økonomisk vækst

Økonomisk vækst forstået som en proces, hvor den materielle levestandard stiger mærkbart indenfor en generation, er et relativt nyt fænomen i verdenshistorisk lys. I sagens natur er det svært at danne pålidelige nationalregnskabsdata, der går mange århundreder tilbage i tiden, men det vurderes normalt, at det globale BNP pr. indbygger var stort set konstant fra historiens begyndelse, indtil den industrielle revolution begyndte omkring 1750. Indtil dette tidspunkt voksede befolkningen omtrent i takt med den økonomiske udvikling, sådan at den enkelte person ikke oplevede en højere levestandard end hans forældre. Siden midt i 1700-tallet anslås det imidlertid, at den gennemsnitlige globale BNP-vækst har været på ca. 1½ procent om året. Det betyder, at det materielle velstandsniveau bliver mere end firdoblet i løbet af et århundrede. Væksten har ikke været ligeligt fordelt på forskellige lande og perioder. De vestlige lande har generelt haft den højeste vækst over perioden. I Danmark anslås det, at BNP-væksten pr. indbygger fra 1820 til 2018 var ca. 1,7 pct. året. Siden 1966, fra hvilket år Danmarks Statistik offentliggør officielle nationalregnskabstal, har den gennemsnitlige vækst i bruttonationalproduktet pr. indbygger frem til 2021 ligeledes været 1,7 procent om året.

En voksende befolkning og dermed voksende arbejdsstyrke er en vigtig årsag til de enkelte nationers samlede økonomiske vækst, men kan ikke forklare den vedvarende vækst i levestandarden de sidste to-tre hundrede år. To andre forhold har været afgørende herfor: Dels en vedvarende kapitalakkumulation, dvs. forøgelse af værdien af det kapitalapparat, hver enkelt arbejder har til rådighed til at fremstille varer og tjenester, og dels – og i det lange løb vigtigst – teknologiske fremskridt, dvs. en vedvarende stigning i den viden, vi har til rådighed til at udnytte produktionsfaktorerne bedst muligt.

Med kapital tænkes især på det fysiske kapitalapparat i form af for eksempel maskiner, bygninger og anlæg, som anvendes i stort set alle produktionsprocesser, og den anvendte humankapital i form af den viden og erfaring, som arbejderne besidder. Akkumulationen af fysisk kapital finder sted i form af investeringer, mens akkumulationen af humankapital ikke mindst foregår i uddannelsessystemet, men også er resultatet af de erfaringer, man løbende opsamler som en del af den almindelige arbejdsproces (såkaldt learning-by-doing).

Den mest afgørende kilde til stigende økonomisk velstand over tid er dog vækst i det teknologiske niveau i bredeste forstand. Naturvidenskabelige opdagelser og innovationer, dvs. udvikling af nye ideer og deres realisering i praksis, forbedrer løbende mulighederne for at fremstille goder af større værdi, blandt andet gennem indførelsen af helt nye typer varer og tjenester. Moderne vækstteori beskæftiger sig dermed med at forstå, hvilke faktorer der er afgørende for mængden af nye innovationer.

Siden omkring 1970, hvor der opstod stigende bevidsthed om miljøproblemer, har der været opmærksomhed om samspillet mellem den økonomiske vækst og den omgivende natur. Under 1970’ernes oliekrise var spørgsmålet især, om udtømning af naturresurser i sidste ende ville umuliggøre en fortsat økonomisk vækst, eksemplificeret i rapporten Grænser for vækst fra 1972. Senere er fokus drejet hen på, om den økonomiske vækst vil medføre for store omkostninger i form af forurening og beslægtede miljøproblemer. Indenfor klimaøkonomien er således forbindelsen mellem vækst og udledninger af drivhusgasser blevet belyst. De nævnte problemstillinger kredser alle i sidste ende om spørgsmålet, om en bæredygtig økonomisk vækst – dvs. en situation, hvor værdien af produktionen vedvarende vokser, uden at miljøet lider skade – er mulig i det lange løb, og hvad betingelserne herfor i givet fald er.

Et nøgleord i denne sammenhæng er, hvor gode substitutionsmulighederne er mellem produktionsfaktorer, der skader miljøet (f.eks. fossile brændsler) og produktionsfaktorer, der ikke gør det (som sol- og vindenergi). Er der tilstrækkelig gode substitutionsmuligheder, vil vedvarende bæredygtig vækst være mulig. Det anses normalt for at være tilfældet for eksempelvis drivhuseffektens vedkommende. Da udledningen af drivhusgasser indebærer en global eksternalitet, vil udviklingen imidlertid ikke af sig selv være bæredygtig, men kræve en tilstrækkelig effektiv global regulering for at forhindre for store klimaforandringer.

Menneskers velbefindende afhænger af mange såvel materielle som immaterielle forhold. Den økonomiske vækst som normalt defineret beskriver kun udviklingen i den materielle produktionsværdi og udgør derfor ikke noget egentligt velfærdsmål. Der er derfor blevet udarbejdet en række forskellige mål, der mere direkte forsøger at måle udviklingen i befolkningers generelle livskvalitet. En af de mest omfattende kulegravninger af problemstillingen om, hvordan man kan måle fremskridt i levestandard, var rapporten fra den såkaldte Stiglitz-Sen-Fitoussi-kommission i 2009. Den pegede på blandt andet miljøforhold, uddannelse, helbred, indkomstfordeling, sociale forbindelser og sikkerhed i tilværelsen som væsentlige for personers velfærd udover den materielle levestandard målt ved indkomst, forbrug og formue. Flere internationale organisationer har forsøgt at udarbejde mere brede velfærdsindeks, eksempelvis FN’s Human Development Index.

Vækstteori er den gren af den økonomiske videnskab, der studerer årsagerne til den langsigtede økonomiske vækst og dens konsekvenser, typisk i form af stringent formulerede økonomiske modeller. Allerede klassiske økonomer som Adam Smith, David Ricardo og Thomas Malthus beskæftigede sig med spørgsmålet om langsigtet vækst. I tiden omkring 2. verdenskrig spillede keynesiansk inspirerede vækstmodeller af Roy Harrod og Evsey Domar en rolle, men var for ufleksible til at forklare efterkrigstidens økonomiske udvikling. I stedet blev modeller af Frank Ramsey og Robert Solow udbredte vækstteorier med fokus på sammenhængen mellem husholdningernes opsparing og virksomhedernes kapitalakkumulation. Omkring 1990 fik den endogene vækstteori sit gennembrud. Modsat de ældre vækstmodeller forsøger den at forklare den teknologiske udvikling indenfor modellens rammer (dvs. endogent) som et resultat af økonomiske processer, for eksempel forskningsintensive virksomheders profitmaksimering. Det har skabt et stort forskningsfelt, som undersøger samspillet mellem den langsigtede vækst og en lang række andre forhold, eksempelvis uddannelses- og retssystemet, international samhandel, ulighed og miljøproblemer.

• vækstteori
• makroøkonomi
• konjunktur
• bruttonationalprodukt
• velfærd