socialpolitik

I mange samfund løses en stor del af disse opgaver uden det offentliges medvirken, fx af familien, lokalsamfundet, kirken eller andre religiøse eller åndelige fællesskaber. Industrisamfundets fremvækst har imidlertid i mange lande svækket disse fællesskaber og deres mulighed for at løse forsørgelses- og omsorgsproblemer. Dermed tvinges staterne til at tage stilling til, hvordan de sociale opgaver skal løses, og i hvilket regi det skal ske. Hermed opstår behovet for socialpolitik. Denne sammenhæng har virket meget stærkt i Danmark og de øvrige nordiske lande fra 1960 og fremefter. 1960-90 voksede kvindernes erhvervsdeltagelse i Danmark med næsten 700.000 personer. Dermed forsvandt muligheden for, at familierne kunne varetage dagpasningen af børn og omsorgen for ældre, og kommunerne overtog i vidt omfang disse opgaver. Det har været medvirkende til en hidtil uhørt vækst i det offentliges forbrug og dermed i skattetrykket, som i denne periode passerede 50% af bruttonationalindkomsten, og i dag er omkring 45 %.

Historisk set har kernen i socialpolitikken imidlertid været at sikre forsørgelsen af dem, som ikke kan forsørge sig selv. Det gælder ældre, efter at de har trukket sig tilbage fra erhvervslivet, og personer, som pga. fysisk, psykisk eller socialt handicap ikke kan klare et passende arbejde. Også personer, som pga. sygdom eller arbejdsløshed midlertidigt er uden arbejde, har et forsørgelsesproblem, som kræver socialpolitisk stillingtagen fra statens side. Det er også forklaringen på, at de første sociale støtteordninger var sygesikring, arbejdsulykke, arbejdsløshed og pension.

I Danmark er der skabt skattefinansierede forsørgelsesordninger for disse mennesker. I mange andre lande har man i stedet skabt såkaldte socialforsikringer, som dækker de samme forsørgelsesproblemer, men som alene omfatter en begrænset del af befolkningen, fortrinsvis lønmodtagere. Som hovedregel finansieres socialforsikringerne i disse lande ikke over de generelle skatter, men betales som forsikringsbidrag af arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Sygdomsbehandling er også et problem, som socialpolitikken må tage stilling til, herunder genoptræning og rehabilitering af ældre. I de nordiske lande er sygdomsbehandlingen inklusive sygehusene organiseret i det offentliges regi. I andre lande er sygdomsbehandlingen privat virksomhed, men det offentlige betaler helt eller delvis regningerne herfor. I de fleste lande er der universel adgang til behandling for statsborgere og personer med lovligt ophold i landet. Dette er udtryk for to meget forskellige socialpolitiske løsningsmodeller, som imidlertid begge falder ind under begrebet socialpolitik.

Socialpolitik anskues ofte som en overførsel af økonomiske resurser mellem befolkningsgrupper med det formål at skabe større økonomisk lighed. I et vist omfang er der tale om overførsel af midler fra velstillede til dårligt stillede, men der er i endnu større omfang tale om overførsel af midler mellem de enkelte personers forskellige livsfaser, fx fra den erhvervsaktive periode til de ikke-erhvervsaktive perioder eller fra den periode, hvor man er enlig og barnløs, til de perioder, hvor man har store forsørgerbyrder, især over for børn og unge. På samme måde anvendes socialpolitikken til at overføre resurser, fx fra raske til syge. De fleste mennesker er derfor som hovedregel både modtagere og ydere, men balancen varierer livet igennem. I den moderne socialpolitik er udligningen mellem rig og fattig beskeden i sammenligning med overførslerne mellem livsfaserne og mellem personer i forskellige belastningssituationer. Der med til at forklare, at velfærdsstater i de nordiske lande ofte betegnes som værende fra vugge til grav.

Regler for indkomstoverførsler og service varierer fra område til område og kan bygge såvel på skøns- som retsprincipper.