Et Folkesagn er en ballet i tre akter med libretto og koreografi af August Bournonville og musik af Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Balletten blev uropført på Det Kongelige Teater i 1854.

Tema

Balletten foregår i Jylland i 1500-tallet og handler om junker Ove, der forelsker sig i bjergpigen Hilda; hun bor hos troldene, men er et forbyttet menneske. Med sin spænding mellem den virkelige verden og en farlig, dæmonisk underverden er balletten karakteristisk for den romantiske periode.

Gades brudevals er komponeret til Et Folkesagn, hvis positive slutning vidner om Bournonvilles harmoniske idéverden. Balletten har været danset i ubrudt tradition siden premieren. Ved nyopsætningen i 1991 skabte dronning Margrethe 2. scenografien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig