Rigsretten

Rigsretten. Den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten 7. december 1993 for at blive afhørt om sin rolle i Tamilsagen.

.

Artikelstart

Rigsretten er en særlig domstol, der dømmer i sager, hvor en minister anklages for at have overtrådt grundloven, lovgivningen eller de pligter, der i øvrigt følger af stillingen som minister. Det er Folketinget, der beslutter at rejse sagen og vedtager anklagen, jf. Grundlovens § 16.

Rigsrettens sammensætning

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, der er valgt af Folketinget, jf. Grundlovens § 59 og Rigsretslovens § 2. De personer, som Folketinget vælger til Rigsretten, må ikke selv være medlemmer af Folketinget. Folketinget er anklagemyndighed, og folketingets medlemmer kan derfor ikke samtidig være medlemmer af den domstol, der skal dømme.

De folketingsvalgte medlemmer af Rigsretten vælges for 6 år ad gangen. Senest skete det i Folketinget den 13. maj 2020 med virkning fra den 18. maj 2020 og 6 år frem. Den rækkefølge, hvori de pågældende er valgt efter forholdstal, er følgende:

1. Erik Christensen (udpeget af Socialdemokratiet) (Lærer. Tidligere medlem af Folketinget)

2. Nicolai Mallet (udpeget af Venstre) (Advokat)

3. Pia Gjellerup (udpeget af Socialdemokratiet) (Advokat. Tidligere minister og medlem af Folketinget)

4. Karoly Németh (udpeget af Venstre) (Advokat)

5. Karin Gaardsted (udpeget af Socialdemokratiet) (Lærer. Tidligere medlem af Folketinget)

6. Christian Langballe (udpeget af Dansk Folkeparti) (Sognepræst. Tidligere medlem af Folketinget)

7. Klaus Bach Trads (udpeget af Radikale Venstre) (Konsulent)

8. Gert Eg (udpeget af Venstre) (Advokat. Tidligere viceborgmester)

9. Anne Grete Holmsgaard (udpeget af SF) (Tidligere universitetsdirektør. Tidligere medlem af Folketinget)

10. Ingelise Bech Hansen (udpeget af Enhedslisten) (Lektor, cand. jur., Den Sociale Højskole)

11. Keld Holm (udpeget af Kristendemokraterne) (Tidligere direktør)

12. Karen Klint (udpeget af Socialdemokratiet) (Tidligere Centerleder, socialpædagog. Tidligere medlem af Folketinget)

13. Karen Rønde (udpeget af Venstre) (Advokat. Tidligere medlem af Folketinget)

14. Leif Donbæk Thomsen (udpeget af SF) (Advokat)

15. Mette Vestergaard Huss (udpeget af Venstre) (Advokat)

For hvert folketingsvalgt medlem er der valgt to stedfortrædere, som kan træde ind, hvis fx et medlem viser sig at være inhabil, dør eller af anden grund er udelukket fra at deltage i en rigsretssags behandling.

Blandt Højesterets dommere, er det de 15 dommere, der har været ansat længst, der er medlemmer af Rigsretten.

De hidtidige rigsretssager

Siden Rigsretten blev indført med grundloven i 1849, har der været gennemført fem rigsretssager, men kun to ministre er blevet idømt straf.

I den fjerde rigsretssag i 1910 blev fhv. indenrigsminister Sigurd Berg idømt en bøde på 1.000 kr. med 60 dages fængsel som forvandlingsstraf. Berg blev dømt for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som justitsminister P.A. Alberti var formand for. Alberti blev samme år ved byretten idømt 8 års tugthus for bedrageri. Når Albertis sag ikke kom for Rigsretten, skyldtes det, at hans bedragerier var begået af ham som privatperson og ikke som minister. I rigsretssagen i 1910 var også tidligere statsminister J.C. Christensen anklaget. Han blev ikke straffet, men fik i Rigsrettens dom kritik for ikke at have handlet forsvarligt, da han nægtede at indlede en undersøgelse af justitsminister Albertis embedsførelse på trods af omfattende offentlig og politisk kritik mod Alberti.

I den femte rigsretssag i 1993-95 blev tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamilsagen. Rigsrettens flertal på i alt 15 medlemmer fandt, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i at have overtrådt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved – trods gentagne advarsler fra sine embedsmænd – ulovligt at have fastholdt sin beslutning om at stille behandlingen af familiesammenføringssager for en række tamiler i bero. Fem medlemmer af Rigsretten ville frifinde Erik Ninn-Hansen.

I de første tre rigsretssager blev de anklagede ministre alle frifundet. Sagerne handlede alle om, hvorvidt ministrene havde overtrådt grundlovens krav om forudgående bevilling på finansloven til udgifter. I den første sag i 1855-56 var tidligere statsminister Anders Sandøe Ørsted og hans ministre anklaget for at have afholdt ikke-bevilgede militærudgifter i forbindelse med Krimkrigen. I den anden sag i 1877 var tidligere finansminister A.F. Krieger m.fl. anklaget for manglende bevilling i forbindelse med salget af Marmorkirkens grund. I den tredje sag samme år var tidligere undervisnings- og kirkeminister C.C. Hall og J.A Worsaa anklaget for at have overskredet budgettet ved byggeriet af Det Kongelige Teater.

I de tre sager blev de anklagede ministre frifundet, fordi Rigsrettens flertal ikke så helt så strengt på reglerne om finanslovsbevilling, som Folketingets flertal gjorde.

Hvordan foregår en rigsretssag?

En rigsretssag indledes med, at Folketinget vedtager beslutning herom og samtidig vedtager et anklageskrift og vælger en eller flere anklagere. Den anklagede minister vælger selv en forsvarer eller får beskikket en forsvarer. Derefter foregår en rigsretssag stort set som en almindelig straffesag ved byretten. Selv om der – som fx i Tamilsagen – forinden har været en omfattende dommerkommissionsundersøgelse, skal Rigsretten i princippet starte forfra. Det vil sige at alle relevante vidner skal afhøres, og beviserne skal fremlægges. En rigsretssag foregår for åbne døre.

Når bevisførelsen og anklagernes og forsvarernes procedure er gennemført, voterer Rigsrettens medlemmer for lukkede døre, således at hvert medlem redegører for sit syn på sagen. Derefter afsiges der dom i overensstemmelse med stemmeflertallet. Dommen er endelig og kan ikke ankes til nogen højere retsinstans.

Fire af de fem rigsretssager, der har været rejst, er blevet afviklet i løbet af fire til seks måneder. Rigsretssagen i Tamilsagen i 1993-95 strakte sig over halvandet år i Rigsretten, men det skyldtes, at sagen lå stille i knap et år, bl.a. fordi den anklagede, Erik Ninn-Hansen, blev syg under sagen. Der blev i den sag afholdt retsmøder over i alt 64 dage, og der blev afhørt 44 vidner.

Hvad er begrundelsen for Rigsretten?

Ministrene er undergivet både et politisk og et retligt ansvar.

Det politiske ansvar er forankret i grundlovens § 15, der bestemmer, at Folketinget til enhver tid kan vedtage et mistillidsvotum til en minister, således at ministeren har pligt til at gå af. Folketinget kan vedtage et mistillidsvotum med en hvilken som helst begrundelse. Som noget mindre dramatisk kan Folketinget vedtage at kritisere ministeren i form af såkaldte "næser".

Det er imidlertid ikke sikkert, at Folketinget finder, at en sådan "næse" – som også kan tildeles en tidligere minister – er en tilstrækkelig sanktion, hvis Folketinget mener, at ministeren ikke alene har handlet kritisabelt, men også har overtrådt grundloven, loven eller de pligter, der følger af stillingen som minister. I så fald kan Folketinget vælge at gøre et retligt ansvar gældende mod den pågældende ved Rigsretten. Ministrenes retlige ansvar føjer sig på den måde til det politiske ansvar og markerer, at ministrene ikke blot skal handle på en politisk acceptabel måde, men også på en juridisk acceptabel måde.

De nærmere regler om ministres retlige ansvar er fastlagt i ministeransvarlighedsloven. Det er i lovens § 5 bestemt, at en minister straffes, hvis vedkommende forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham eller hende efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter ministerstillingens beskaffenhed. Det fremgår også af § 5, at en minister straffes, hvis ministeren giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af sagen. Ministeren har således sandhedspligt over for Folketinget. Straffen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven er – medmindre højere straf følger af den øvrige lovgivning – bøde eller fængsel i op til 2 år. Forældelsesfristen er aldrig kortere end 5 år fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Rigsrettens særlige, blandede sammensætning af lige dele højesteretsdommere og folketingsvalgte lægdommere har sin begrundelse i, at der kan være behov for indsigt i de særlige politiske vilkår, som en minister arbejder under. Det gælder fx, hvis man i Rigsretten skal tage stilling til, hvilke pligter der følger af selve ministerstillingen, hvor præcise og omfattende en ministers oplysninger til Folketinget skal være, eller hvor stor faglig og juridisk indsigt, man kan kræve af en minister, der typisk ikke selv er faglig eller juridisk ekspert. Blandt de folketingsvalgte lægdommere er der typisk personer, der har erfaring fra hvervet som minister, folketingspolitiker, lokalpolitiker eller som særligt aktivt partimedlem.

Når Rigsretten tager stilling til, om en minister er skyldig og skal straffes, tæller hvert medlems stemme lige meget.

Kritik af Rigsretten

Under rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-95 rejste hans forsvarere tvivl om, hvorvidt Rigsrettens blandede politisk-juridiske sammensætning var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Det skete bl.a. med henvisning til, at Folketinget både er anklagemyndighed og vælger halvdelen af dommerne. Rigsretten afviste enstemmigt forsvarernes synspunkt om, at retten ikke levede op til kravene i menneskerettighedskonventionens artikel 6. Forsvarerne klagede derefter til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der imidlertid afviste klagen som åbenbart grundløs.

Mange lande har ligesom Danmark haft en rigsret med en blandet juridisk og politisk sammensætning. Navnlig i ældre tid, hvor parlamentarismen endnu ikke var slået igennem, har man opfattet noget sådant som helt naturligt. I nyere tid har flere lande imidlertid afskaffet den særlige rigsret og henlagt opgaven med at dømme i straffesager mod ministre direkte til landets Højesteret. Det skete fx i Sverige i 1975, og samme ordning er gennemført i en række andre vesteuropæiske lande. Man har dermed også undgået, at der kan opstå tvivl om tilliden til Rigsrettens partipolitiske uafhængighed og upartiskhed.

Erfaringen fra de danske rigsretssager underbygger rent historisk en sådan tvivl, idet de politisk udpegede medlemmer af Rigsretten i den anden, tredje og fjerde rigsretssag viste betydelig tillbøjelighed til at stemme i overensstemmelse med partibogen. Noget sikkert om, hvorledes de politisk udpegede medlemmer af Rigsretten stemte i sagen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, vil på grund af arkivlovens regler om hemmeligholdelse, først være offentligt tilgængeligt om mange årtier.

Da Rigsrettens sammensætning er fastlagt i grundlovens § 59, vil det kræve en grundlovsændring, hvis der skal gennemføres en reform, der ændrer sammensætningen af retten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig