Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv.
Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv. Af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Det Kongelige Teater

Facaden af Det Kongelige Teater (Gamle Scene) på Kongens Nytorv, København. Fotografi fra 2000.

.

Det Kongelige Teater og dansk teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København.

.

Det Kongelige Teater er Danmarks nationalscene. Det Kongelige Teater og Kapel er en statsvirksomhed, der siden 1992 ledes af en bestyrelse på otte medlemmer, som er beskikket af kulturministeren. Dets opgave er at opføre skuespil, opera og ballet af høj kunstnerisk kvalitet samt uddanne balletdansere og operasangere.

Det Kongelige Teater havde i 2015 ca. 930 fastansatte, heraf ca. 300 skuespillere, sangere, musikere og balletdansere. Det stod for 734 opførelser (skuespil, ballet, opera og koncerter) på egne scener, og besøgstallet var ca. 409.000. Dertil kom 108 aktiviteter på turné og 547 øvrige arrangementer med et samlet besøgstal på ca. 210.000 (2015). Siden 1990 har der været en række udendørs arrangementer, fx operaoptræden i Søndermarken på Frederiksberg og i Fælledparken, friluftsteater i Dyrehaven og ballet på Kastellet.

Gamle Scene på Kongens Nytorv

Det Kongelige Teater har ligget på Kongens Nytorv i København siden 1748. Skønt de fysiske rammer gang på gang blev sprængt, forblev teatret på den historiske grund.

Et kvart århundrede efter indvielsen af den første teaterbygning, Niels Eigtveds lille palæ med ca. 800 tilskuerpladser, måtte der en omfattende udvidelse til. Efter endnu en udbygning opgav man yderligere lapperier, rev i 1874 teatret ned og lod for at give nationalscenen en tidssvarende bygningsmæssig ramme nuværende Gamle Scene opføre på nabogrunden.

Men Vilhelm Dahlerups og Ove Petersens teaterbygning til oprindelig knap 1.600 tilskuere var født forældet, udstyret som den var med skråtstillet scenegulv og et usmidigt system af faste kulisser. Der blev hurtigt brug for frastillingsplads, værksteder, prøvesale og en mindre scene til det nye drama.

Nye Scene – Stærekassen

Det Kongelige Teater er en pladskrævende virksomhed, og tilkoblingen i 1931 af Stærekassen bidrog ikke meget til en løsning af teatrets problemer. Bygningen, der er tegnet af Holger Jacobsen, havde Statsradiofonien som bygherre. Teatret lejede sig ind i en koncertsal med tilhørende scene, men uden frastillingsplads, prøverum og magasinplads. Selv om nationalscenen allerede i 1945 erhvervede Stærekassen, var det først i sæsonen 1957-1958, at man etablerede dobbeltdrift, hvorved antallet af opera- og balletforestillinger steg betragteligt.

En ombygning i årene 1983-1986 af Gamle Scenes orkestergrav og bagland gav denne status som opera- og balletscene, mens skuespillet blev henvist primært til Stærekassen. Dermed forstærkedes teatrets ønske om at erhverve en ny skuespilscene. Men muligheden for at opføre en sådan i Gamle Scenes nærhed blev reduceret med fredningen af Stærekassen i 1994.

I stedet besluttede man at foretage en gennemgribende renovering af Stærekassen, der blev færdig i 2002. Herved kom de scenetekniske forhold på højde med tidens krav, og der kom nye stolerækker, som samtidig blev hævet for at sikre et ordentligt udsyn. Det betød, at det samlede antal af tilskuerpladser blev halveret til knap 500.

Det Kongelige Teaters intim- og eksperimentalscener

Turbinehallerne
Turbinehallerne i Adelgade blev opført i 1904. I perioden 1997-2008 fungerede bygningen som eksperimenterende anneksscene til Det Kongelige Teater.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Det Kongelige Teaters første intimscene, Comediehuset, åbnede i 1970 i eksisterende teaterlokaler (en nedlagt købmandsbutik) på hjørnet af Ny Østergade og Christian IX's Gade. Scenen blev i 1981 afløst af Gråbrødrescenen i Niels Hemmingsens Gade samt i 1993 af Baron Bolten i Gothersgade.

I 1997 lejede teatret det gamle københavnske elværk i Ny Adelgade og indrettede Turbinehallerne til teaterformål. Hermed efterkom man et udbredt ønske om at producere teater til neutrale rum, dvs. rum, der ikke signalerede kongeligt teater. Siden 1997 er Turbinehallernes to scener og tilskuerfaciliteterne løbende blevet forbedret for et større millionbeløb.

Operaen på Holmen

Operaen på Holmen, København.

.

Op gennem 1990'erne voksede diskussionen om, hvorvidt opera, ballet og skuespil fortsat skulle forblive under samme tag på Kongens Nytorv. Debatten drejede sig bl.a. om, hvorvidt det var et nyt operahus eller skuespilhus, der var mest brug for.

Efter årelange polemikker skar A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal igennem ved at skænke staten et operahus, tegnet af arkitekt Henning Larsen og beliggende på en grund direkte over for Amalienborg.

Det nye hus blev indviet i januar 2005 (se Operaen). I den forbindelse fik Det Kongelige Teater udvidet sin kapacitet betragteligt til især opera og ballet. Men samtidig øgedes dets forpligtelser i form af krav om flere opførelser, højere tilskuerantal, større turnévirksomhed og et politisk ønske om at nå ud til større og bredere dele af den danske befolkning, bl.a. børn, unge og etniske minoriteter.

Det nye skuespilhus

Samtidig med færdiggørelsen af Stærekassens renovering vandt arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg en konkurrence om et nyt skuespilhus ved Kvæsthusbroen i København, skråt over for Operaen. Det nye skuespilhus med to scener blev indviet i februar 2008. Samtidig ophørte Stærekassen og Turbinehallerne med at høre til Det Kongelige Teaters faste scener.

Debatten om skuespillets, operaens og ballettens fælles teaterhus på historisk grund på Kongens Nytorv må dermed siges at være afsluttet. Kunstarternes adskillelse er fra 2008 definitiv med opera på Holmen, skuespil på Kvæsthusbroen og balletten på Gamle Scene – dog med mulighed for gæstespil på hinandens scener.

Skuespillet

Det Kongelige Teater. Gamle Scene.

.

I hundrede år, fra 1748 til åbningen i 1848 af Københavns første privatteater, Casino, havde Det Kongelige Teater monopol på skuespilopførelser i hovedstaden. Selv efter at monopolet var brudt, bevarede teatret i adskillige år eneretten til en væsentlig del af det lødige repertoire.

Ved forfatningsændringen i 1849 ændrede Det Kongelige Teater status fra kongens til nationens teater. Det forventedes herefter, at nationalscenen påtog sig opgaver, andre teatre ikke formåede at løse kunstnerisk og økonomisk.

I mange år rådede Det Kongelige Teater over et stort ensemble, der kunne rekruttere nye medlemmer fra teatrets dramatiske elevskole. Samspillet og muligheden for at besætte selv små roller med glimrende kræfter var det faste ensembles styrke. Svagheden var til gengæld en tendens til at dyrke traditionen for traditionens skyld.

Elevskolen, der åbnede i 1886, lukkede i 1968, på et tidspunkt hvor udviklingen fordrede en anden spillestil end den gængse på Kongens Nytorv. Det Kongelige Teaters rolle som førende skuespilscene var svækket. Lillescene-bevægelsen nåede således landsdelsscenerne før nationalscenen.

Operaen

For at sikre de danske aktører mod konkurrence havde Frederik 5. i 1747 udstedt et skuespilprivilegium og knyttet det til teaterbygningen på Kongens Nytorv. Men af frygt for at miste de høje herskabers og bevilgende myndigheders velvilje påtog truppen sig hurtigt også opera- og balletforestillinger.

Da man ikke rådede over operasangere, indledtes med det nationale syngespil, musikalsk på et niveau, stemmebegavede skuespillere kunne magte, fx Johannes Ewalds Balders død (1779) og Fiskerne (1780) begge til musik af Johann Ernst Hartmann, samt Holger Danske (1789) af Jens Baggesen og den sachsiske kapelmester F.L.Æ. Kunzen.

Tyske komponister lagde i vid udstrækning grunden til den nationale danske opera. I de første år leverede stadsmusikanten og hans svende teatermusikken, men i 1773 overdrog man ansvaret til Det Kongelige Kapel.

Samme år blev en syngeskole etableret, og fra 1789 rådede teatret over et fast operakor. I 1956 oprettedes Opera-Akademiet under fælles ledelse af teatret og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Vordende operasangere lærte nu også at agere på en scene.

Balletten

Da Det Kongelige Teater åbnede på Kongens Nytorv, var balletten ikke meget mere end garniture: divertissementer indlagt i en hovedforestilling. Dansere og balletmestre kom fortrinsvis fra udlandet. Men langsomt voksede et dansk corps de ballet frem, og i 1771 grundlagdes Balletskolen, der stadig eksisterer som kernen i Den Kongelige Ballet.

Den italienske danser og koreograf Vincenzo Galeotti, der var balletmester 1775-1816, skabte ballettens første blomstringsperiode. 1800-tallets store navn var August Bournonville, der var balletmester 1830-1877 (bortset fra 1855-1856 og 1861-1864).

Efter Bournonville fulgte en stille periode, men et stykke ind i 1900-tallet. løftede balletten sig med balletmestre og koreografer som Harald Lander og Flemming Flindt til internationalt niveau.

Turnéer og festivaler har befæstet ballettens position både i huset og på den internationale scene.

Samtidsdans

I perioden 2012-2021 blev kompagniet Corpusstiftet med det formål at sætte fokus på samtidsdansen og dens udvikling indenfor Det Kongelige Teaters mure. Det kom der en række spændende nybrud ud af, og efter de første fem år blev en gruppe dansere fast tilknyttet kompagniet under danser og koreograf Tim Matiakis ledelse. A-salen, en tidligere prøvesal, blev inddraget som scene, og der blev etableret en publikumsindgang fra Tordenskjoldsgade. Corpus var med til at sætte fokus på uddannelse af nye koreografer fra egne rækker.

Parallelt med denne udvikling fik Dansk Danseteater (tidligere Nyt Dansk Danseteater) permanent base på Operaens anneksscene, Takkelloftet i 2017 i forbindelse med at Dansehallerne på Vesterbro blev lukket (midlertidigt).

Læs mere på Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig