Lou Reed, Louis Reed, 2.3.1942-27.10.2013, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist, der fra midten af 1950'erne begyndte at spille i lokale sammenhænge i New York. Efter studier i litteratur og journalistik dannede Reed i 1965 sammen med bl.a. musikeren John Cale gruppen The Velvet Underground, der hurtigt kom til at indtage en central rolle i miljøet omkring billedkunstneren Andy Warhol. I gruppen udviklede Reed for alvor sit poetiske talent i rockregi med tekster om de mørke sider af det moderne storbyliv, fx I'm Waiting For The Man (1967). I 1972 udkom det første album i Reeds eget navn. Samme år blev hans Walk On The Wild Side et singlehit.
Som sanger udviklede Reed et karakteristisk køligt, lidt nonchalant og dekadent sangforedrag, ekstremt dyrket på Take No Prisoners (1978) og helstøbt på fx The Blue Mask (1982) og New York (1989). Som guitarist spillede han enkelt, men effektivt. Hans interesse for støjmusik kom især til udtryk med dobbelt-lp'en Metal Machine Music (1975); han turnerede i 2010 med musik inspireret af dette album.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.