balletteknik

I den klassiske balletteknik betones letheden, hurtigheden og den ubesværede ynde. Selv akrobatiske bevægelser skal udføres kropsligt og musikalsk sammenhængende. Den klassiske danser stræber opad i sine spring og væk fra jorden i modsætning til den moderne dansers jordnære brug af tyngden.

Grundprincippet i den klassiske ballet er en udaddrejning (tournering) af hofter og ben, der muliggør de fem positioner for fødderne, hvorfra alle bevægelser udgår. Arme, hoved og blikretning er afstemt efter benenes bevægelser. Selve kroppen holdes forholdsvis rank i dansen, også under spring.

Teknikken er udviklet fra hofballetten i 1500-tallet. I midten af 1600-tallet blev de grundlæggende fem positioner for fødderne fastlagt, hvorefter ballettens øvrige trin opstod, alle med franske navne. I løbet af 1830'erne blev tåspidsdansen udbredt, og i slutningen af århundredet var den klassiske balletteknik fuldendt. Herefter er bevægelsessystemet blevet udvidet, inspireret af fx modern dance og jazzballet, i takt med kunstartens øvrige udvikling.

Klassisk ballet læres bedst fra barnsben; balletskoler optager normalt børn fra 6-10-årsalderen.