Infinitiv er en verbalform, der er uden bøjning i tid, måde og person, fx (at) spise.

Faktaboks

Etymologi
Ordet infinitiv kommer af latin modus infinitivus 'den ubestemte måde', af infinitus 'ubegrænset, ubestemt'.
Også kendt som

navnemåde, navneform

Infinitiv kan bruges med substantivers funktion: som subjekt og subjektsprædikativ, fx at spise er at leve, som objekt, fx han elskede at læse, og som styrelse i en præpositionsforbindelse, fx han var dygtig til at læse. Formen står derfor midtvejs mellem de centrale verbale former, fx nutid og datid, og substantiver som spisning.

Infinitiv bruges også ved sammensatte verballed, efter modalverber uden at, fx du skal spise op!, ligesom den kan være udgangspunkt for orddannelse, fx adjektiver som spiselig.

Infinitiv bruges i de fleste sprog som citatform, dvs. ordbøgers opslagsform.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig