en ny indtægtskilde i rigerne på Den Iberiske Halvø. Gennem lån og leverancer til især Spanien og dets besiddelser i Amerika og Nederlandene strømmede velstanden til Genova i 1500-tallet.

Som stat led Genova under bestandige indre magtkampe, og disse stridigheder fortsatte, på trods af at adelen var udelukket fra politik 1339-1528. Et politisk sammenbrud blev dog forhindret af lån fra private, der gennem banken Casa di San Giorgio administrerede dele af riget.

I 1528 omdannede admiral Andrea Doria Genova til en aristokratisk republik, samtidig med at han gjorde bystaten til habsburgernes allierede mod Frankrig. Genovas selvstændighed ophørte i 1797, da republikken under Napoleon blev omskabt til Den Liguriske Republik. Herefter indgik byen i større territorialstater, først i Frankrig 1805-1814, siden i kongeriget Sardinien 1814-1861 og til sidst efter 1861 i det nye samlede Italien.