Cameo, (af ital. cammeo, jf. kamé, om lille reliefportræt på smykke), kendt skuespillers eller anden kendt persons gæsteoptræden i lille, oftest ukrediteret filmrolle. Eksempelvis medvirkede der 44 kendte stjerner i cameos i Around the World in 80 Days (1956, Jorden Rundt i 80 Dage). Alfred Hitchcock viser sig kort i alle sine film siden 1926, og fx har Hans Scherfig en statistrolle som straffefange i filmatiseringen fra 1971 af hans bog Den forsvundne Fuldmægtig (1938), Sean Connery ses et par øjeblikke som Richard 1. Løvehjerte i Robin Hood: Prince of Thieves (1991). Som et grænsetilfælde kan nævnes, at Tony Curtis udelukkende høres som telefonstemme i en sekvens af Roman Polanskis Rosemary's Baby (1968).