Frem til slutningen af 1800-tallet var socialpolitiske tiltag stort set ensbetydende med forskellige former for fattighjælp, og fattighjælpen antog først med Fattigloven af 1708 en relativt organiseret form; før dette tidspunkt bestod hjælpen hovedsagelig i opførelse af fattighuse for uarbejdsdygtige samt i tilladelse til tiggeri i hjemegnen. Fattigloven af 1708 betød, at det blev pålagt de enkelte sogne at sørge for bl.a. fødevarer til sognets uarbejdsdygtige, fattige indbyggere. De arbejdsdygtige fattige blev henvist til tvangsarbejde i fx tugthuse. Fra 1803 indførtes en fattigskat til dækning af sognenes udgifter til fattighjælp. Modtagere af fattighjælp havde efter indførelsen af fri forfatning i 1849 ikke stemmeret, og indgåelse af ægteskab var dem forbudt. Ved lov oprettedes i 1856 De fattiges Kasse, som helt hvilede på private bidrag, bl.a. fra kirkebøsserne; kassen havde til formål at yde bistand, inden den fattige måtte ty til den almindelige fattigforsørgelse og dermed miste sine borgerlige rettigheder.
I 1891 indførtes Lov om Alderdomsunderstøttelse og en revideret fattiglov; fx indførtes offentlig støtte til lægebehandling, jordemoderhjælp og begravelse. Indførelsen af alderdomsunderstøttelsen var epokegørende: De over 60-årige blev udskilt som værdigt trængende, dvs. at hjælpen blev ydet uden tab af stemmeret, et brud med den hidtidige fattighjælps almissepræg. Desuden bidrog nu ikke alene sognene, men også staten til finansieringen.
En sygekasselov vedtoges i 1892 omfattende et privat, frivilligt forsikringsprincip med kontingentbetaling, men med statsligt tilskud. Sygekasseidéen byggede på en række ældre privatorganiserede sygekasser, som sikrede medlemmerne forskellige former for hjælp under sygdom. I perioden op til Sygekasselovens vedtagelse fandtes omkring 1000 private sygekasser med i alt over 100.000 medlemmer.
En lov om ulykkesforsikring trådte i kraft i 1898. Fra 1907 begyndte staten at yde tilskud til arbejdsløshedskasserne, uden at det medførte tab af borgerlige rettigheder for modtageren. Tilsvarende indførtes 1921 en obligatorisk invaliderentelov, hvorefter invalider fik bistand uden rettighedstab.
De mange enkeltlove, som var vedtaget i perioden fra omkring 1890 til 1930, blev samlet og forenklet gennem den store socialreform i 1933 (Steinckes socialreform). Det blev nu generelt fastslået, at økonomisk støtte til borgerne som følge af en social begivenhed ikke skulle indskrænke de borgerlige rettigheder; indskrænkningerne blev dog først totalt afskaffet med Lov om offentlig forsorg i 1961. Sociallovene blev samlet i fire hovedlove: Lov om folkeforsikring vedrørende sygdom, invaliditet og alderdom, Lov om arbejdsløshed, Lov om ulykkesforsikring og Lov om offentlig forsorg.
Efter 2. Verdenskrig afspejlede sociallovgivningen en stadig udbygning af velfærdsstaten; der indførtes en række love for særlige trangstilfælde, herunder for døve (1950), blinde (1956) og såkaldte åndssvage (1959). I 1956 oprettedes gennem overenskomst på arbejdsmarkedet en sygelønsordning. I 1958 etableredes en hjemmehjælpsordning, som erstattede den hidtidige husmoderafløsning.
Ved en ny lov om folke- og invalidepension (1956) indførtes som princip, at alle havde ret til pension uden hensyn til formue og indkomst og uafhængigt af tidligere erhvervsaktivitet og tidligere indkomstforhold. Alle over 69 år fik således ret til et mindstebeløb i folkepension. I 1964 indførtes Arbejdsmarkedets Tillægspension, en obligatorisk ordning for lønmodtagere, hvor pensionen afhænger af de indbetalte bidrag.
I 1973 oprettedes en obligatorisk sygesikringsordning betalt via generelle skatter, som afløste sygekasserne, og samtidig indførtes en dagpengereform, som sikrede alle mod indtægtstab ved sygdom.
I 1976 trådte Bistandsloven i kraft. Der indførtes hermed en énstrenget struktur, hvilket indebærer, at uanset årsagerne til den sociale nød skal kommunens bistandskontor tage vare på problemerne. Med loven indførtes et skønsprincip, dvs. at der skulle ydes støtte ud fra en samlet vurdering af klientens situation. Der er siden gennemført en lang række ændringer i Bistandsloven. Væsentligt er, at skønsprincippet i 1987 blev ændret til et retsprincip, som betød faste takster for de fleste ydelser. Bistandsloven blev i 1998 afløst af Lov om aktiv socialpolitik og Lov om social service. Retten til at modtage ydelser blev nu betinget af pligt til at udnytte arbejdsevnen, fx. modtage tilbud om job eller aktivering.
Efterlønsordningen, som blev indført i 1979, gjorde det muligt for 60-66-årige medlemmer af en arbejdsløshedskasse at trække sig ud af arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Efterlønnen blev, ligesom de senere orlovs- og aktiveringsordninger, i vidt omfang oprettet med henblik på at reducere ledigheden. I 1999 blev ordningen ændret, så det blev fordelagtigt for den enkelte at udskyde overgangen til efterløn. Med nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år pr. 1.7.2004 omfatter efterlønnen alene 60-64-årige.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.