Trentino-Alto Adige

Landskabet er alpint med bjergtinder i op til 3.000-4.000 meters højde og dybe bjergdele, der er gennemstrømmet af floden Adige (tysk: Etsch) og dens bifloder. Store dele af regionen er dækket af skov, men bjergdalene danner rammen om et intensivt landbrug, hvor hovedafgrøderne er vin, grøntsager og frugt – ca. 60% af Italiens æbleproduktion høstes i her. Landbruget er præget af en stærk andelsbevægelse med rødder tilbage i midten af 1800-tallet og i sin oprindelse med en stærk tilknytning til den katolske kirke. Regionens industrielle gennembrud kom for alvor i mellemkrigstiden og var knyttet til udnyttelse af vandkraft, men også af, at det fascistiske styre førte en aktiv industripolitik, der som et vigtigt mål havde at tiltrække italienske indvandrere til det tyskdominerede Sydtyrol.

At regionen i dag hører til Italiens rigeste, skyldes dog i meget høj grad turismen. Den voksede frem i sidste tredjedel af 1800-tallet (hvor Innsbruck-Bolzano jernbanen, åbnet 1867, forbandt området med Østrig og Tyskland) og havde i første omgang karakter af kurophold eller ferier, inspireret af alpinismens dyrkelse af naturskønhed og vandreture. Fra o. 1900 begyndte vintersportsturisme så småt at vinde frem. Den tidlige turisme var i udpræget grad et overklassefænomen. Først efter 1945 vandt masseturismen frem i regionen, og den er siden 1950’erne vokset eksplosivt. I 2022 blev der således registreret 52,5 mio. overnatninger i regionen. Der er en markant forskel på turisternes nationalitet i de to provinser: mens 61% af turisterne i Trentino i 2022 var italienere, var samme tal for Sydtyrol kun 32%; her udgjorde turister fra tysktalende lande næsten 60% af de besøgende.

Området, der i dag udgør Trentino-Alto Adige, var fra middelalderen nært knyttet til Det tysk-romerske Kejserrige og dermed huset Habsburg. I 1804 blev det formelt inddraget i Habsburgriget som den sydlige del af kronlandet Tyrol. På grund af det tydelige sprogskel blev området omstridt i nationalismens tidsalder, fordi både italienske og tyske nationalister mente, at det hørte til i de nationalstater, de stræbte på at oprette fra 1830’erne. I 1848 og 1866 angreb italienske frikorps Trentino, men uden held. Da den nye østrigske forfatning i 1867 gav de sproglige minoriteter betydelige rettigheder, voksende de nationale spændinger i området, men først og fremmest i byernes middelklasse. Tyske nationalister oprustede kulturelt for at forsvare tyskheden, mens italienske nationalister både i Italien og Trentino efter Italiens samling i årene 1859-70 betragtede Trentino som ”ubefriet land”.

Blandt italienske nationalister var der ikke enighed om, hvorvidt den rette grænse mellem Italien og Østrig skulle følge kulturen, dvs. den ret tydelige grænse mellem tysk- og italiensktalende nord for Trento, eller ”den naturlige grænse”, dvs. vandskellet i Alperne, symboliseret af Brennerpasset. Da Italien i 1915 gik ind i 1. Verdenskrig på Ententemagternes side var et af de italienske krigsmål at indlemme hele Tyrol syd for vandskellet i Italien, og efter den italiensk-østrigske våbenhvile 3. november 1918 rykkede italienske tropper ind i området. Selv om indlemmelsen af den tysktalende del, vore dages Sydtyrol, klart stred på nationalitetsprincippet, fik Italien overdraget hele det sydlige Tyrol i Saint Germain fredsaftalen i 1919, og som del af det italienske kongerige fik området status af provinsen Venezia-Tridentina.

Under det fascistiske styre blev der gennemført et hårdhændet forsøg på at gøre Sydtyrol (der i 1928 gik status som provins under navnet Bolzano) italiensk. Politikken indebar en systematisk undertrykkelse af det tyske sprog og tysksproget kultur. Politikken kulminerede i 1939 med en aftale mellem Italien og det nazistiske Tyskland, der gav den tysktalende befolkning valget mellem at udvandre til Tyskland eller at lade sig helt og fuldt integrere i Italien uden nogle rettigheder til egen kultur.

Efter fascismens og nazismens fald indgik de nye demokratiske styrer i Italien og Østrig en aftale, hvor Italien lovede at respektere den tyske folkegruppes rettigheder og give den udstrakt selvstyre. Dette førte i 1948 til etableringen af regionen Trentino-Alto Adige, hvor de tysktalende imidlertid var i mindretal og deres rettigheder udvandede. Efterfølgende voksede utilfredsheden i Sydtyrol, og Østrig indklagede Italien for FN for ikke at respektere mindretallets rettigheder. Dette pres førte til en aftale i 1972, hvor regionens autonomi blev understreget, men hvor de to provinser hver især fik udstrakte rettigheder.

Denne aftale er siden udbygget (vigtigst i 1992 og 2001), og tysk og italiensk (og i betydelig grad ladin) er i dag ligestillede i Sydtyrol. Hertil kommer et udstrakt indre selvstyre, ikke blot i Sydtyrol, men også Trentino, hvor de to autonome provinser råder over 90% af de statsskatter, der opkræves her, og har ansvaret for centrale områder som uddannelse, sundhed, transport, miljø, kultur og erhvervspolitik. Denne særstatus er udviklet af hensyn til Sydtyrol, men er altså også udstrakt til Trentino, hvilket har fremmet udviklingen af en stærk regional selvbevidsthed her.

• Dolomitterne
• Sydtyrol