tysk

Tyske hansekøbmænd etablerede sig i Hanseforbundets storhedstid ca. 1100-1500 i hele Østersøområdet, og tyske ridderordner slog sig ned i det baltiske område fra 1200-t.; Østpreussen med den vigtige handels- og kulturby Königsberg (nu Kaliningrad) havde eksempelvis tysk befolkning.

Tysk var forvaltningssprog i de habsburgske lande (1273-1918) og dermed udbredt i hele Mellem- og Østeuropa fra Alsace i vest til Bukovina i de østlige Karpater.

Først i tiden omkring 2. Verdenskrig blev det store tyske befolkningsislæt i disse områder reduceret.

De første egentlige tekster på tysk er, bortset fra de førkristne Zaubersprüche fra Merseburg ved Halle, oversættelser fra latin af bibelske skrifter til brug i klosterskolerne ved de store klostre i bl.a. Fulda og Sankt Gallen.

Teksterne viser store regionale forskelle, idet ortografien afspejler de oprindelige dialekter.

Tekstmaterialet blev i denne periode langt mere omfattende, idet man fra midt i 1200-t. begyndte at bruge tysk i stedet for latin i den verdslige forvaltning hos fyrsterne og i byerne.

1170-1250 oplevede tysk litteratur en blomstring med minnesangene båret frem af digtere som Hartmann von Aue, Wolfram von Eschenbach, Gottfried von Strassburg og Walther von der Vogelweide.

Ridderdigtningens sprog var et raffineret kunstsprog, der bevidst undgik dialektalt særpræg, og her ses således den første begyndelse til et tysk enhedssprog.

Med udgangen af denne periode forsvandt imidlertid dette fælles litterære sprog. Til gengæld opstod i slutningen af 1200-t. flere lokale skriftsprog med udgangspunkt i købstædernes vækst, hvor den øgede samhandel medførte større behov for kommunikation og dermed for skriftlighed.

Tyskland manglede i modsætning til England og Frankrig på grund af sin politiske struktur et kulturelt centrum svarende til hhv. London og Paris, hvis sprog kunne opnå så stor prestige, at det kunne danne grundlag for en fælles norm.

Med bogtrykkerkunstens udbredelse fra anden halvdel af 1400-t. blev skriftsproget mere ensartet på grund af bogtrykkernes forståelige interesse i at undgå lokale sprogformer, men der var alligevel stadig så stor forskel på skrevet tysk, at et tryk fra Köln fra ca. 1500 måtte forsynes med gloseliste for at kunne læses i andre tysktalende egne.

Det blev Martin Luthers skrifter og især hans oversættelse af Det Nye Testamente i 1522 og af hele Bibelen i 1545, som for alvor satte gang i den proces, der i de følgende århundreder skabte den højtyske sprognorm, bl.a. gennem de første tyske grammatikeres retskrivningsarbejder i 1600-t.

Udgangspunktet var det saksiske kancellisprog, i sig selv et konglomerat af vestlige og sydlige dialekter dannet under koloniseringen af de tidligere vendiske områder.

Med udbredelsen af Luthers værker blev hans sprog forbillede, selv for hans katolske modstandere, hvis modreformatoriske bibeloversættelser har mange træk i ortografi og ordforråd, som stammer herfra.

I løbet af 1700-t. fandt det tyske standardsprog sin form i det litteratursprog, som blev klassisk takket være G.E. Lessing, Johann Wolfgang Goethe og Friedrich Schiller.

Men først med Orthograhisches Wörterbuch der deutschen Sprache (1880) af Konrad Duden udkom det værk, der dannede grundlag for retskrivningsnormen af 1901.

Samtidig var bestræbelserne på en fastlæggelse af en fælles udtale begyndt. Normen kom til at bygge på scenesproget, som blev nedfældet af Th. Siebs (1862-1941) i Deutsche Bühnenaussprache (1898), der med mindre revisioner stadig holdes i hævd.

Den vigtigste lydmæssige årsag til udskillelsen af højtysk fra de øvrige vestgermanske sprog er den højtyske konsonantforskydning i 600-700-t.: De germanske klusiler p og t blev i forlyd og efter konsonant til affrikaterne pf og tz, og k blev i sydalemannisk og sydbayersk yderligere til kch, jf. Pfanne over for da. pande, Dampf over for da. damp, Zahn over for da. tand, Salz over for da. salt og Korn/Kchorn over for da. korn; efter vokal blev klusilerne ændret til spiranterne f(f), ss, ch, jf. schlafen 'sove' over for eng. sleep, essen 'spise' over for eng. eat og machen 'gøre' over for eng. make.

Samtidig blev germansk d til højtysk t, jf. Tag over for da. dag og tun 'gøre' over for eng. do. Konsonantforskydningen er kun delvis gennemført i mellemtyske dialekter, jf. vestmellemtysk Pund og østmellemtysk Fund over for øvretysk Pfund.

Fra 1200-t. blev vokalsystemet påvirket af dels en diftongering, der havde sit udgangspunkt i øvretysk, dels en monoftongering begyndende i mellemtysk.

I bayersk blev langvokalerne i, u, ü diftongeret til ei, au, äu/eu, jf. mhty. min nüwes hus 'mit nye hus' over for nhty. mein neues Haus. I mellemtyske dialekter blev diftongerne ie, uo, üe til langvokalerne i, u, ü, jf. mhty. liebe guote brüeder 'kære gode brødre' svarende til udtalt nhty. [li:bə gu:tə bry:dʌ].

Alle de nævnte træk på nær kch-forskydningen indgår i den nugældende skriftsprogsnorm.

I de middelalderlige tyske håndskrifter forekommer både latinsk og forskellige varianter af gotisk skrift. Med bogtrykkerkunstens gennembrud blev den gotiske skrift snart enerådende i hele det tysktalende område.

Endnu i 1928 var 57% af alle bøger trykt med den gotiske skrift (fraktur); den gotiske skriveskrift blev afskaffet i skolernes undervisning i 1941.

I standardtysk markeres korte vokaler almindeligvis ved efterfølgende dobbeltkonsonant, jf. fallen 'falde' og können 'kunne', mens lange vokaler kan markeres på flere måder, bl.a. med h, fx sehen 'se', Fahrt 'tur' og ihn 'ham', med e, fx Liebe 'kærlighed', med dobbeltskrivning af vokalen, fx Moos 'mos' og Saal 'sal', eller blot med enkelt konsonant, fx geben 'give' og malen 'male'.

Brugen af ss eller ß er reguleret ved retskrivningsreformen fra 1998, således at kort vokal altid følges af ss, og lang vokal eller diftong af ß. I Schweiz bruges ß dog ikke.

Reglen om systematisk brug af stort begyndelsesbogstav ved substantiver blev slået fast af J.C. Gottsched i værket Deutsche Sprachkunst (1748).

I bl.a. skrifter af Jakob Grimm og i tekster af progressive skribenter i 1960'erne og 1970'erne kan man se systematiske brud på reglen, og i visse kredse arbejdes der stadig for en ændring.

Substantiver og adjektiver er i vidt omfang markeret i genus, numerus og kasus, både på artiklen og med bøjningsendelser.

Adjektivets to bøjninger afgøres af det foregående bestemmelsesord, jf. ein guter Mann over for der gute Mann. I første eksempel markeres køn, tal og kasus ikke af bestemmelsesordet, hvorfor adjektivet overtager denne funktion; i andet eksempel er det omvendt.

Fra anden halvdel af 1900-t. har man set en tendens til grammatisk forenkling, bl.a. monofleksion, dvs. at nominalendelser kun forekommer én gang i hvert syntagme, fx i nutidstysk der Ball des kleinen Peter 'den lille Peters bold' mod tidligere der Ball des kleinen Peters; genitiven markeres altså nu alene på artiklen og ikke både her og på propriet.

Regelmæssige verber har enhedspræteritum på -t + personendelse, fx er hol-t-e 'han hentede' af hol-en 'hente'. Uregelmæssige verber skifter rodvokal, fx finden 'finde', er fand 'han fandt', er hat gefunden 'han har fundet'. Konjunktivs formsystem omfatter præsens konjunktiv, der primært benyttes ved indirekte tale, og præteritum konjunktiv, der især udtrykker irrealis.

Der er dog stærke tendenser til dels at foretrække præteritum konjunktiv i det talte sprog, dels at erstatte begge former med omskrivninger med würde 'ville'; således erstattes er käme 'han ville komme' ofte med er würde kommen.

I syntaksen har tysk mange lighedspunkter med dansk. Dog placeres alle infinitte verbalformer sidst i sætningen, jf. Ich habe das Buch bestellt over for Jeg har bestilt bogen.

Også i ledsætninger sættes det finitte verbal i sætningens slutfelt, jf. Ich weiß, dass er jeden Sommer nach Dänemark fährt over for Jeg ved, at han rejser til Danmark hver sommer.

Også syntaktisk set bærer nutidstysk præg af forenkling; således er den gennemsnitlige sætningslængde i dag ca. det halve af, hvad den var omkring 1800.

Forskelle i ordforråd i BRD og DDR var i betydeligt omfang begrundet i østtyske bestræbelser på at gøre op med samfundstræk, som blev anset for mindre forenelige med landets politiske målsætninger.

Der ses således en generel tendens til gennem ordforrådet at bidrage til at udjævne klasseforskelle og rette op på tidligere tiders sociale relationer samt undgå, hvad man har forstået som kapitalistiske eufemismer. Der kan dog også være tale om varianter, som har eksisteret i begge områder, men hvis frekvens har udviklet sig forskelligt.

Det basale ordforråd har tysk historisk tilfælles med de andre germanske sprog. For danskere, der lærer tysk, er det dog på grund af sproghistoriske forandringer netop ofte det basale, der volder vanskeligheder, mens de indlæringsmæssigt senere gloser i højere udstrækning kan afkodes ved hjælp af lydlige og morfologiske korrespondensregler. Nøjagtig som dansk har tysk lånt en stor mængde ord udefra, fx fransk abonnieren 'abonnere' og græsk zynisch 'kynisk'.

Purisme, delvis på højt administrativt plan, har imidlertid siden 1600-t. søgt at begrænse mængden af fremmedord. Det er bl.a. forklaringen på forskelle mellem dansk og tysk ordforråd som fx perron over for Bahnsteig, kupé over for Abteil og helikopter over for Hubschrauber. I det tysktalende Schweiz har man i nogen grad de samme fremmedord som i dansk, fordi purismen her har været mindre.

Inden for it og andre områder ses fortyskninger, hvor dansk har anglicismer, fx i Festplatte ('fast plade': 'harddisk') og Drucker ('trykker': 'printer').

Tolerancen over for lån er i dag dog mindst lige så høj som i dansk. Især siden 2. Verdenskrig er engelske ord blevet optaget, fx Ticket over for billet og clever over for intelligent.

Andre er Newsletter, Airline, Sticker, hvor dansk har nyhedsbrev, flyselskab, klistermærke. Selv basale engelske ord som Dad og Kid ses på det seneste brugt i tysk.

Der er betydelige regionale forskelle i ordforrådet mellem nord- og sydtysk, fx Junge over for Bub 'dreng', Apfelsine over for Orange 'appelsin', Treppe over for Stiege 'trappe', Sonnabend over for Samstag 'lørdag', Kartoffel over for Erdapfel 'kartoffel' samt erhvervsbetegnelser som Schlachter og Fleischer over for Metzger 'slagter' mv.

Også i formsystem, udtale og syntaks er der variation. At de lydlige forandringer ikke var fælles for hele det tyske sprogområde, afspejles i nutiden i forskelle mellem det individuelle regionalt prægede sprog og standardtysk; dette gælder dog ikke det oprindelig nedertyske område, hvor man har lært sig højtysk efter skriftsproget.

Af samme grund regnes udtalen fra omkring Hannover i det tidligere nedertyske område for eksemplarisk standardtysk: Her er afstanden mellem udtale og skrift lille.

1945-89 under Tysklands deling udviklede sproget sig forskelligt i de to tyske stater, BRD og DDR. Forskellene, der var betinget af to forskellige politiske systemer, fandtes imidlertid næsten kun i ordforrådet og kun marginalt i morfologi og syntaks.

Eksempler er fx Plaste og Broiler (DDR) over for Plastik og Brathähnchen (BRD) (hhv. 'plastik' og 'grillkylling').

Danmark har som naboland siden middelalderen modtaget tysk indvandring og kulturpåvirkning i flere omgange. Det tyske sprogs indflydelse på dansk er tillige styrket af, at monarkiet indtil 1864 omfattede hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Tysk i Danmark, der oprindelig var nedertysk og først fra ca. 1550 højtysk, havde indtil midten af 1800-t. fodfæste i alle toneangivende sociale lag; således omfattede hof og adel mange tyske indvandrere, og den tyske del af borgerstandens købmænd og håndværkere fik efter Reformationen tilladelse til at oprette egne tyske menigheder.

Indtil Struensees fald i 1772 var tysk kommandosprog i militæret, der for en stor dels vedkommende bestod af hvervede soldater, og tysk var i praksis ligestillet med dansk som administrationssprog i købstædernes styre og håndværkernes lav. I slutningen af 1700-t. kom det til egentlige konflikter mellem borgerlige danske intellektuelle og den tyske overklasse; se Tyskerfejden.

Med 1800-t.s voksende nationalfølelse fulgte en reaktion, ikke bare mod tysktalende befolkningsgrupper, der gik stærkt tilbage som følge af de ændrede regler om indfødsret, men også mod den tyske påvirkning af det danske sprog, som siden middelalderen havde indlånt et betydeligt antal ord både som direkte lån og som oversættelseslån. Polterabend, knejpe og schæfer er tydelige eksempler på lån, men langt de fleste føles ikke længere som tyske. Langsomt blev tysk i løbet af anden halvdel af 1800-t. et fremmedsprog i Danmark.

I det 21. århundrede er tilbagegangen for tysk i Danmark tydelig, både med hensyn til danskernes tyskkundskaber og med hensyn til indlån af ordforråd, der så godt som ikke længere finder sted. Enhver med kendskab til tysk, der læser ældre dansk litteratur, vil kunne se eksempler på tysk påvirkning, som helt er forsvundet i nyere dansk litteratur.

I årene efter årtusindeskiftet kan det tyske sprog bruges til at udtrykke "coolness" på dansk. Det viser brugen af isprængte tyske gloser som fx über- og tschüs! blandt toneangivende yngre sprogbrugere.

Mange danske caféer, tv-programmer, tøjmærker, etc. bærer tysk-inspirerede navne som fx Märkbar, Supergeil, Normalerweize, So ein Ding og Hübsch und ...

At der altid har været et kraftigt islæt af tyske låneord i de sønderjyske dialekter, er naturligt nok. Nogle er blevet integreret gennem århundreders samhandel over den oprindelige sproggrænse, andre er kommet til med de tyske embedsmænd og deres familier, der 1864-1920 især var stationeret i byerne.

Efter Genforeningen forsøgte tilflyttede danske skolefolk at udrense de mest iørefaldende og skurrende af disse nyere lån, der føltes som fremmedelementer i de ellers autentiske og bevaringsværdige dialekter.

Det gjaldt i særdeleshed hilsenen mojn, der fortrinsvis var udbredt blandt børn og unge i byerne, men sjældent brugtes eller accepteredes af de mere modne eller i landbefolkningen. Sandsynligvis er mojn en afledning af guten Morgen, hvis sidste led udtales 'morjen' i Berlin og Brandenburg, hvorfra en del af den tyske administration var hentet, idet det tidligere hertugdømme Slesvig blev styret som en preussisk provins.

Mojn indgik i 1950'erne stadig alt overvejende i en særlig ungdommelig klikejargon og ville næppe have opnået større udbredelse, hvis ikke turist- og ringriderforeninger i 1970'erne havde iværksat massive kampagner for den fikse hilsen, der kan bruges til både goddag og farvel.

Mojn blev herved et regionalt brand, som bl.a. lagde navn til en lokalradio og en meget spillet popsang, der kom på Dansktoppen. I det øvrige Danmark blev sønderjyder hurtigt identificeret med ordet. Efterhånden har sønderjyder i bred almindelighed taget mojn til sig i den tro, at de altid har sagt sådan.

På Københavns Universitet blev tysk et selvstændigt fag i 1836 med professorat fra 1883. Af professorer, der især har påvirket fagets status i Danmark, kan bl.a. nævnes C. Sarauw, L.L. Hammerich og G. Bech, der gennem deres forskningsindsats alle har bidraget inden for især den sproglige, men også den litterære gren af faget.

I første halvdel af 1900-t. måtte tysk også i Danmark vige pladsen som første fremmedsprog til fordel for engelsk. I 1993 blev der for andet fremmedsprog valgfrihed mellem tysk og fransk i folkeskolen.

I det almene gymnasium blev faget tysk – ligesom fremmedsprogfagene generelt – svækket som følge af gymnasiereformen 2005, og begynderundervisningen i faget ophørte stort set. Med gymnasiereformen 2016 søgte man at styrke tyskfaget igen.

• de germanske sprog