Allerede i oldtiden kan man, fx hos Platon og Aristoteles, finde tilløb til generelle udsagn om årsagerne til og konsekvenserne af befolkningsudviklingen, men den første omfattende befolkningsteori, som stadig spiller en afgørende rolle, blev i 1798 fremsat af Thomas Malthus.
I sin bog An Essay on the Principle of Population beskæftiger Malthus sig med forholdet mellem befolkningsvækst og produktionen af levnedsmidler. Bogen udkom i stadigt reviderede udgaver indtil hans død i 1834.
Malthus hævdede, at der var en tendens til, at befolkningen voksede hurtigere end dens evne til at frembringe levnedsmidler. Befolkningen voksede nemlig som en geometrisk række, 1, 2, 4, 8, 16 osv., mens landbrugsproduktionen kun kunne vokse som en aritmetisk række, 1, 2, 3, 4 osv.
Da befolkningen i det lange løb ikke ville kunne overleve ved at vokse hurtigere end produktionen af levnedsmidler, måtte der på et vist tidspunkt skabes en balance mellem befolkningens størrelse og mængden af fødevarer.
Tilvejebringelsen af balancen måtte da ske ved en begrænsning af befolkningens størrelse, fx vha. krige, hungersnød og epidemier (positive forhindringer). Ethvert overskud af levnedsmidler ville med tiden beslaglægges af befolkningstilvæksten, og en mangelsituation ville igen opstå.
Det ville nødvendiggøre en hæmning af befolkningstilvæksten, således at de positive forhindringer måtte træde i funktion for at fremkalde den nødvendige stigning i dødeligheden.
Naturligvis kunne man tænke sig, at befolkningens størrelse kunne holdes inden for de rammer, som mængden af fødevarer afstak, ved at fertiliteten blev reduceret (forebyggende forhindringer). Thomas Malthus mente imidlertid, at mennesket på dette punkt var styret af det seksuelle instinkt, der fra naturens hånd var givet som en fast og uforanderlig størrelse.
Thomas Malthus anså i øvrigt fødselskontrol inden for ægteskab for en last og så bort fra muligheden. Hermed fik hans teori karakter af en naturlov, som står uden for menneskenes herredømme. Hans befolkningslov havde således gyldighed for ethvert samfund. Selvom Malthus anbefalede sene ægteskaber som et middel til reduktion af børneantallet i familien, regnede han næppe med, at tanken kunne gennemføres i tilstrækkeligt omfang.
Ud fra sin teori måtte Thomas Malthus bekæmpe ethvert forsøg på forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede i samfundet ved hjælp af indgreb fra statsmagtens side. Dette ville blot forbedre disse klassers mulighed for at formere sig og derved gøre ernæringsproblemet større. Malthus' tanker fik i den vestlige verden stor indflydelse på den offentlige debat om behovet for og nytten af samfundsændringer.
Thomas Malthus' befolkningslov blev angrebet fra mange sider såvel før som efter hans død. En af kritikerne var Karl Marx. Hans kritik af Thomas Malthus rettede sig først og fremmest mod den antagelse, at der skulle eksistere en bestemt befolkningslov, som havde generel gyldighed.
I modsætning hertil fremholdt Karl Marx, at hver samfundsform havde sin specielle befolkningslov. Der gjaldt således en særlig befolkningslov for et industrisamfund, hvor produktionsmidlerne var i privateje (det kapitalistiske samfund).
En sådan samfundsform måtte efter Karl Marx' opfattelse karakteriseres ved tilstedeværelsen af en overskudsbefolkning, som viste sig ved, at en del af arbejdsstyrken var uden arbejde.
Den såkaldte industrielle reservearmé fremkom pga. en stadig opsamling af kapital i de enkelte virksomheder i form af ny arbejdsbesparende produktionsteknik, som overflødiggjorde arbejderne. Dette ville ske uanset befolkningstilvækstens størrelse.
En overgang til et samfund med produktionsmidlerne i samfundseje (det socialistiske samfund) ville derimod betyde afskaffelsen af den industrielle reservearmé, da en anden befolkningslov ville gælde for denne samfundsform. Mens Thomas Malthus altså gav befolkningstilvæksten skylden for de sociale problemer og så bort fra samfundets indretning, forholdt det sig lige omvendt hos Karl Marx.
Thomas Malthus' befolkningslov har i revideret form også i dag fundet tilhængere, nemlig de såkaldte neo-malthusianere. De anser befolkningsudviklingen for at udgøre den vigtigste årsag til de eksisterende globale, økonomiske og sociale problemer. I modsætning til Thomas Malthus går neo-malthusianerne stærkt ind for børnebegrænsning i ægteskabet gennem anvendelse af moderne prævention.
Mens Thomas Malthus først og fremmest beskæftigede sig med misforholdet mellem befolkningsmængden og ernæringsmulighederne, har neo-malthusianismen også inddraget faktorer som fx energi-, råstof- og forureningsproblemer.
I analysen af sammenhængen mellem befolkning og samfund har begrebet den optimale befolkning indtaget en fremtrædende plads. Ved den optimale befolkning i et land forstås den folkemængde, som betinger den størst mulige velfærd pr. indbygger.
Som en tilnærmelse til målingen af befolkningens velfærd anvendes indkomsten pr. indbygger. Normalt tænker man sig, at indkomsten pr. indbygger stiger med øget befolkningstæthed indtil et vist punkt, fordi man før det punkt kan opnå stordriftens og arbejdsdelingens fordele i forbindelse med en bedre udnyttelse af transportanlæg m.v.
Ved en stadig forøgelse af befolkningstætheden vil gennemsnitsindkomsten begynde at falde, fordi man tvinges til at inddrage en ringere landbrugsjord og udnytte mindre tilgængelige energi- og råstofforekomster. Ud fra dette begreb kan overbefolkning forstås som en befolkningsmængde, der overstiger den optimale befolkning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.