Værditilvækst er den værdi, der skabes i fx en virksomhed, et erhverv eller et samfund i en periode, eksempelvis et kvartal eller år. Begrebet bruges ikke mindst i forskellige statistiske opgørelser, blandt andet i nationalregnskabssammenhæng.

Værditilvæksten for en enhed kan beregnes som værdien af enhedens samlede produktion af varer og tjenester fratrukket værdien af de råvarer mv., der er blevet anvendt til fremstillingen (kaldet forbrug i produktionen). Værditilvæksten er dermed et lavere tal end produktionsværdien, da de anvendte råvarer jo i forvejen repræsenterer en vis selvstændig værdi. I daglig tale anvendes værditilvækst og produktion dog ofte lidt upræcist som synonymer.

BNP og andre værditilvækstbegreber

På nationalt plan er bruttonationalproduktet (BNP) et udtryk for den værditilvækst, der finder sted i et helt samfund som summen af værditilvæksten i de enkelte erhverv. Bruttonationalproduktet omtales også som bruttoværditilvæksten målt i markedspriser. Tilsvarende findes bruttoværditilvæksten målt i basispriser (normalt blot benævnt bruttoværditilvæksten, BVT) og bruttoværditilvæksten målt i faktorpriser, normalt kaldt bruttofaktorindkomsten (BFI). De tre begreber er alle udtrykt for samfundets værditilvækst, men målt med forskellige priser, hvor forskellen går på, i hvilket omfang eventuelle produktionsskatter (fx moms) er medregnet i priserne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig