Perfektum er en grammatisk form, et verbum kan have.

Faktaboks

Etymologi

Ordet perfektum er fra latin (tempus) perfectum 'fuldendt (tid)'

Også kendt som

førnutid

I latin stod perfektum, der betegner den fuldførte handling, i modsætning til en anden datidsform, imperfektum, som betegner en handling, der på det pågældende tidspunkt var i gang, men ikke afsluttet. Denne forskel, der på forskellig vis genfindes i de moderne romanske sprog, ses i nutidig grammatik som en aspektforskel med perfektivt over for imperfektivt aspekt.

Perfektum kan oversættes til dansk på to måder:

  • førnutid som i eksemplet fra latin dixi, dansk 'jeg har talt'
  • datid som i eksemplet fra latin veni, vidi, vici, dansk 'jeg kom, jeg så, jeg sejrede'.

I sprog som dansk og engelsk er perfektum blevet brugt om førnutidsformen; da betegnelsen imperfektum samtidig blev brugt om datid i disse sprog, opstod begrebsmæssig uklarhed begrundet i den kritikløse overtagelse af latinske betegnelser, som tilslører, at dansk førnutid netop er karakteriseret ved relationen til nutiden snarere end ved handlingens afsluttethed. Denne relation til nutiden kan forekomme i forskellige varianter, der fokuserer på fx resultat, erfaring eller modalitet. Det er forskelligt fra sprog til sprog, hvilke varianter der kan angives med perfektum, jf. jeg har boet her længe (og bor her fortsat), hvor bl.a. tysk og fransk bruger præsens i stedet for perfektum. Se også nutid og tempus.

Oversigt over varianter af perfektum

Perfektum angiver fortid med relation til nutid. Der findes flere varianter, som betydningsmæssigt fokuserer på forskellige sider af denne relation.

variant eksempel bemærkninger
den fortsættende han har samlet på frimærker, siden han var barn sætningen kan fortsættes således: og det gør han stadig
den resultative jeg har fanget en fisk den fangede fisk er det nutidige, synlige resultat af fiskeriet
den erfarings-orienterede jeg har besøgt ham jeg ser tilbage på besøget, selvom der ikke foreligger et synligt resultat
den modale tyven har skaffet sig adgang gennem vinduet man slutter sig til, hvad der er sket i fortiden på basis af den nutidige situation, fx en knust rude

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig