August Bournonville

Faktaboks

August Bournonville
Født
21. august 1805
Død
30. november 1879

August Bournonville.

.

Artikelstart

August Bournonville var en dansk danser, koreograf og balletmester. Hans navn er centralt i dansk ballethistorie, og Den Kongelige Ballets internationale ry skyldes først og fremmest det repertoire, han efterlod, og som har været danset i ubrudt tradition til i dag. Bournonville skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer. Omkring en halv snes af hans balletter er bevaret.

Bournonville var født i København og uddannet af sin far, Antoine Bournonville, og Vincenzo Galeotti. I 1820'erne fortsatte han sine studier i Paris, som i 1800-tallet var centrum i dansens verden. En international danserkarriere lå åben for den unge Bournonville, der allerede var ansat på Pariseroperaen. Han valgte imidlertid at tage imod et tilbud om at blive balletmester i København i 1830, dels fordi han følte sig dansk, dels fordi han som balletmester kunne skabe sit eget repertoire og placere mandsdanseren centralt: I romantikken var ballerinaen ellers den ledende skikkelse på den internationale balletscene.

Med sig hjem fra Paris tog han den franske balletstil, hvor ynde og elegance var dominerende; han hægede om den i en periode, hvor den europæiske ballet hurtigt gik mod dekadencen. Hans dans havde en sjælden elegance og et niveau, man ikke var vant til i København, og desuden besad han en usædvanlig mimisk udtryksfærdighed. Han organiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning, fremeksercerede et kompagni, skabte solister og koreograferede. Det var ham magtpåliggende, at hans dansere blev respekteret som ligeværdige borgere, og igennem sit virke hævede han dansernes sociale position.

Bevægelsen mod det harmoniske

I begyndelsen støttede August Bournonville sig til det franske repertoire. I 1836 viste han i København sin personlige udgave af Sylfiden, som fire år tidligere havde været gennembrudsværket for den romantiske ballet i Paris. Med helten James som en splittet drømmer, hvis tilværelse går itu, demonstrerer Sylfiden et skisma mellem idé og virkelighed og spejler en disharmoni, der også findes hos danske forfattere som H.C. Andersen, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller i deres samtidige værker.

Langsomt vandt Bournonville nyt terræn og støttede sig mindre til det franske. Han var tæt forbundet med dansk åndsliv og omgikkes periodens indflydelsesrige personligheder fra de andre kunstarter, bl.a. komponisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade, hvilket var en usædvanlig social placering for en balletkunstner i 1800-tallet. Hans rolle som livlig debattør og memoireværket Mit Theaterliv I-III (1848-1878) placerede ham yderligere som en central kulturpersonlighed i den danske guldalder.

Med en positiv tilværelsesopfattelse, som var funderet på kristendommen, stræbte Bournonville i sine egne balletter efter at udsende et budskab om harmoni. Således i hovedværket Napoli fra 1842, der med sine tre akter er en balletudgave af tidens yndede romangenre, dannelsesromanen, med dens treklang: hjemme — hjemløs — hjem.

Bournonvilles balletdigtning var fjern fra den europæiske romantik med dens dyrkelse af det splittede og disharmoniske. Han var en biedermeierkunstner, der stræbte mod idyllen, men var sig fuldt bevidst om afgrunden. Bournonville var langtfra naiv, og hans livsglæde havde en dybere resonans. På linje med tidens toneangivende kritiker og teaterdigter Johan Ludvig Heiberg så han kunsten som en åbenbaring af det evige i det timelige, og han pegede selv på forfatteren Adam Oehlenschläger og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen som sine forbilleder. I Thorvaldsens nyklassicisme hentede han sine æstetiske skønhedsidealer.

Værk

August Bournonville skabte balletter i mange genrer: historiske balletter som Valdemar (1835), vaudevilleballetter som Conservatoriet (1849), Fjernt fra Danmark (1860) og Livjægerne paa Amager (1871); folkelivsballetter som Toreadoren (1840), Brudefærden i Hardanger (1853), Blomsterfesten i Genzano (1858) og rene divertissementer som La Ventana (1856). Over den nordiske mytologi skabte han balletterne Valkyrien (1861) og Thrymskviden (1868), men de væsentligste værker, der viser ham som en enestående balletdramatiker, er foruden Sylfiden og Napoli to andre romantiske værker: Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Hans romantiske balletter opererer med et blik ind i det overnaturliges farlige verden, men det dæmoniske passiviseres, så værkerne med undtagelse af Sylfiden kan slutte i glæde. Glæden er vandmærket i Bournonvilles kunst. Den udspringer af løsningen af den dramatiske konflikt, men scenisk stråler den også direkte i Bournonvilles trin. Ved den virkning, som trinene udøver på såvel dansere som tilskuere, bliver koreografien udtryk for en tilværelsesopfattelse.

I perioden 1855-1856 var August Bournonville balletmester ved operaen i Wien, og 1861-1864 virkede han i Stockholm. København var dog hans base, hvor han bortset fra ovennævnte perioder var balletmester helt til 1877. Bournonville var en eminent teatermand. Han mestrede den store iscenesættelse med mange mennesker på scenen, og han stod for de første opførelser herhjemme af Richard Wagners operaer Lohengrin (1870) og Tannhäuser (1875).

Bournonville i dag

Mere end 100 år efter Bournonvilles død udfordrer og begejstrer denne unikke balletarv, baseret på en teknik og stil, der er enestående i verden, og som på Bournonville-festivalerne i 1979, 1992 og 2005 var genstand for stor international interesse. Ved siden af H.C. Andersen, som var hans gode ven, er August Bournonville den danske guldalderkunstner, der er nået videst ud, danset overalt i verden af Den Kongelige Ballet og af fremmede kompagnier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig