Faktaboks

Norman Rockwell

Norman Perceval Rockwell

Født
3. februar 1894
Død
8. november 1978

Norman Rockwell var en amerikansk tegner og maler. Norman Rockwell var en af sin tids mest populære illustratorer, kendt for bl.a. sine mange forsider til magasinet The Saturday Evening Post (fra 1916).

I en næsten fotografisk detaljeret realisme skildrede han hverdagssituationer, gerne med en pudsig pointe, og dækkede gennem sin lange karriere forskellige aspekter af "the American way of life". Inspireret af en tale i 1941 af præsident Franklin D. Roosevelt malede Rockwell en serie på 4 billeder, Four Freedoms (1943, Norman Rockwell Museum, Stockbridge, Massachusetts) til reproduktion i Saturday Evening Post.

Norman Rockwell var ikke politisk eller på anden måde kontroversiel; derfor vakte det opmærksomhed, da magasinet Look i 1964 publicerede maleriet The Problem We All Live With, som viser en lille sort pige i Sydstaterne, der bliver fulgt til skole af hvide politifolk.

Norman Rockwell har bevaret en solid position i populærkulturen og har også fundet efterlignere i udlandet, i Danmark fx Kurt Ard (f. 1925), der især har bidraget til Familie Journalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig