beskikket forsvarer

Artikelstart

Beskikket forsvarer er en advokat, der udpeges som forsvarer for en tiltalt i en straffesag. Retten skal beskikke en forsvarer for en person, som fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling eller anholdelse. Der skal også beskikkes en forsvarer forud for visse efterforskningsskridt, bl.a. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden (Retsplejeloven § 784), samt når beviser, der tænkes anvendt under hovedforhandlingen, fremskaffes, før tiltale er rejst. Endvidere skal forsvarer beskikkes, når der er rejst tiltale i nævningesager og i domsmandssager. Herudover kan der på ethvert tidspunkt beskikkes en forsvarer for en sigtet person, hvis retten finder det ønskeligt.

I hver retskreds antager Justitsministeriet et antal advokater til at fungere som beskikkede forsvarere; i praksis er det de samme advokater, som antages til at føre sager i tilfælde af fri proces, de såkaldte beneficerede advokater. Hvis en sigtet anmoder om at få en anden forsvarer, vil ønsket i praksis blive efterkommet, såfremt denne anden er mødeberettiget for vedkommende ret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig