Bruttonationalprodukt er et lands samlede produktion i en given periode, oftest et år eller et kvartal.
Faktaboks
- Også kendt som
-
BNP
BNP opgøres som værdien af den samlede produktion med fradrag af værdien af de varer og tjenester, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. BNP er desuden lig med summen af privat og offentligt forbrug og investeringer samt nettoeksporten af varer og tjenester (endelig indenlandsk anvendelse). Endelig kan BNP defineres som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.
BNP opgøres i markedspriser, dvs. inklusive moms og andre afgifter. Desuden inkluderer BNP værdien af forbruget af fast realkapital (afskrivninger); trækkes disse fra BNP, fås nettonationalproduktet, NNP.
Udviklingen i BNP mellem to perioder er påvirket af ændringer i de producerede mængder og af ændringer i priserne. For at belyse den mængdemæssige udvikling opgøres BNP også i faste priser, hvorved inflationens påvirkning af tallene fjernes. Udviklingen i BNP i faste priser betegnes den økonomiske vækst.
Principperne for udarbejdelse af nationalregnskaber, herunder BNP, er fremkommet som resultat af et omfattende internationalt samarbejde. De internationale retningslinjer for opgørelserne følges stort set af alle lande, og det bliver derved muligt at sammenligne forskellige landes velstandsniveau på basis af værdien af BNP pr. indbygger. Anvendelsen af BNP som mål for velstand kritiseres dog fra flere sider, idet der fx ikke er taget hensyn til uligheder i fordelingen af velstand i et samfund ligesom en række negative miljøpåvirkninger ikke indgår.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.