Tekstkritik. Dette stemma over de ældste (800-1300-t.) af de i alt ca. 70 bevarede håndskrifter til den romerske forfatter Hyginus' Astronomi er opstillet af den franske filolog André Le Boeuffle i hans tekstudgave fra 1983. Tekstens tradition kan følges tilbage af to hovedgrene ud fra karakteristiske afskriverfejl. Der er registreret ca. 2900 tekstafvigelser, og ud fra håndskrifternes indbyrdes relationer har udgiveren fastlagt den ældste rekonstruerbare form af Hyginus' tekst.

.

Tekstkritik er en filologisk metode til at fastlægge en tekst så nær den oprindelige som muligt. Metoden udvikledes i 1800-tallet af klassiske og germanske filologer som J.N. Madvig og Karl Lachmann.

Tekstkritikkens vigtigste elementer er følgende: recensio codicum, dvs. en nøje gennemgang af de eksisterende håndskrifter, codices. Ved sammenligning af håndskrifterne, collatio, afgøres afskriftsrelationer, således at der kan opstilles et stamtræ, stemma, over de eksisterende håndskrifter og deres muligvis tabte forlæg. Det er ikke håndskriftets egen alder og placering i stemma, der i sig selv angiver dets værdi, men forlæggets. Da mange håndskrifter bygger på en kombination af flere forlæg, er den før så optimistiske tro på stemmatologien som tekstkritisk redskab dog nu afløst af større forsigtighed.

Teksten forbedres, emendatio, ved at vælge blandt de bedste håndskrifters læsemåder. Processen foregår i princippet efter devisen lectio difficilior potior 'den vanskeligste læsemåde er den mest sandsynlige' ud fra den iagttagelse, at afskrivere bevidst eller ubevidst erstatter sjældnere ord og udtryk med mere almindelige. Et tekststed kan dog være eller synes meningsløst eller forkert og rettes da ved et kvalificeret gæt, conjectura.

Konjekturalkritikken, der især i Tyskland i 1800-tallet blev dyrket til det ekstreme, er senere afløst af en mere konservativ tekstkritisk praksis.

Nyere tekster

Den klassiske tekstkritiske metode blev indtil op i 1900-tallet lagt til grund ved udgivelse af mange nyere forfatterskaber, som kendes fra samtidige tryk. Til dette formål måtte man efterhånden erkende, at metoden var mindre egnet; mens de gamle tekster skulle forsøges rekonstrueret på grundlag af mere eller mindre forvanskede senere afskrifter, kendes den oprindelige form for nyere teksters vedkommende allerede fra de samtidige tryk og undertiden fra udkast og renskrifter.

De forskellige læsemåder i den klassiske og ældre litteraturs håndskrifter repræsenterer overleveringen, mens de i nyere litteratur ofte repræsenterer tilblivelsen, enten ved forholdet mellem manuskript og førstetryk eller mellem disse og senere tryk fra forfatterens egen hånd. Ved udgivelse af den nyere litteratur skal redegørelsen for varianter derfor udarbejdes således, at den afspejler teksternes forskellige kronologiske lag og forfatterens vilje bag ændringerne. Der skal desuden vælges mellem førstetryk (Ausgabe erster Hand) og sidstetryk (Ausgabe letzter Hand). Tendensen går mod at foretrække førstetrykket. Til en tekstkritisk udgave hører desuden realkommentarer til hvert lemma, som udgiveren af forståelsesgrunde skønner det nødvendigt at forklare.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig