nordiske sprog

De nordiske sprogs ældste trin er urnordisk; nogle træk af dets forhold til fællesgermansk er omtalt i dansk sprog (historie).

Om ordforrådet gælder, at det fra gammel tid i vidt omfang har været fælles for de germanske sprog; dog indeholder de nordiske sprog et betydeligt antal særegne ord, fx isl. bóndi, skógur, fátækur, hræddur, elska, kasta, hann, hún, ekki, frá, sem ligesom da. bonde, skov, fattig, ræd, elske, kaste, han, hun, ikke, fra, som.

Indtil 1200-t. regnede man kun med ét fælles sprog i Norden, kaldet dansk tunge. Den begyndende sproglige forskellighed blev bestyrket af den politiske opdeling i kongerigerne Norge, Sverige og Danmark. Island og Færøerne stod på den tid under den norske konge og havde sprogform fælles med Norge, hvorfra de oprindelig var koloniseret; men fra 1300-t. skiltes vejene, idet den grammatiske udvikling i norsk tog samme retning som i svensk og dansk. Under Kalmarunionen blev det norrøne skriftsprog (se norrøn kultur) i løbet af 1400-t. fortrængt af dansk i Norge, men det holdt sig på Island. På reformationstiden er det et karakteristisk udslag af sprogsituationen i Norden, at Bibelen blev oversat til tre nationalsprog: svensk, dansk og islandsk, men ikke til norsk. Sprogenes nyere historie er beskrevet under hvert enkelt sprog.

Traditionelt opdeles de nordiske sprog i vestnordisk og østnordisk på grundlag af den monoftongering af de fællesnordiske diftonger, der fra 800-t. fandt sted i et område, der hovedsagelig svarer til Danmark og Sverige. Den østnordiske monoftongering er også udbredt i Norge, se kort til artiklen dansk sprog; men alligevel regnes norsk til vestnordisk sammen med færøsk og islandsk, der har bevaret diftongerne. I nutiden ses modsætningen i fx isl. seinn, austur, heyra, fær. seinur, eystur, hoyra og no. sein, aust, høyre over for sv. sen, öst, höra og da. sen, øst, høre.

Når det gælder de nordiske sprogs indbyrdes forståelighed, går grænsen ikke mellem vest- og østnordisk, men mellem på den ene side islandsk og færøsk, der fra vikingetiden er forblevet næsten uforandrede i bygning og orddannelse, og på den anden side norsk, svensk og dansk, som siden middelalderen har fulgt en fælles udviklingslinje: Formsystemet er blevet stærkt forenklet, den gammelnordiske orddannelse er stagneret, og en mængde nye ord og orddannelseselementer er optaget fra især nedertysk, men også fra andre fremmede sprog. Hen over denne grænse er umiddelbar kommunikation ikke mulig, hvorimod de tre skandinaviske sprog spontant eller med kort tilvænning er indbyrdes forståelige.

De nordiske sprog skrives med det latinske alfabet, udvidet med visse bogstaver. Fælles for dansk, norsk og færøsk er æ og ø svarende til svensk ä og ö, mens islandsk har æ og ö. Det skandinaviske å modsvares historisk af á i islandsk og færøsk, der også er fælles om ð som tegn for oprindelig frikativ d-lyd, fx blað svarende til dansk blad. Islandsk er ene om þ, der svarer til th i engelsk, fx þakka 'takke', jf. eng. thank. Skrivemåden ks i dansk og norsk, fx laks, og i færøsk, fx laksur, modsvares i svensk og islandsk af x: lax. Kun i svensk skrives ck, fx locka, over for de øvrige nordiske sprogs kk, jf. isl. og fær. lokka og no. og da. lokke. Stumt h skrives i dansk og norsk i forbindelsen hv, fx hvile, svarende til isl. og fær. hvíla udtalt med [kv-], jf. nynorsk kvile, hvorimod man i svensk skriver vila.

I skrivemåder som isl. og fær. toppur og no. og sv. topp markerer dobbeltskrivningen lang konsonant og dermed lang stavelse. Kort stavelse, dvs. kort vokal fulgt af kort konsonant, er særegen for dansk, jf. skrivemåden top; dobbeltskrivningen i danske bøjningsformer som toppen, toppe udtrykker alene, at den foranstående vokal er kort.

Islandsk er ene om at have bevaret den gammelnordiske udtale med hovedtryk på første stavelse i alle ord, også i importord som ˈhótel og ˈpólítík. I svensk, bortset fra finlandssvensk, og i norsk skelnes der i udtalen mellem to musikalske accenter, der er typiske for hhv. enstavelsesord og flerstavelsesord; til den første type svarer stødet i dansk. Hverken trykplaceringen, de musikalske accenter eller stødet kommer til udtryk i skriften. Størst afstand mellem stavning og udtale findes i færøsk og dansk.

Blandt de germanske sprog er de nordiske karakteriseret ved især to grammatiske fællestræk, som går tilbage til vikingetiden: Substantivernes bestemte form dannes ved hjælp af en efterhængt artikel, fx isl. vegur-inn, hús-ið og da. vej-en, hus-et over for foransat artikel i vestgermansk, fx eng. the way, the house og ty. der Weg, das Haus. Verbernes passivform, fx isl. kalla-st og da. kalde-s, dannes ved tilføjelse af en endelse, der historisk er udviklet af det refleksive pronomen sig, jf. oprindelig kalla sik 'kalde sig', i modsætning til de sammensatte udtryk i vestgermansk, fx eng. to be called og ty. genannt werden, der svarer til den danske omskrevne passiv 'blive kaldt'.

Islandsk og færøsk har bevaret en række gammelgermanske træk som tre grammatiske køn (maskulinum, femininum og neutrum), fire kasus (nominativ, akkusativ, dativ og genitiv) og både ental og flertal i verbalbøjningen, hvor islandsk yderligere skelner mellem tre personer. Derimod har de tre skandinaviske sprog et forenklet system med kun to kasus (nominativ og genitiv) og ingen person- og talbøjning af verber; ligeledes har svensk og dansk kun to grammatiske køn, mens norsk har tre.

Af andre karakteristiske forskelle i sprogbygningen kan nævnes, at islandsk ved substantiver i bestemt form bøjer både stamme og efterhængt artikel, i genitiv fx gest-s-ins 'gæstens', trú-ar-innar 'troens', ríki-s-ins 'rigets'. I forbindelse med attributivt adjektiv markerer svensk og norsk den bestemte form i både foranstillet artikel og substantiv, fx sv. det gamla huset, no. det gamle huset, mens isl. og fær. gamla húsið uden foranstillet artikel alene markerer den bestemte form i substantivet, og dansk har foranstillet bestemt artikel og substantiv i ubestemt form, jf. det gamle hus. Andre særtræk er den svenske passivform af præteritum participium, fx huset har sålts 'huset er blevet solgt', og subjektløse sætninger i islandsk, fx þá var dimmt 'da var det mørkt'.

Med dette udtryk betegnes i nutiden det forhold, at de tre skandinaviske sprog er indbyrdes forståelige, og at nordboere med andre modersmål kan kommunikere ved at tale og skrive dansk, norsk eller svensk som fremmedsprog.

Når de skandinaviske sprogs grammatik og ordforråd siden middelalderen, trods tidvise nationale modsætninger, har udviklet sig parallelt, skyldes det antagelig grundlæggende samfundsmæssige ligheder og ensartede påvirkninger fra fremmede sprog. Bevidste forsøg på yderligere at harmonisere de tre sprogs ordforråd har kun i få tilfælde båret frugt, men intet tyder på, at sprogene i denne henseende fjerner sig fra hinanden.

De skandinaviske sprognævns løbende registrering af udviklingen siden ca. 1950 har godtgjort, at de spontane nydannelser i vidt omfang er fælles for dansk, norsk og svensk. En anden sag er, at de store udtaleforskydninger efter ca. 1950 gør det stadig vanskeligere for andre nordboere at opfatte og forstå talt dansk. En undersøgelse af nabosprogsforståelsen i Norden (2005) viser, at det er gået tilbage med danskernes forståelse af talt svensk i de seneste 30 år. Færinger og nordmænd er bedst til at forstå de skandinaviske sprog.

Læs mere om Norden (idéen om nordisk samhørighed).