Dom - fremmede domme, er domme, der er afsagt i et andet land. Mens en dom, der er afsagt i Danmark, uden videre anerkendes, dvs. lægges til grund her i landet i nye sager mellem de samme parter og kan fuldbyrdes, således at domskonklusionen gennemtvinges af fogeden, gælder dette ikke fremmede domme.

Regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede domme fastsættes af justitsministeren og forudsætter normalt en international konvention herom med det land, hvori dommen er afsagt. Danmark er part i Nordisk Domskonvention, indgået mellem de nordiske lande, i EU-Domskonventionen indgået mellem EU-landene, samt i Luganokonventionen, som er indgået mellem EU-landene og EFTA-landene. I 2002 afløstes EU-Domskonventionen for alle andre medlemslande end Danmark af EU-Domsforordningen; der består ingen domskonvention mellem Danmark og de stater, som efter 2002 er blevet medlem af EU.

I visse lande behandles fremmede domme på samme måde som i Danmark, mens man i andre lande er mere liberal mht. at anerkende og fuldbyrde fremmede domme. Der er gjort flere forsøg på at nå til bredere international enighed om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede domme; men hidtil er det ikke lykkedes. Årsagen er især frygt for at blive tvunget til at fuldbyrde domme fra lande, hvis domstolssystem man ikke har tillid til, eller hvis retsregler vil føre til resultater, som man finder for vidtgående. Som eksempel kan nævnes de efter danske forhold meget store erstatninger, som tilkendes ved amerikanske domstole.

Der skelnes mellem dobbelte og simple konventioner. En dobbeltkonvention regulerer såvel medlemslandenes regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede domme som deres regler om internationalt værneting, dvs. reglerne om, hvornår der kan anlægges sag ved et lands domstole. EU-Domskonventionen er en dobbeltkonvention.

En simpel konvention som fx Nordisk Domskonvention regulerer ikke medlemslandenes regler om internationalt værneting. Det er derfor nødvendigt i en sådan konvention at stille betingelser mht. den fremmede domstols kompetence. Fx anerkender og fuldbyrder medlemslandene sædvanligvis ikke domme, der alene er baseret på en persons tilfældige ophold i et andet medlemsland, og ikke en dom, hvis påkendelse alene hviler på tilstedeværelsen af en eller anden form for gods i det andet medlemsland.

De betingelser, der stilles i domskonventionerne, er ud over krav til den fremmede domstols kompetence først og fremmest, at anerkendelse og fuldbyrdelse af den fremmede dom ikke må stride mod ordre public, dvs. ikke må føre til resultater, der på afgørende måde strider mod landets grundlæggende retsprincipper. Et andet krav er, at stævningen i sagen er blevet forkyndt for den dømte på en sådan måde, at han har fået mulighed for at varetage sine interesser under sagen, såkaldt due process; i visse konventioner undtages udeblivelsesdomme helt fra anerkendelse og fuldbyrdelse.

Er der i en og samme sag afsagt dom både i det fremmede land og i det land, hvor dommen søges anerkendt, vil en domstol i dette land give forrang til landets egen dom. Konventionerne indeholder endvidere ofte regler om fremgangsmåden ved fuldbyrdelse af en fremmed dom. Ellers afgøres dette efter dansk rets regler.

Læs om dom generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig