David Lynch

Et vigtigt element i denne kontekst er heldige uheld – hvad Lynch kalder happy accidents – hvor tilfældigheder får lov til at råde, og hvor pludselige indfald integreres i fortællingen. Den ikoniske BOB-figur i Twin Peaks (ABC/Showtime, 1990-1991, 2017) var eksempelvis en pludselig indskydelse, idet rekvisitøren Frank Silva kunne ses i billedet i forbindelse med en scene til seriens pilotafsnit. Filmfotografen (Ron García) og kameraoperatøren (Sean Doyle) forklarede David Lynch, at Silva kunne ses i billedrammen, og derefter blev Silva bedt om at flytte sig: "Don't lock yourself in that room". Disse ord åbnede rum for at drømme hos Lynch, og dermed fødtes ideen bag BOB som repræsentationen af incest eller ondskab. Sådanne happy accidents findes i alle Lynchs værker. Fra Nicolas Cage, der synger som Elvis i Wild at Heart (1990, Vilde hjerter) – noget, som skuespilleren tilfældigvis kunne – til Dean Stockwells mærkelige performance i Blue Velvet (1986), hvor Ben (Stockwell) mimer ordene til "In Dreams" for en tydeligt henført Frank Booth (Dennis Hopper). Det var oprindelig tanken, at Hopper skulle mime ordene til Roy Orbinsons sang, men Hopper kunne ikke huske lyrikken, hvorfor scenen blev ændret. Til stor og urovækkende effekt.

Ved siden af sit arbejde som kunstner og filminstruktør har Lynch også medvirket som skuespiller og voice actor i andre personers film, bl.a. i spillefilmen Lucky (2017), animationsserien Family Guy (Fox, 1999-) og Michael Almereydas indiefilm Nadja (1994), hvor Lynch både havde en lille cameo og fungerede som filmens executive producer.

Dette ser man særligt i den såkaldte ”Sunshine Noir Trilogy” bestående af de tre frapperende og mareridtsagtige film Lost Highway (1997), Mulholland Dr. (2001) og Inland Empire (2006). Disse tre film er ikke forbundet gennem fælles karakterer og en sammenhængende fortælling, men de har et tematisk, fortællemæssigt og æstetisk slægtskab og udspiller sig alle i Los Angeles og miljøet omkring Hollywood.

Lost Highway blev skrevet i samarbejde med forfatteren Barry Gifford, der også havde skrevet forlægget til Lynchs postmoderne Guldpalme-vinder Wild at Heart (1990, Vilde hjerter). Gifford og Lynch har beskrevet Lost Highway som "a 21st century horror noir", og den har klare mindelser af dystre noir-film som Double Indemnity (1944, Kvinden uden samvittighed) og Kiss Me Deadly (1955, Kys mig til døde). Lost Highway har en springende fortællestruktur, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed flyder sammen, og den har en ekspressiv lyssætning med voldsom brug af slagskygger. Dele af filmen er så mørk, at det gik ud over billedkvaliteten, og filmfotografen Peter Deming har beskrevet den visuelle æstetik som darker than dark ('mørkere end mørk'). Man kan se Demings visuelle æstetik i Lost Highway, Mulholland Dr. og Inland Empire som en naturlig opdatering af Frederick Elmes ekspressionistiske cinematografi i Lynchs tidlige film: Eraserhead og Blue Velvet.

Lost Highway har en tredelt struktur, og den rummer en uhyggelig karakter, The Mystery Man (Robert Blake), der er med til at udviske grænse mellem virkelighed og fantasi. Den slags (u)virkelige og uhyggelige karakterer i Lynchs værk er ofte blevet kaldt uncanny visitors, og de er svære at bestemme: Måske er de overnaturlige væsener, måske er de blot fraspaltninger eller grufulde fantasiforestillinger. Skuespilleren Blake kom anstigende i hvid ansigtsmaling, og hans karakter har klare mindelser af Døden i Det sjunde inseglet (Det syvende segl, 1957). Få år efter premieren på Lost Highway blev Blake anklaget for mordet på sin anden hustru, Bonny Lee Bakley, og dette resonerede på uhyggelig vis med temaet i Lost Highway. Blake blev dog frifundet i 2005.

Lost Highway handler måske om en mand, Fred Madison (Bill Pullman), der bliver gradvist mere paranoid og dræber sin hustru i afmagt eller for at straffe hendes formodede utroskab. Dette er dog uklart, idet grænsen mellem filmens forskellige planer er flydende. Filmens midterstykke ligner en mere maskulin og erotisk gangsterfilm (modsat filmens første og sidste akt, der begge virker mere horror-agtige). I midterstykket er Fred skiftet ud med en yngre og mere attråværdig mand (Pete spillet af Balthazar Getty), og Freds problemer bliver her eksternaliseret. Her ligger problemet ikke inde i hovedpersonen; problemet er ikke længere protagonistens paranoia og kontrolbehov. Problemet er nu blevet konkret og håndgribeligt, idet en en ond og karikeret gangsterboss (Mr. Eddy/Dick Laurent spillet af Robert Loggia) står i vejen for forholdet mellem Pete og den smukke femme fatale Alice (Patricia Arquette). Robert Loggia var i spil til rollen som Frank Booth i Blue Velvet (1986), en rolle der gik til Dennis Hopper, og Lynch havde dengang lovet Loggia, at han ville finde en anden rolle til ham. Rollen som Mr. Eddy/Dick Laurent blev næsten lige så emblematisk som Frank Booth, og særligt mindeværdig er tailgating-scenen, hvor Mr. Eddy hiver en irriterende trafikant ud af bilen og belærer ham i færdselsreglerne.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek har præsenteret en overbevisende læsning af Lost Highway, og med afsæt i Jacques Lacan taler han ofte om det ubevidste og det liminale rum i Lynchs film. De forskellige mande- og kvindekarakterer i Lost Highway flyder sammen, og filmens fortid, nutid og fremtid opløses. Plottet kan måske beskrives som en sløjfe eller et Möbiusbånd, men Lynch beskriver det selv som en psychogenic fugue og mener, at filmen skal forstås intuitivt. Lynchs egen inspiration til filmen var Franz Kafkas "Die Verwandlung" ("Forvandlingen", 1915) og O.J. Simpson-sagen.

Mulholland Dr. var oprindelig tænkt som en spin-off til den populære tv-serie Twin Peaks (ABC/Showtime, 1990-1991, 2017) om figuren Audrey Hornes rejse fra det norvestlige USA til Hollywood. Lynch optog et pilotafsnit, men det blev aldrig til en tv-serie. I stedet endte det som en lang spillefilm med et stort ensemble af karakterer og en fabulerende historie om krydsende identiteter og Hollywoods ”drømmefabrik”. Mulholland Dr. er en fabulerende multiprotagonistfilm, hvor grænsen mellem virkelighed, drøm og forestilling opløses.

Filmen fungerer som en slags meta-noir, hvor noir-filmen Gilda (1946) og den virkelige historie om skuespilleren Rita Hayworth fungerer som et slags fundament for Lynchs film. Rita Hayworth var et såkaldt stage name (hendes fødenavn var Margarita Carmen Cansino), og skuespilleren begyndte at lide af svære identitetsproblemer efter optagelserne til Gilda. Var hun Rita, Margarita eller Gilda? Disse temaer blev centrale for Lynchs metafilm, og i filmens rulletekster dedikerede Lynch sin film til Jennifer Syme. Syme havde arbejdet som produktionsassistent på antologiserien Hotel Room (HBO, 1993) og havde medvirket i Lost Highway (1997). Det var også hende, der introducerede Lynch til mange af de musikere, der kom til at definere lydsiden af Lost Highway (der bl.a. indeholder numre af Rammstein, Marilyn Manson, Lou Reed, David Bowie, The Smashing Pumpkins og Trent Reznor; punkmusikeren Henry Rollins og Marilyn Manson spillede desuden med i filmen). Efter en fest i Marilyn Mansons hus var Syme involveret i en bilulykke, hvor hendes krop blev kastet gennem bilen. Lynch var kistebærer ved Symes begravelse og nævnte hende i rulleteksterne til Mulholland Dr. Og det er da også svært at se åbningen til Mulholland Dr. uden at tænke på Symes voldsomme skæbne.

En anden scene i filmen, der foregår ved dineren Winkies, var til gengæld inspireret af det stroke, som lydmixeren John Neff havde oplevet forud for optagelserne til filmen. Neff og Lynch havde et fælles musikprojekt, BlueBOB (2000/2001), og lydarbejdet i Winkies-scenen, hvor al dialog pludselig muffles, gengav Neffs lydoplevelse ifm. hans slagtilfælde. Enkelte har spekuleret i en mulig forbindelseslinje mellem BlueBOB, BOB-karakteren fra Twin Peaks og Bob's Big Boy – den diner i Los Angeles, som David Lynch ofte har besøgt, når han har udviklet manuskripter.

Lynch har ofte nævnt Alfred Hitchcock, Billy Wilder og Ingmar Bergman som tre af sine store inspirationskilder, og dobbeltgængermotivet, hvor identiteterne forveksles og flyder sammen, er hentet fra Bergmans film Persona (1966) og Hitchcocks Vertigo (1958, En kvinde skygges). Kritikken af Hollywood ligner derimod en reference til Sunset Boulevard (1950), og den erotiske og metafilmiske fortælling genlyder af Federico Fellinis 8½ (1963, Otto e mezzo ) og Jean-Luc Godards Le Mépris (1963, Jeg elskede dig igår), hvorfra han også har hentet afslutningsreplikken: "Silencio". Derudover har den genbrugt nogle motiver og visuelle aspekter fra Maya Derens smukke eksperimentalfilm Meshes of the Afternoon (1943).

Af de tre film i "Sunshine Noir"-trilogien var Inland Empire den mest radikale og eksperimenterende. Politikens Erik Jensen gav den to ud af seks hjerter og beskrev den som en "flimrende udgave af 'Alice i Mareridtsland'." Kim Skotte var mere positiv, men anerkendte, at filmen ville dele vandene, og at mange nok ville være enige i, at der "hverken er hoved eller hale i filmen". Filmen har dog også modtaget roser i den danske presse, hvor Thure Munkholm hæftede sig ved Laura Derns tour de force-præstation (hun spiller på sin vis tre roller i filmen) og filmens mindelser af den franske impressionist Jean Epstein.

Via sit website davidlynch.com havde Lynch produceret og distribueret en række korte film og alternative formater – bl.a. dokumentarprojektet Interview Project (2009-2010), der blev relanceret på YouTube i 2024, og webserien Rabbits (2002), hvorfra han genbrugte nogle scener i Inland Empire. I denne forbindelse havde han arbejdet med billige digitalkameraer, og han forelskede sig i den frihed, som den billige produktionsform og det bevægelige digi-kamera gav ham. Derfor brugte han samme tilgang ifm. optagelserne til Inland Empire, hvor ideen var, at alle indfald skulle optages og derefter stykkes sammen til en helhed. Den mere spontane tilgang til produktionsprocessen resulterede i en mere fragmenteret fortælling, men netop denne fragmentering afspejler filmens hovedperson.

I 1986 udkom Lynchs gennembrudsfilm Blue Velvet - en film, der blev beskrevet af filmkritikeren Pauline Kael som et skelsættende eksempel på ”American Surrealism”. Filmen refererer til bl.a. The Wizard of Oz (1939, Troldmanden fra Oz), Shadow of a Doubt (1943, I tvivlens skygge) og The Graduate (1967, Fagre voksne verden), og den blander elementer fra small-town-filmen, den klassiske film noir og Norman Rockwells malerier. Filmen illustrerede et typisk Lynch-tema om ”sygdommen, der skal ud”, og dette tema går helt tilbage til kortfilmen Six Figures Getting Sick (1967) hvor en række forskellige figurer – alle gipsafstøbninger af Lynchs ansigt – kaster op.

Blue Velvet blev klippet af Duwayne Dunham, musikken blev skabt af Angelo Badalamenti og Julee Cruise (med undtagelse af de indflettede pophits, herunder Roy Orbisons "In Dreams" og Bobby Vintons titelsang), og to af hovedpersonerne blev spillet af Kyle MacLachlan og Laura Dern. Alle disse personer blev senere en del af Lynchs faste hold – det, der populært kaldes ”The Lynch Mob”.

Dorothy (Isabella Rossellini) siger ordene "I'm falling" til Jeffrey, og komponisten Angelo Badalamenti mener, at "den faldende kvinde" er et gennemgående Lynch-tema. Det var da også et centralt tema i hans uproducerede film Venus Descending (1987), der var baseret på bogen Goddess om skuespilleren Marilyn Monroes liv og død, og man ser også forpinte og traumatiserede kvinder i bl.a. Twin Peaks, Wild at Heart (1990, Vilde hjerter), Fire Walk With Me, Lost Highway og Mulholland Dr. Det musikalske hovedtema til Twin Peaks hedder da også "Falling", og taglinen til Inland Empire lød kort og kontant: "A woman in trouble". Ja, selv The Straight Story, der er væsentlig mere godmodig og gemytlig end hans øvrige film, rummer en forpint kvinde i form af Rose (Sissy Spacek), der kigger længselsfuldt ud af vinduet og tænker på de børn, som blev taget fra hende efter et tragisk uheld. "There isn't a day that goes by when she doesn't pine for those kids," som hovedpersonen, Alvin Straight (Richard Farnsworth), udtrykker det.

Lynchs værker handler i det hele taget ofte om traumer, der forfølger personerne og gentager sig. Flere forskere har talt om "gentagelsestvang" som et centralt tema hos Lynch, og når Dorothy Vallens eksempelvis opfordrer Jeffrey til at slå hende – "Hit me, I want you to hurt me!" – så er det en slags gentagelse eller "re-enactment" af det overgreb, som Frank har begået mod hende. Tilsvarende kan man sige, at Lauras traume gentager sig og genspilles utallige gange i Twin Peaks, hvor overgrebet og drabet på Laura genspiller sig overfor hendes kusine (Maddy Ferguson spillet af Sheryl Lee), og hvor Kæmpen (Carel Struycken) da også siger: "It is happening again." Også i Lost Highway ses dette motiv, når Pete konfronterer Alice med hendes fortid. Her fortæller Alice om at være blevet tvunget til at afklæde sig for en ældre herre og hans håndlangere og om at overgive sin kontrol til nogle fremmede og magtfulde mænd. Pete spørger hende, hvorfor hun ikke blot gik sin vej, og hendes grimasse giver ham svaret. "You liked it, huh?", som han spørger. Ja, selv i Wild at Heart ser vi et eksempel på denne gentagelsestvang, når Bobby Peru (Willem DaFoe) forsøger at tvinge Lula (Laura Dern) til at sige "Fuck me!" Bobby ved godt, at Lula er sammen med Sailor (Nicolas Cage) – og at hun formentlig venter hans barn – men han forsøger at manipulere hende til at give udtryk for et ønske, som hun i grunden ikke har. Ikke fordi han vil udnytte situationen, men fordi han vil bringe hende i tvivl om sin egen lyst og moral. Dette lykkes, og hun mimer ordene "Fuck me!", hvortil han pænt afslår tilbuddet. Tilbage står Lula med en følelse af skam og kontroltab – som en slags gentagelse af det overgreb, hun som ung oplevede fra familie-vennen "Uncle Pooch".

Efter gennembruddet med Blue Velvet blev Kyle MacLachlan castet som FBI-agenten Dale Cooper i tv-serien Twin Peaks. En tv-serie, der fik premiere på kanalen ABC i april 1990 til hele 34 millioner seere, og som hurtigt blev genstand for en voldsom kultdyrkelse, ikke blot i USA, men også i Japan og flere europæiske lande. Serien har fortsat en stor fankultur, og ABC lancerede den som ”tv-serien, der vil forandret tv-landskabet”.

Ligesom Blue Velvet handler Twin Peaks om en amerikansk lilleby, hvor der lurer en betændt og mørk sandhed bag de pæne grønne græsplæner og fine hvide stakitter. Og også her er grænsen mellem drøm og virkelighed flydende. Klipperen Duwayne Dunham sagde ja til at klippe Blue Velvet, selvom han mente, at manuskriptet var foruroligende. I am more of a Walt Disney guy, som han sagde til David Lynch, and this is far ways away from Walt country ('Jeg er mere en Walt Disney-fyr. Og det her er langt væk fra Walt-land').

Dunham klippede også piloten til Twin Peaks og instruerede tre afsnit af serien, og han stod også for redigeringen af Wild at Heart. Et fabulerende og sexet opus, der tog udgangspunkt i Barry Giffords roman Wild at Heart: The Story of Sailor and Lula (1990), men som indflettede mærkelige bikarakterer, surreale indslag og intertekstuelle referencer til bl.a. The Wizard of Oz (1939, Troldmanden fra Oz), The Fugitive Kind (1960, Manden i slangeskind) og Yojimbo (1961, Livvagten).

I rollen som The Good Witch så man Sheryl Lee, der også spillede Laura Palmer i Twin Peaks, og filmforskeren Martha Nochimson har beskrevet dette som en "kanonisering af Laura". Sheryl Lees ansigt ses da også i en slags visuel aura eller glorie, og netop dette stilgreb har Lynch brugt i flere produktioner, heriblandt The Elephant Man (1980), Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017) og musikvideoen til Michael Jacksons "Dangerous" (1991). Hovedrollerne i Wild at Heart blev spillet af Nicolas Cage og Laura Dern, der også spillede overfor hinanden i prologen til Industrial Symphony No. 1: The Dream of the Broken-Hearted (1990), og filmen slutter med noget, der ligner en parodi eller dekonstruktion af den klassiske Hollywoodfilms vigtigste credo: "All is well that ends well".

Twin Peaks blev efterfulgt af en dyster prequel (forløber) med titlen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992). I åbningssekvensen blev en fjernsynsapparat smadret, måske som en symbolsk illustration af, at dette ikke var den populære tv-serie, men en ny og mere brutal iteration af Twin Peaks. Fire Walk With Me handlede om de sidste syv dage i hovedpersonen Laura Palmers liv, og den fik premiere på Cannes Filmfestival til en blandet modtagelse. Filmkritikeren Vincent Canby skrev, at den lignede "the worst movie ever made" ('den værste film, der nogensinde er blevet lavet'), og filminstruktøren Quentin Tarantino, der ellers havde elsket og hentet stor inspiration fra Wild at Heart, mente, at Fire Walk With Me var for mærkelig og usammenhængende. Den danske anmelder Ebbe Iversen kaldte den sågar en ”travesti”, men i de senere år har folks opfattelse af filmen ændret sig. Ifølge filmhistorikeren Mark Cousins er Fire Walk With Me ikke bare bedre end sit rygte; den er ligefrem Lynchs hovedværk. Intens, springende og sanselig med en signaturagtig blanding af det smukke og det grumme.

The Elephant Man kan betegnes som en slags blanding af biopic og social problemfilm, idet den handler om en virkelig mand, Joseph Merrick (i filmen kaldet John Merrick), der grundet sin medfødte deformitet blev udstillet på markedspladserne i det victorianske samfund. Synet på sådanne freakshows var ved at ændre sig i datidens engelske samfund, og filmen handler om de forskellige blikke, som Merrick bliver genstand for, og hans forsøg på at blive anerkendt som menneske. "I am not an animal! I am a human being!", som han siger i en af filmens mest berømte replikker.

Lynch var i begyndelsen af 30'erne, mens han arbejdede på The Elephant Man, og filmens stjerneskuespiller, Anthony Hopkins, var til tider modvillig ift. den unge instruktør, der dog blev nomineret til en Oscar for "bedste instruktion". Filmen blev også nomineret i kategorien "bedste film", uden dog at vinde, men den løb med hovedprisen ved den engelske BAFTA. Det var måske en overraskelse, at Lynch fik chancen for at instruere et så stort værk som The Elephant Man, men en af de vigtigste faktorer i denne sammenhæng var Mel Brooks. Brooks så et lysende talent i David Lynch og talte i rosende vendinger om instruktørens debutfilm: Eraserhead. En film, der ellers havde fået en blandet modtagelse og som var blevet beskrevet, af en af hovedskuespillerne (Charlotte Stewart), som en "tandpine".

The Elephant Man var måske mere konventionel i sin fortælleform end den typiske Lynch-produktion, men den visuelle stil, den industrielle lyd og det markante fokus på den deforme krop – hvad Lynch kalder "broken beauty" – giver den et umiskendeligt Lynch-præg. Dette aspekt af "broken beauty" kender man helt tilbage fra kortfilmen The Amputee (1974), hvor den titulære 'amputee' tilses af en kvindelig sygeplejerske spillet af David Lynch. Vi ser også sygdomme, lidelser og kropslige deformiter i mange andre af hans film – fra Bobbe Peru (Willem Dafoe) og hans tvivlsomme tandsæt i Wild at Heart til misfostret (Spike) i Eraserhead og de byldede karakterer i Dune og Eraserhead. Den byldede karakter i Eraserhead, The Man in the Planet, blev spillet af Lynchs gamle ven, scenografen Jack Fisk, og til ham sagde Lynch: "Jeg har altid haft lyst til at se dig med flydende plastic i ansigtet."

Wild at Heart og The Straight Story kan derimod beskrives som mere eller mindre konventionelle road movies, og i 1990'erne forsøgte Lynch sig med noget så ukarakteristisk som en klassisk sitcom: On the Air (ABC, 1992). Dette var hans andet serieprojekt skabt med manuskriptforfatteren Mark Frost, og den blev efterfulgt af antologiserien Hotel Room (HBO, 1993) – et stemningsfuldt kammerspil, der foregår på et hotelværelse og som dannede inspirationsgrundlag for både Four Rooms (1995) og HBO-serien Room 104 (2016-2020). Danske Camilla Overbye Ross medvirker i Hotel Room sammen med flere af Lynchs faste skuespillere (bl.a. Crispin Glover, Harry Dean Stanton og Alicia Witt), og også denne serie er lavet i samarbejde med faste medlemmer af "The Lynch Mob": forfatteren Barry Gifford, produceren Monty Montgomery, filmfotografen Peter Deming, komponisten Angelo Badalamenti og klipperen Mary Sweeney.

David Lynchs mest overraskende, og måske mindst vellykkede, projekt var dog storfilmen Dune (1984). Denne film blev skabt på baggrund af Frank Herberts klassiske science fiction-roman, og filmens producenter, Dino og Rafffaella De Laurentiis, blandede sig i processen og gjorde krav på at bestemme det endelige udtryk. Lynch havde ikke "final cut" på sin film, der blev tilklippet i en grad, hvor instruktøren ikke længere ville kendes ved den. "Den film var en stor sorg," har Lynch fortalt, og de amerikanske anmeldere Siskel og Ebert gjorde grin med produktionen, de kiskede CGI-effekter og den storladne patos. Danske Søren Høy sagde følgende i en portrætdokumentar om David Lynch: "David Lynch har det bedst, når historien foregår two blocks down the street. Her foregår den i en hel galakse."

Lynch har beskrevet oplevelsen med Dune som den værste i sin karriere, og han endte også med at bruge navnet Alan Smithee i krediteringen som udtryk for, at han ikke kunne genkende sig selv i den endelige biografversion. Da han senere arbejdede sammen med De Laurentiis på Blue Velvet, krævede han derfor at få final cut på filmen, mod at han til gengæld ville holde filmen på en spillefilmslængde af max to timer. I 2023 udkom der en en stor fagbog om Dune under titlen A Masterpiece in Disarray, og i 2024 er der dukket nogle hidtil ukendte fraklip op, der gav fansene en fornemmelse af hvilken storfilm, den oprindelige Dune kunne have været.

Dune var rigtignok uegal, men den var ikke uden kvaliteter, og den har sin helt egen stemning og en ganske dragende mise en scène. Samtidig har den en tydelig Lynch-signatur i form af citatet om "drømmeren der skal vågne". Denne tanke forbinder sig til Lynchs fokus på det ubevidste og hans generelle interesse i buddhisme og transcendental meditation, som han har praktiseret siden 1973. Flere har forsøgt at genfilmatisere Herberts monumentale opus, og i 2013 blev der lavet en hel dokumentarfilm om Alejandro Jodorowskis mislykkede forsøg på at overføre fortællingen til det store lærred. Lynch fik ikke just succes med Dune, men det gjorde Denis Villeneuve, da han fra 2021 filmatiserede romanen som trilogi.

De fleste forskere peger på Lynchs arbejde med kontraster som et af hans vigtigste signaturtræk, og den tyske filmkritiker Hans Heydebreck har specifikt peget på forholdet mellem kontrol og kontroltab som et typisk Lynch-tema (som set i bl.a. Lost Highway, hvor Fred Madison måske dræber sin hustru grundet en følelse af kontroltab og impotens). Den amerikanske forsker Martha Nochimson hæfter sig særligt ved de psykoanalytiske perspektiver, og hun mener, at kortfilmene Six Figures Getting Sick og The Grandmother (1970) fungerer som Lynchs "ur-tekster", idet de første gang introducerer hans fokus på den naive og fåmælte hovedperson (Lynchs alterego), der træder ind i en uforståelig mareridtsverden; en flydende grænse mellem drøm og virkelighed; sygdommen, der skal ud; og den markante dualitet mellem lys og mørke. Selv i Lynchs mere 'straight' fortællinger, fx The Straight Story, har vi denne fornemmelse af kontraster og vekselvirkninger. Anne Jerslev har rammende beskrevet filmen som den "lyse antitese til Lost Highway". Men da Alvin Straight (Richard Farnsworth) taler om datterens barn, der blev taget fra hende grundet en ikke-årvågen barnepasser, får man en snigende fornemmelse af en mørk subtekst. En dyster skyggehistorie, der aldrig kommer helt op til overfladen og ekspliciteres. Måske var det Alvin selv, der var skyld i sit barnebarns ulykke – og således at datteren fik frataget retten til sit eget barn – og måske er dette grunden til, at han ikke længere drikker alkohol. I givet fald handler også denne (ellers godmodige) film om familievold, og netop kombinationen af dysfunktionelle familieforhold og fantastik er, ifølge Diane Stevenson, Lynchs varemærke.

Lynch begyndte som kunstmaler, men hans film er også karakteriseret ved et ekspressivt og sindrigt lydarbejde – fra de industrielle lydkulisser i Eraserhead og The Elephant Man til den smukke score-musik i The Straight Story og de flydende grænser mellem støj, musik og dialog i Lost Highway og Twin Peaks: The Return. I den førnævnte scene fra The Straight Story er det da også den knitrende lyd af ild og den smukke partiturmusik af Angelo Badalamenti, der netop formidler kombinationen af lys og mørke.

Lynch har selv sagt, at lyden udgør mindst 50% af filmoplevelsen, og han har hentet inspiration fra lydmestre som Fritz Lang (M, 1931), Jean Epstein (Le tempestaire, 1947) og Jacques Tati (Playtime, 1967). Scenen fra klasselokalet i pilotafsnittet af Twin Peaks, hvor Laura Palmers fravær illustreres af den tomme stol og den susende vindlyd på lydsporet, var inspireret af Fritz Lang, og lyden kom, ifølge lydmixeren Douglas Murray, fra Lynchs egen mund.

I de tidlige år arbejdede han sammen med lyddesigneren Alan Splet, men siden Twin Peaks: Fire Walk With Me har Lynch ofte fungeret som lyddesigner på sine egne film, undertiden i tæt samarbejde med Dean Hurley og Ronald Eng. Også når det kommer til lyd, opererer Lynch med nogle urovækkende sammenstød, pludselige registerskift og flydende grænser (fx mellem diegetisk lyd og non-diegetisk lyd eller mellem støj, dialog og musik).

Fra Blue Velvet til Twin Peaks: The Return havde Lynch et fast samarbejde med komponisten Angelo Badalamenti, og både Lynch og Badalamenti har beskrevet deres samarbejde som "a marriage made in heaven". Deres proces begyndte ofte ifm. filmens præproduktion, allerede før manuskriptet var udtænkt. Her ville Lynch fodre Badalamenti med forskellige ord eller cues (fx "Play me a ghost wind") via Skype, og på baggrund af disse ord ville Badalamenti improvisere sig frem til dele af partituret. Herefter assisterede Badalamenti Lynch ifm. filmens postproduktion, hvor han skrev nogle musikstykker til de scener, der manglede et musikalsk akkompagnement eller et stemningsmæssigt løft. Badalamenti døde i december 2022, og det sidste musikstykke, som han skrev til David Lynch, hed ganske passende: "Heartbreaking".

I det hele taget er Lynch en auteur i ordets klareste forstand: Han har en klar signaturstil på tværs af alle sine værker, og han er involveret i samtlige dele af processen. Ifm. Lost Highway (1997) opkøbte Lynch eksempelvis det hus, der fungerer som filmens primære location, og han designede også flere af lamperne og møblerne selv. Da han skabte debutfilmen Eraserhead (1977), lavede han også det ikoniske gulv selv, og han var med til at bygge flere af kulisserne fra bunden. På den nye sæson af Twin Peaks var han også inde over det hele – fra lyddesign til make-up. Produceren Sabrina Sutherland har ligefrem sagt, at Lynch gennemså og godkendte "samtlige indstillinger og samtlige lydelementer" i den nye sæson af Twin Peaks, og selv den jingle, som man hører ifm. logoet til Lynch/Frost Productions er skabt af Lynch i samarbejde med lydmixeren Scott Hecker. Her var det, ifølge Hecker, Lynchs idé at skabe en jingle, der lød som "goats being electrocuted while fucking". Selv når det kommer til paratekster, er Lynch involveret. Da de udsendte nogle Georgia Coffee-reklamer (1993) til det japanske marked, med afsæt i fiktive karakterer fra Twin Peaks-universet, så var det altså Lynch selv, der havde skrevet, tegnet storyboards og instrueret samtlige indslag. Og når det kom til de såkaldte Log Lady Introductions, hvor Kævlekvinden (Catherine Coulson) introducerer de enkelte afsnit af Twin Peaks, var de alle skrevet og instrueret af Lynch. Disse introduktioner var ellers blot et lille addendum, skabt ifm. syndikeringen af Twin Peaks på kabelnetværket Bravo.

I flere af sine produktioner dukker Lynch da også selv op: Han spiller sygeplejeren i The Amputee; det er ham, der lægger ansigt til gipsafstøbningerne i Six Figures Getting Sick; og han spiller Dale Coopers chef, Gordon Cole, i Twin Peaks. En karakter, der er taget fra Billy Wilders Sunset Boulevard (1950) og som har nogle klare fællestræk med Lynchs karakter i independentfilmen Zelly & Me (1988, Stakkels rige pige).

I et nu velkendt essay ("David Lynch Keeps His Head") har forfatteren David Foster Wallace forsøgt at beskrive "det lynchske", og han hæfter sig ved instruktørens helt særlige blanding mellem det humoristiske, det makabre og det uhyggelige. Adjektivet "Lynchian" er da også velkendt og bruges hyppigt om diverse film og kunstværker, ofte i betydningen "mærkelig" eller "uforståelig". Enkelte forskere (bl.a. H. Perry Horton) mener, at Lynchs film ikke blot har klare fællestræk og tydelige fingeraftryk; de er ligefrem dele af ét fælles univers: The Lynchverse. Dette giver for så vidt også mening, idet Mulholland Dr. netop var tænkt som en spin-off af Twin Peaks, der kunne ses som en videreudvikling af Blue Velvet, ligesom enkelte handlingselementer fra Twin Peaks (fx da Dr. Jacoby modtager en brun pakke med et videobånd) genbruges i Lost Highway. Dele af webserien Rabbits er ligeledes blevet genbrugt i Inland Empire, og den nye sæson af Twin Peaks begynder med en sort/hvid-sekvens, der minder gevaldigt om Eraserhead (hvorfra vi også genkender det zigzagstribede gulv). Scenetæpper finder vi i de fleste af Lynchs værker: fra Blue Velvet over Twin Peaks og Fire Walk With Me til Mulholland Dr. Det var såmænd også meningen, at Ronnie Rocket skulle begynde med en scene, hvor et sort scenetæppe går fra og åbenbarer et sandt inferno af ild og sjæle i brand. Ja, selv manuskripterne til hans uproducerede værker giver anledning til en sådan forståelse af et shared universe på tværs af flere Lynch-produktioner: I manuskriptet til One Saliva Bubble kan man således læse om elektricitet, og to af de centrale karakterer hedder Dougy "Sherlock" Watson og Gordon Cole. Navne, der klart resonerer med Dougie-karakteren (Kyle MacLachlan) fra den tredje sæson af Twin Peaks og Lynchs egen karakter i Twin Peaks-universet.

Hvorvidt man kan tale om et fælles univers på tværs af Lynchs produktioner, er nok diskutabelt. Men der er tydelige forbindelseslinjer mellem Lynchs forskellige værker. Kritikerne Ronnie Hackston og Michel Chion peger på ild, zigzagstriber, drømme, spejle, scenetæpper og dobbeltgængere som nogle faste Lynch-motiver, og i filmen Lynch/Oz (2022) dykker Alexandre O. Philippe ned i de forskellige troper hos David Lynch og de hyppigste referencer i hans film.