økonomisk ulighed

Studier af økonomisk ulighed kan omfatte sammenligninger af gennemsnitsindkomster i forskellige lande, af individers, husstandes eller befolkningsgruppers indkomstfordeling, af lønninger i forskellige fag eller erhverv eller af den funktionelle indkomstfordeling, dvs. aflønningen til forskellige produktionsfaktorer som kapital, arbejdskraft, jord mv.

Graden af økonomisk ulighed måles blandt andet ved hjælp af ginikoefficienten. Jo lavere ginikoefficienten er, jo mere lige er fordelingen.

Den økonomiske ulighed mellem befolkningerne i verdens lande er meget stor. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) tjener den rigeste ene procent af verdens befolkning 19 procent af den globale indkomst og ejer 38 procent af de samlede formuer. Samtidig tjener den fattigste halvdel af verdens befolkning under 9 procent af indkomsterne og ejer tilsammen ca. 2 procent af formuerne.

Sammenlignes indkomstfordelingerne i forskellige lande, er den økonomiske ulighed mindst i højtudviklede industrilande med velfærdsstater, der indebærer en stor grad af indkomstudligning. Det gælder således de nordiske lande, som traditionelt hører til blandt de lande i verden, der har den mest lige indkomstfordeling. Indenfor gruppen af OECD-lande hører USA og Storbritannien til blandt landene med den højeste ginikoefficient. I mange udviklingslande er den målte indkomstulighed dog endnu højere.

Indkomstuligheden er steget mærkbart i Danmark i de seneste årtier. Ginikoefficienten for disponibel indkomst er således ifølge Danmarks Statistik steget med omkring en tredjedel fra 0,22 til 0,297 fra 1987 til 2020. En tilsvarende udvikling er sket i de fleste øvrige lande siden omkring 1990. Globaliseringen og en teknologisk udvikling, der favoriserer veluddannede og andre højindkomstgrupper, nævnes som nogle af de vigtigste årsager. Samtidig har den økonomiske politik i mange lande trukket i samme retning. I Danmark har ændringerne i skatte- og overførselssystemet i de seneste årtier således medført en mindre indkomstudjævning end tidligere.

Sammenligner man uligheden for hele verdens befolkning under ét, er den omvendt faldet siden 1990 efter at være steget i det meste af perioden siden 1800. Stigningen fra 1800 skyldes, at udviklingen i de højtudviklede ilande stak af fra resten af verden. Den faldende globale indkomstulighed i de seneste årtier skyldes omvendt, at den økonomiske vækst har været højere i en række nyindustrialiserede lande, især i Asien. Ikke mindst væksten i verdens to største lande Kina og Indien har trukket mange millioner mennesker ud af fattigdom.

Graden af ulighed i et samfund er en vigtig politisk problemstilling, som de fleste vælgere har en holdning til. Ofte vil man skelne mellem ulighed i resultat og ulighed i muligheder. Ulighed i resultat, eksempelvis indkomstfordelingen i et samfund, kan skyldes såvel ulige muligheder for at erhverve indkomst på grund af forskelle i evner og social arv, i adgang til uddannelse eller i, hvor stor en formue der arves, som forskelle i de valg, hver enkelt træffer med hensyn til uddannelse, arbejde, opsparing mv.

For stor ulighed opfattes ofte som uønskeligt i sig selv, men grænsen vil være forskellig fra person til person og imellem forskellige kulturer. Derudover peger forskningen på, at for stor ulighed kan skade sammenhængskraften i samfundet, skabe politisk polarisering og i sig selv medføre en mindre effektiv samfundsøkonomi. I takt med den stigende ulighed på nationalt plan er problemstillingen derfor rykket højere op på dagsordenen i mange lande.

Fordelingspolitik og indkomstudligning har som hovedformål at mindske den økonomiske ulighed. Traditionelle instrumenter hertil er skatter, indkomstoverførsler og visse former for offentligt forbrug. Mindskelse af ulighed gennem omfordeling indebærer dog en mulig omkostning i form af lavere gennemsnitsindkomster på grund af omfordelingens indvirkning på eksempelvis lysten til at arbejde eller spare op. Dette skaber en af de mest fundamentale afvejninger i den økonomiske politik, nemlig afvejningen mellem fordeling og efficiens.

Udover de ovennævnte instrumenter, der direkte påvirker forbrugsmulighederne, kan også andre politikområder som arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, boligpolitik og konkurrencepolitik indirekte have stor betydning for den økonomiske ulighed i det lange løb.

• indkomstfordeling
• fordelingspolitik
• indkomstudligning
• ginikoefficient
• levestandard

• Den Internationale Valutafond IMF om ulighed
• OECD om ulighed
• Danmarks Statistik om indkomstulighed