Film noir, (fr. 'sort film'), spillefilm, der kendetegnes ved en mørk, mareridtsagtig atmosfære. Film noir er præget af et pessimistisk livssyn, og alle filmens elementer — fx klipning, kameravinkler, musik — understreger filmens skæve univers. Stilen havde sin storhedstid i 1940'ernes Hollywood, og mange plots er hentet i tidens kriminalromaner, men flere af de bedste film noir, fx Otto Premingers Laura (1944) og Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), overskrider gængse genreskel.

Den typiske film noir er et hårdkogt melodrama, på én gang kynisk og sentimentalt. Centrale titler er bl.a. John Hustons The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken), Billy Wilders Double Indemnity (1942, Kvinden uden samvittighed), Howard Hawks' The Big Sleep (1946, Sternwoodmysteriet) og Nicholas Rays In a Lonely Place (1950, Manden uden hæmninger).

Som hovedstrømning kulminerede film noir-bølgen i 1940'ernes slutning. Robert Aldrichs Kiss Me Deadly (1955, Kys mig til døde) nævnes ofte som den sidste "rigtige" film noir, men genren har været genoplivet periodisk, og man finder film noir-elementer i mange af 1980'ernes og 1990'ernes film.

Særlig slidstærke motiver er den mørke fortid, som ingen kan flygte fra, og den fatale dragning mod en smuk, samvittighedsløs kvinde. Således blev Tay Garnetts (1894-1977) The Postman Always Rings twice (1946, Postbudet ringer altid to gange), baseret på en roman af James M. Cain, genindspillet af Bob Rafelson i 1981.

Af nyere film noir kan fx nævnes Roman Polanskis Chinatown (1974), Lawrence Kasdans Body Heat (1981, Høj puls) og Stephen Frears' The Grifters (1990, Ærlige svindlere).

I 1990'erne henter instruktører som fx Quentin Tarantino og Luc Besson stiltræk i genren. Herhjemme er Lars von Trier inspireret af film noir.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig