catalansk

Catalansk sprog kan med baggrund i udtalen af substantivers slutvokal dialektalt deles i to hovedgrupper: Den østlige, hvor ubetonet -a og -e begge udtales omtrent som den ubetonede vokal i dansk kaste, fx casa 'hus' og pare 'far', og den vestlige, hvor ubetonet -a udtales med en lyd, der er tættere på -er i dansk kaster, dog mere i retning af en a-lyd. Dialektalt opdeles de to hovedgrupper i hver fem undergrupper efter endelsen i verbernes 1. person ental, fx latin canto 'jeg synger' med følgende endelser: canti, cantu, cant, canto og cante.

John Fowlie.

Licens: Begrænset anvendelse

Catalansk er et romansk sprog, der er modersmål for ca. 4.1 millioner mennesker og hverdagssprog i større eller mindre grad for i alt 9,2 millioner mennesker (2021) i og omkring Catalonien, dvs. øst for en linje fra Benasque i Pyrenæerne til Alicante i det sydlige Spanien. I Andorra er catalansk officielt sprog.

Faktaboks

Også kendt som: katalansk; på sproget selv català

Med undtagelse af isolerede enklaver er der tale om tosprogethed: fransk/catalansk i Roussillon, fransk/castiliansk-catalansk i Andorra, sardisk/italiensk-catalansk i Alghero på Sardinien og castiliansk-catalansk i Spanien inklusive øgruppen Balearerne.

I Roussillon og Alghero er catalansk på retur, og i de vestlige randområder i Spanien dominerer castiliansk. Med autonomiloven fra 2005 er det blevet obligatorisk for alle i selve regionen Catalonien at lære catalansk.

Sprogets kulturhistorie

Catalansk blev først standardiseret under Jakob 1. i 1200-tallet. Ved Spaniens samling i slutningen af 1400-tallet blev castiliansk dominerende, og først med romantikken fik catalansk en renæssance.

Sproget var forbudt som officielt sprog under Francisco Francos regime (1939-1975), men oplevede derefter en ny opblomstring som både tale- og skriftsprog. Som forudset i den spanske forfatning blev catalansk officielt sprog sammen med castiliansk i Catalonien i 1979, i Valencia i 1982 og på Balearerne i 1983.

Slægtskabsmæssig indplacering

Det er omstridt, hvorvidt catalansk tilhører den iberoromanske eller den galloromanske sproggruppe. Sproget, der gennem tiderne er blevet påvirket af henholdsvist provencalsk og castiliansk, fremtræder lydmæssigt mere konsonantisk end fransk og spansk.

Lydforhold

Catalansk har adskilligt flere konsonanter i udlyd end disse sprog og tillader både initiale og finale konsonantgrupper, fx molt for spansk mucho 'meget'. Catalansk har ikke nasalvokaler som på fransk, men taber ofte nasal i udlyd, fx narració 'fortælling' svarende til fransk narration.

Der er syv betydningsadskillende vokaler, idet e og o repræsenterer hver to fonemer, hhv. [e], [o] og [æ], [ɔ], fx Déu 'Gud' over for deu 'ti' og són 'de er' over for son 'søvn'. I modsætning til castiliansk diftongerer betonet e og o ikke, fx svarer latin proba 'prøve' til catalansk prova og castiliansk prueba. Iørefaldende er den velære udtale af l som i mal 'dårligt'.

Som castiliansk har catalansk tungespids-r. Ordforrådet i catalansk er beslægtet med galloromansk og tidligt castiliansk; fx har catalansk bevaret de latinske pronominaladverbier inde 'derfra, deraf' og ibi 'dér' som henholdsvist en og hi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.