Félibrigen, en kreds af oprindelig syv sydfranske digtere, der i 1854 sluttede sig sammen for gennem digtning på det gamle sydfranske sprog provencalsk (eller occitansk) at genoplive svundne tiders kulturelle storhed. Bagved ligger tidens fornyede interesse for trubadurdigtningen og for middelaldersprogene, som i nogen grad havde overlevet i de sydfranske dialekter. Félibrigens publikationer fik stor succes, især Th. Aubanels og Frédéric Mistrals. For dem begge gjaldt det om at bevare regionalkulturen som et udtryk for mangfoldigheden i fransk kultur. For andre derimod blev "vækkelsen" udgangspunkt for egentlige separatistiske strømninger af både kulturel og politisk art, som senest er kommet til udtryk i 1970'ernes occitanske bevægelse.