Avancerede økonomier, betegnelse for verdens økonomisk set mest udviklede lande.

Verdens lande kan opdeles i avancerede økonomier og vækstøkonomier. Opdelingen er defineret af Den Internationale Valutafond og benyttes efterhånden bredt af internationale og danske økonomiske organisationer og analytikere.

De avancerede økonomier omfatter 39 lande: Australien, Belgien, Canada, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Hongkong, Irland, Island, Israel, Italien, Japan, Letland, Litauen, Luxembourg, Macao, Malta, New Zealand, Norge, Portugal, Puerto Rico, San Marino, Schweiz, Singapore, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Sydkorea, Taiwan, Tjekkiet, Tyskland, USA og Østrig. Vækstøkonomierne omfatter resten af verdens lande.

Kriterierne for opdelingen er, at en avanceret økonomi har et vist niveau for bruttonationalproduktet per indbygger, en diversificeret eksport og en vis grad af integration i det internationale finansielle system. Kravet om diversificeret eksport udelukker fx rige oliestater, hvor olie og gas udgør en helt overvejende del af eksporten. Men der anlægges i øvrigt også et skøn. Kategoriseringen justeres kun ved afgørende ændringer. Fx blev Litauen omklassificeret fra at være en vækstøkonomi til at være en avanceret økonomi, da landet indtrådte i eurozonen.

Sondringen erstatter i nogen grad opdelingen i ilande og ulande. Udtrykket ilande er ikke længere så sigende. I mange lande, der traditionelt rubriceres som ilande, udgør værditilvæksten i serviceerhverv langt over halvdelen af den samlede værditilvækst, og industriens andel er i flere tilfælde lavere end i nogle af de lande, der traditionelt har været kategoriseret som ulande, og som aktuelt tilhører vækstøkonomierne bl.a. i kraft af et forholdsvis lavt bruttonationalprodukt per indbygger.

De avancerede økonomier rummer 15 pct. af verdens befolkning, men 60 pct. af verdens samlede bruttonationalprodukt (42 pct., hvis der korrigeres for forskelle i indkomstens købekraft). De avancerede økonomiers andel af verdens produktion er faldet gennem de sidste årtier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig