Occitansk er den sydlige variant af galloromansk, som tidligere oftest blev kaldt provençalsk. Occitansk forstås af cirka 10 millioner mennesker, der alle er tosprogede, idet de fleste har fransk som første sprog. Ifølge nogle undersøgelser anvender ca. 2 millioner mennesker occitansk som dagligsprog, mens andre anslår, at antallet af aktive talere er nærmere 200.000. Flest occitansk-talende findes blandt ældre og på landet. Opgørelser over antallet er meget varierende, da de bygger på forskellige kriterier.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kommer fra fransk occitan, af middelalderlatin (lingua) occitania, som er en latinisering af fransk (langue) d'oc. Betegnelsen stammer fra den italienske digter Dante, der inddelte sprog efter ordet for ja, deraf langue d'oc og langue d'oïl (oïl er det nufranske oui).
- Også kendt som
-
provençalsk, en ældre term; i dag anvendes den om en dialekt af occitansk
Navnet har sin oprindelse i langue d'oc, der i middelalderen blev talt i hele området syd for floden Loire. Nu går grænsen for udbredelsen af occitansk noget sydligere i en halvcirkel fra Garonnes udmunding i Atlanterhavet over Limoges til Briançon ved den italienske grænse.
Uden for Frankrig tales occitansk i Monaco, i Val d'Aran i det nordligste Spanien samt i bjergdale i det nordvestlige Italien. De vigtigste dialektgrupper er limousinsk, auvergnatisk (nordoccitansk) samt provençalsk og languedocsk (sydoccitansk). Det er omdiskuteret blandt sprogforskerne, om gasconsk og catalansk tilhører occitansk eller iberoromansk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.