Frankoprovençalsk er det mindst udbredte af de tre galloromanske sprog, især anvendt i de vestlige Alper, dvs. i det østlige Frankrig, i Schweiz (la Suisse romande) og i Italien (Aostadalen). Sproget anvendes som følge af folkevandringer desuden i to kommuner Apulien i Syditalien. Frankoprovençalsk betragtes af UNESCO som et truet sprog.
Frankoprovençalsk deler både træk med fransk og med occitansk (tidligere benævnt provencalsk):
- Ordstilling (ledstilling) i fremsættende (deklarative) sætninger er normalt subjekt-verbal-objekt (SVO), men SOV, hvis objektet er pronomen. I spørgende (interrogative) sætninger er rækkefølgen VSO. Ordstilling er dermed som i fransk.
- Udtale og skrift ligner skiftevis fransk og provençalsk/occitansk: Et eksempel er chantar 'synge', hvor fransk har chanter og occitansk har cantar.
I modsætning til fransk og occitansk har frankoprovençalsk ikke ydet egentlige bidrag til europæisk litteratur, men ligesom occitansk og andre regionale sprog er frankoprovençalsk i 1900-tallet blevet genstand for fornyet interesse. De regionale myndigheder i Aosta søger at fremme brugen af sproget. Det har siden 2021 været anerkendt i Frankrig som regionalt sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.