Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater har ligget på Kongens Nytorv i København siden 1748. Skønt de fysiske rammer gang på gang blev sprængt, forblev teatret på den historiske grund.

Et kvart århundrede efter indvielsen af den første teaterbygning, Niels Eigtveds lille palæ med ca. 800 tilskuerpladser, måtte der en omfattende udvidelse til. Efter endnu en udbygning opgav man yderligere lapperier, rev i 1874 teatret ned og lod for at give nationalscenen en tidssvarende bygningsmæssig ramme nuværende Gamle Scene opføre på nabogrunden.

Men Vilhelm Dahlerups og Ove Petersens teaterbygning til oprindelig knap 1600 tilskuere var født forældet, udstyret som den var med skråtstillet scenegulv og et usmidigt system af faste kulisser. Der blev hurtigt brug for frastillingsplads, værksteder, prøvesale og en mindre scene til det nye drama.

Det Kongelige Teater er en pladskrævende virksomhed, og tilkoblingen i 1931 af Stærekassen bidrog ikke meget til en løsning af teatrets problemer. Bygningen, der er tegnet af Holger Jacobsen, havde Statsradiofonien som bygherre. Teatret lejede sig ind i en koncertsal med tilhørende scene, men uden frastillingsplads, prøverum og magasinplads. Selv om nationalscenen allerede i 1945 erhvervede Stærekassen, var det først i sæsonen 1957-58, at man etablerede dobbeltdrift, hvorved antallet af opera- og balletforestillinger steg betragteligt.

En ombygning i 1983-86 af Gamle Scenes orkestergrav og bagland gav denne status som opera- og balletscene, mens skuespillet blev henvist primært til Stærekassen. Dermed forstærkedes teatrets ønske om at erhverve en ny skuespilscene, men muligheden for at opføre en sådan i Gamle Scenes nærhed blev reduceret med fredningen i 1994 af Stærekassen.

I stedet besluttedes en gennemgribende renovering af Stærekassen, der blev færdig i 2002. Herved kom de scenetekniske forhold på højde med tidens krav, og der kom nye stolerækker, som samtidig blev hævet for at sikre et ordentligt udsyn. Det betød, at det samlede antal af tilskuerpladser blev halveret til knap 500.

Det Kongelige Teaters første intimscene, Comediehuset, åbnede i 1970 i eksisterende teaterlokaler (en nedlagt købmandsbutik) på hjørnet af Ny Østergade og Christian IX's Gade. Scenen blev i 1981 afløst af Gråbrødrescenen i Niels Hemmingsens Gade samt i 1993 af Baron Bolten i Gothersgade.

I 1997 lejede teatret det gamle københavnske elværk i Ny Adelgade og indrettede Turbinehallerne til teaterformål. Hermed efterkom man et udbredt ønske om at producere teater til neutrale rum, dvs. rum, der ikke signalerede kongeligt teater. Siden 1997 er Turbinehallernes to scener og tilskuerfaciliteterne løbende blevet forbedret for et større millionbeløb.

Op gennem 1990'erne voksede diskussionen om, hvorvidt opera, ballet og skuespil fortsat skulle forblive under samme tag på Kongens Nytorv. Debatten drejede sig bl.a. om, hvorvidt det var et nyt operahus eller skuespilhus, der var mest brug for.

Efter årelange polemikker skar A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal igennem ved at skænke staten et operahus, tegnet af arkitekt Henning Larsen og beliggende på en grund direkte over for Amalienborg.

Det nye hus blev indviet i januar 2005 (se Operaen). I den forbindelse fik Det Kongelige Teater udvidet sin kapacitet betragteligt til især opera og ballet, men også sine forpligtelser i form af krav om flere opførelser, højere tilskuerantal, øget turnévirksomhed og et politisk ønske om at nå ud til større og bredere dele af den danske befolkning, bl.a. børn, unge og etniske minoriteter.

Samtidig med færdiggørelsen af Stærekassens renovering vandt arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg en konkurrence om et nyt skuespilhus ved Kvæsthusbroen i København, skråt over for Operaen. Det nye skuespilhus med to scener blev indviet i februar 2008. Samtidig ophørte Stærekassen og Turbinehallerne med at høre til Det Kongelige Teaters faste scener.

Debatten om skuespillets, operaens og ballettens fælles teaterhus på historisk grund på Kongens Nytorv må dermed siges at være afsluttet. Kunstarternes adskillelse er fra 2008 definitiv med opera på Holmen, skuespil på Kvæsthusbroen og balletten på Gamle Scene – dog med mulighed for gæstespil på hinandens scener.

I hundrede år, fra 1748 til åbningen i 1848 af Københavns første privatteater, Casino, havde Det Kongelige Teater monopol på skuespilopførelser i hovedstaden. Selv efter at monopolet var brudt, bevarede teatret i adskillige år eneretten til en væsentlig del af det lødige repertoire.

Ved forfatningsændringen i 1849 ændrede Det Kongelige Teater status fra kongens til nationens teater. Det forventedes herefter, at nationalscenen påtog sig opgaver, andre teatre ikke formåede at løse kunstnerisk og økonomisk.

I mange år rådede Det Kongelige Teater over et stort ensemble, der kunne rekruttere nye medlemmer fra teatrets dramatiske elevskole. Samspillet og muligheden for at besætte selv små roller med glimrende kræfter var det faste ensembles styrke, svagheden en tendens til at dyrke traditionen for traditionens skyld.

Elevskolen, der åbnede i 1886, lukkede i 1968, på et tidspunkt hvor udviklingen fordrede en anden spillestil end den gængse på Kongens Nytorv. Det Kongelige Teaters rolle som førende skuespilscene var svækket. Lillescene-bevægelsen nåede således landsdelsscenerne før nationalscenen.

For at sikre de danske aktører mod konkurrence havde Frederik 5. i 1747 udstedt et skuespilprivilegium og knyttet det til teaterbygningen på Kongens Nytorv. Men af frygt for at miste de høje herskabers og bevilgende myndigheders velvilje påtog truppen sig hurtigt også opera- og balletforestillinger.

Da man ikke rådede over operasangere, indledtes med det nationale syngespil, musikalsk på et niveau, stemmebegavede skuespillere kunne magte, fx Johannes EwaldsBalders død (1779) og Fiskerne (1780) begge til musik af Johann Ernst Hartmann, samt Holger Danske (1789) af Jens Baggesen og den sachsiske kapelmester F.L.Æ. Kunzen.

Tyske komponister lagde i vid udstrækning grunden til den nationale danske opera. I de første år leverede stadsmusikanten og hans svende teatermusikken, men i 1773 overdrog man ansvaret til Det Kongelige Kapel.

Samme år blev en syngeskole etableret, og fra 1789 rådede teatret over et fast operakor. I 1956 oprettedes Opera-Akademiet under fælles ledelse af teatret og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Vordende operasangere lærte nu også at agere på en scene.

Se også musiklivet i Danmark.

Da Det Kongelige Teater åbnede på Kongens Nytorv, var balletten ikke meget mere end garniture: divertissementer indlagt i en hovedforestilling. Dansere og balletmestre kom fortrinsvis fra udlandet. Men langsomt voksede et dansk corps de ballet frem, og i 1771 grundlagdes Balletskolen, der stadig eksisterer som kernen i Den Kongelige Ballet.

Den italienske danser og koreograf Vincenzo Galeotti, der var balletmester 1775-1816, skabte ballettens første blomstringsperiode. 1800-t.s store navn var August Bournonville, der var balletmester 1830-77 (bortset fra 1855-56 og 1861-64).

Efter Bournonville fulgte en stille periode, men et stykke ind i 1900-t. løftede balletten sig med balletmestre og koreografer som Harald Lander og Flemming Flindt til internationalt niveau.

Turnéer og festivaler har befæstet ballettens position både i huset og på den internationale scene.

Se også ballet i Danmark.

Det Kongelige Teaters hjemmeside