dom - afgørelse

Dom, afgørelsesform ved de danske domstole. Domme anvendes sædvanligvis, når der træffes en afgørelse, som afslutter en retssags behandling ved den pågældende instans, mens kendelser og beslutninger anvendes ved afgørelser, der træffes under en retssags behandling.

Domsformen anvendes både i straffesager og i civile sager. Det er kun de juridiske dommeres navne, der fremgår af en domsudskrift; det gælder også for de mere alvorlige straffesager, hvori enten domsmænd eller nævninger medvirker.

En dom indeholder en række forskellige elementer. Den indledes med hver af parternes påstand, dvs. det resultat, de ønsker, dommen skal munde ud i. Derefter kommer en sagsfremstilling, som omfatter parternes anbringender, dvs. de retlige og faktiske grunde, de anfører til støtte for deres påstande, samt i fornødent omfang parternes og eventuelle vidners forklaringer.

I en doms begrundelse, de såkaldte præmisser, opregnes de faktiske og retlige omstændigheder, som retten har lagt vægt på ved sagens afgørelse, tillige med en motivering af afgørelsen, og domme afsluttes med en konklusion, som indledes med ordene "Thi kendes for ret". Både i straffedomme og i civile domme er der adgang for den enkelte dommer til at afgive dissens, dvs. i præmisserne give udtryk for en mening, der afviger fra flertallets.

I civile sager kan dommere ved en byret vælge at skrive en såkaldt "kort dom", hvorved sagsfremstillingen indskrænkes til en kort gengivelse af parternes anbringender. Der skal i så fald gives en udførlig begrundelse, og såfremt dommen bliver anket til landsretten, skal byretsdommeren afgive en supplerende redegørelse til landsretten.

I civile sager skelnes der mellem anerkendelsesdomme, som alene fastslår retsstillingen mellem sagens parter, fx om et ægteskab består, og fuldbyrdelsesdomme, som kan fuldbyrdes ved fogedrettens bistand, hvis de ikke opfyldes frivilligt, se eksekution. En anden sondring går mellem konstaterende domme, som fastslår, hvordan retsstillingen var mellem parterne allerede forud for dommen, og konstitutive domme, som skaber en ny retsstilling mellem parterne. Langt de fleste civile domme er konstaterende. Det familieretlige område udgør hovedområdet for de konstitutive domme, fx separations- og skilsmissedomme.

En dom siges at have formel retskraft, når den ikke længere uden særlig tilladelse kan ændres ved appel, dvs. fornyet prøvelse ved højere retsinstans, eller ved genoptagelse, dvs. fornyet prøvelse ved samme ret.

Ved en doms positive materielle retskraft forstås, at dommen skal anerkendes, dvs. lægges til grund i sager mellem de samme parter om andre spørgsmål. Begrebet negativ materiel retskraft anvendes som betegnelse for det forhold, at en ny retssag mellem de samme parter om spørgsmål, som er afgjort ved en tidligere dom, skal afvises.

At en dom har retskraft, betyder ikke, at den ikke kan ændres. En retskraftig straffedom kan således tænkes ændret gennem anke, hvis anklagemyndigheden anker til fordel for den domfældte, eller hvis ankeinstansen tillader anke, selvom ankefristen er udløbet. Den Særlige Klageret kan endvidere beslutte, at der skal ske genoptagelse af en retskraftig straffedom. Betingelserne for genoptagelse er meget strenge; dog er de strengere ved genoptagelse til skade for den tiltalte end ved genoptagelse til gunst for den tiltalte.

I civile retssager kan ankeinstansen undtagelsesvis tillade anke indtil ét år efter en doms afsigelse. Højesteret kan endvidere undtagelsesvis tillade, at en civil sag, som er afgjort af Højesteret, genoptages, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, herunder at sagen uden den pågældendes fejl har været urigtigt oplyst, eller at den pågældende kun gennem genoptagelse kan undgå et indgribende tab.

Parter i såvel civile sager som straffesager har krav på en udskrift af dommen. I øvrigt har kun personer, der kan dokumentere en retlig interesse, dvs. en vis nærmere kvalificeret interesse i sagen, krav på at få en udskrift af en dom. Om der foreligger en retlig interesse, er en judiciel afgørelse, som er genstand for appel til højere instans.

Domssamlinger

Når en domstol har afgjort et retligt problem på en bestemt måde, vil den oftest afgøre problemet på samme måde i en senere sag. Afgørelsen vil være vejledende for andre domstole, hvis de har kendskab til dommen. Sådanne afgørelser, der benævnes præjudikater, har særlig vægt, når de er truffet af Højesteret ... Læs mere om domssamlinger.

Fremmede domme

er domme, der er afsagt i et andet land. Mens en dom, der er afsagt i Danmark, uden videre anerkendes, dvs. lægges til grund her i landet i nye sager mellem de samme parter og kan fuldbyrdes, således at domskonklusionen gennemtvinges af fogeden, gælder dette ikke fremmede domme ... Læs mere om fremmede domme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig