Bøde, straf, der indebærer pligt til at betale et pengebeløb. Bødestraf anvendes som oftest ved mindre alvorlig kriminalitet og er den hyppigst anvendte sanktionsform i Danmark.

Størstedelen af alle bøder pålægges i anledning af overtrædelse af Færdselsloven, og de fleste bøder pålægges uden om retten, ved at den skyldige vedtager et bødeforlæg. Ikke kun fysiske, men også juridiske personer, fx aktieselskaber og anpartsselskaber, kan pålægges bøder.

Ved afgørelsen af, hvor stor bøden skal være, tages der navnlig hensyn dels til overtrædelsens grovhed, dels til, om der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk vinding, og dels til den skyldiges betalingsevne. Bøder til personer med særlig lav indkomst, fx unge under uddannelse, nedsættes normalt til det halve.

Bøden fastsættes enten som en sumbøde eller som et antal dagbøder, fx 20 dagbøder á 200 kr. Bøder, der idømmes eller vedtages i retten for overtrædelse af Straffeloven, fx ved butikstyveri, fastsættes som hovedregel i form af dagbøder.

Det mindste antal dagbøder, der kan fastsættes, er én dagbod, og det højeste er 60. Dagbødernes antal afhænger af lovovertrædelsens grovhed. Dagbødernes størrelse fastsættes som udgangspunkt til et beløb svarende til den pågældendes gennemsnitlige dagsindtægt, heraf navnet dagbod.

Bøder for overtrædelser af særlovgivningen, fx Færdselsloven, og tillægsbøder, der idømmes i forbindelse med frihedsstraf, fastsættes som sumbøder.

Bliver en bøde ikke betalt, er udgangspunktet, at den tvangsinddrives. En person, der er idømt en bøde og er i stand til at betale eventuelt afdragsvis, kan således ikke vælge at afsone bøden i stedet for at betale. Inddrivelsen kan ske ved udpantning eller ved indeholdelse i den pågældendes løn eller andre indtægter. Er inddrivelse af bøden imidlertid ikke mulig, og eftergives bøden ikke, træder afsoning af forvandlingsstraf i form af fængsel i stedet for betaling, se Kriminalforsorgen.

Indtil 2001 kunne hæfte tillige udgøre forvandlingsstraf. Normalt svarer en dagbod til en dags fængsel. Hvis bøden var fastsat som en sumbøde, kunne forvandlingsstraffen mindst være to dages fængsel og maksimalt 60 dage – men i særlige tilfælde helt op til ni måneders fængsel.

Forvandlingsstraffen fastsættes normalt af retten samtidig med bødens fastsættelse. For bøder, der pålægges aktieselskaber og andre juridiske personer, fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Hvad angår den særlige form for bøde, der pålægges som tvangsmiddel med henblik på at få en person eller en virksomhed til at opfylde en nærmere angiven pligt, fx en vidnepligt eller en pligt til at bringe en ulovlig tilstand til ophør, henvises til tvangsbøde.

Bødeforlæg og bødevedtagelse

I straffesager, hvor der ikke skønnes at blive tale om højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i stedet for at rejse tiltale ved retten fremsende et bødeforlæg til den sigtede med oplysning om, at sagen kan afsluttes uden retlig forfølgning, hvis den sigtede erkender sig skyldig og erklærer sig villig til at betale den bøde, der er anført i bødeforlægget. Denne fremgangsmåde kan også benyttes i sager, hvor der tillige kan blive tale om frakendelse af kørekortet pga. spirituskørsel.

Hvis dommeren finder, at en straffesag passende kan afsluttes med en bøde, kan dommeren i henhold til Retsplejeloven § 936 give den tiltalte mulighed for at vedtage en bøde i stedet for at afsige dom i sagen. Til bødevedtagelse kræves dog, dels at dommeren ikke betvivler den tiltaltes skyld, dels at der efter loven er mulighed for at idømme bøde for den omhandlede overtrædelse, og dels at anklagemyndigheden ikke protesterer.

Historie

Bøde var i middelalderen den almindeligste sanktion i tilfælde af selv meget alvorlige retsbrud. Oprindelig har bøden og dennes størrelse været aftalt i forbindelse med et forlig, som blev indgået mellem gerningsmanden og den forurettede eller dennes slægt med henblik på at undgå hævn. På landskabslovenes tid var det blevet en pligt for den forurettede at modtage en i loven fastsat bøde (bod).

Ved boden fik den forurettede oprejsning for den tilføjede krænkelse. Herudover virkede bøden som erstatning for et eventuelt økonomisk tab. Ved siden af bøden til den forurettede skulle der erlægges bøde til kongen. Dette skyldtes, at retshåndhævelsen i løbet af den tidlige middelalder i stigende omfang blev et offentligt anliggende.

En række alvorlige retsbrud, der i begyndelsen af 1200-t. kunne afgøres med bødebetaling, blev i de følgende århundreder undergivet en strengere behandling i form af fredløshed, dødsstraf eller strafarbejde.

I forbindelse med den øgede regulering af samfundsforholdene blev der i 1500- og 1600-t. indført en lang række nye bødebestemmelser, der sammen med landskabslovenes bødestraffe i vidt omfang blev optaget i Christian 5.s Danske Lov fra 1683, uden at der fandt nogen harmonisering sted af bødesatserne fra de forskellige tidsaldre. Ved flere forbrydelser opretholdt Danske Lov desuden den forurettedes ret til bøder.

I løbet af 1800-t. fandt bøder efterhånden kun anvendelse ved lovovertrædelser af mindre alvorlig karakter. Samtidig blev bødestraffen i stigende omfang anset for udelukkende at være en offentlig straf, og fra 1866 tilfaldt bøde i henhold til Straffeloven alene statskassen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig