Sydtyrol

Efter 1920 og især efter fascisterne var kommet til magten i 1922 indledte de nye italienske magthavere en systematisk italianiseringsproces i Sydtyrol. Italiensk blev det eneste administrationssprog, tyskundervisning fjernet i skolerne, og alle stednavne blev italianiseret – fx blev hovedbyen Bozen til Bolzano. Statslige støtteordninger fremmede udviklingen af vandkraft og industri, der tiltrak indvandrere fra Italien. Italianiseringen kulminerede i 1939 med en aftale om, at Sydtyrols befolkning skulle vælge mellem tysk og italiensk statsborgerskab, hvor de der valgte tysk skulle forlade Italien til fordel for Tyskland. Godt 2/3 valgte tysk og ca. 75.000 nåede at forlade Sydtyrol, før flytningen blev indstillet på grund af krigen. Efter 1945 vendte flertallet af disse tilbage. Fra september 1943 og frem til krigsafslutningen i maj 1945 var Sydtyrol under tysk besættelse og reelt indlemmet i Hitlers Stortyskland.

Fredsafslutningen efter krigen fastholdt Sydtyrol som italiensk, men en italiensk-østrigsk aftale i 1946 rullede den kulturelle italianiseringsproces tilbage, og Italien lovede autonomi til Sydtyrol. Dette blev indskrevet i den italienske forfatning, hvor Sydtyrol som del af regionen Alto-Adige fik autonomistatus. Der viste sig dog at være langt fra autonomiløfter til realiteter og i Sydtyrol voksede utilfredsheden, som i 1960erne førte til blodig uro.

Uroen og internationalt pres førte til en ny italiensk-østrigsk aftale i 1969, der lagde grunden til et selvstyre, som siden er blevet udbygget flere gange. Under selvstyret har Sydtyrol udviklet sig til en af de rigeste dele af Europa.