Frank Herbert, 1920-1986, amerikansk science fiction-forfatter, der især er kendt for sine seks romaner om Dune (1965-85, da. Klit 1978-86). Seriens hovedperson, Paul Atreides, søger efter politiske uroligheder tilflugt på planeten Arrakis, hvor beboerne lever som beduiner i tæt spirituel kontakt med gigantiske sandorme i klitterne. Romanernes forunderlige blanding af fantasy, hård science fiction og økologiske, filosofiske og politiske betragtninger gav serien kultstatus. Første bind blev filmatiseret i 1984 af David Lynch.