Aachen

I romersk kejsertid udvikledes langsomt en bymæssig bebyggelse omkring en række varme, svovlholdige kilder. Heraf dannedes byens latinske navn Aquae Granni, dvs. guden Granus' bade eller kilder. Disse forsynede to store badeanlæg, som primært benyttedes af det romerske militær ved Rhingrænsen.

Under Karl den Store blev Aachen en hovedby i Frankerriget og fra ca. 800 kejserens foretrukne residensby. I 812 blev Aachentraktaten indgået imellem Byzans og Frankerriget, hvori Byzans anerkendte Karl den Store som kejser, og Venetien, Istrien og Dalmatien blev afstået til Byzans.

I middelalderen havde Aachen en befolkning på ca. 10.000, og Frederik 1. Barbarossa gav i 1166 Aachen enestående privilegier som fristad. Byen blev et vigtigt center for lærdom, handel og håndværk med fremstilling af klæde, messing og nåle.

I reformationsårene blev byen tilflugtssted for forfulgte protestanter, men med katolicismens genindførelse i Aachen 1598 begyndte en økonomisk og kulturel nedgang; dog beholdt byen en vis betydning, hvilket fremgår af flere senere begivenheder.

I 1668 blev den fredsaftale, der afsluttede Devolutionskrigen, indgået i Aachen. I 1748 afsluttedes Den Østrigske Arvefølgekrig ved en fred, der ligeledes blev indgået i Aachen. Under Napoleonskrigene kom byen i 1794 under fransk herredømme, og ved Wienerkongressen 1814-15 tilfaldt den Preussen. Aachenkongressen, som var Den Hellige Alliances første fyrstekongres, blev afholdt i 1818: Frankrig blev igen optaget i kredsen af europæiske stormagter, besættelsen af landet ophørte, og krigsskadeserstatningerne blev lempet. I Aachenprotokollen af 21.11.1818 forpligtede Rusland, Østrig, Preussen og Storbritannien sig til at bekæmpe udbredelsen af borgerligt revolutionære bevægelser.

Under 2. Verdenskrig ødelagdes under luftbombardementer to tredjedele af Aachen, der som den første større tyske by blev besat af amerikanske tropper 21.10.1944. Den senere genopbygning har også omfattet de historiske bygninger.

Læs også om Nordrhein-Westfalen.