tekstkritik

Tekstkritik er en filologisk metode til at fastlægge en tekst så nær den oprindelige som muligt. Metoden udvikledes i 1800-tallet af klassiske og germanske filologer som J.N. Madvig og Karl Lachmann.

Tekstkritikkens vigtigste elementer er følgende: recensio codicum, dvs. en nøje gennemgang af de eksisterende håndskrifter, codices. Ved sammenligning af håndskrifterne, collatio, afgøres afskriftsrelationer, således at der kan opstilles et stamtræ, stemma, over de eksisterende håndskrifter og deres muligvis tabte forlæg. Det er ikke håndskriftets egen alder og placering i stemma, der i sig selv angiver dets værdi, men forlæggets. Da mange håndskrifter bygger på en kombination af flere forlæg, er den før så optimistiske tro på stemmatologien som tekstkritisk redskab dog nu afløst af større forsigtighed.

Teksten forbedres, emendatio, ved at vælge blandt de bedste håndskrifters læsemåder. Processen foregår i princippet efter devisen lectio difficilior potior 'den vanskeligste læsemåde er den mest sandsynlige' ud fra den iagttagelse, at afskrivere bevidst eller ubevidst erstatter sjældnere ord og udtryk med mere almindelige. Et tekststed kan dog være eller synes meningsløst eller forkert og rettes da ved et kvalificeret gæt, conjectura.

Konjekturalkritikken, der især i Tyskland i 1800-tallet blev dyrket til det ekstreme, er senere afløst af en mere konservativ tekstkritisk praksis.