Danmark - social sikring

Frem til slutningen af 1800-tallet var socialpolitiske tiltag stort set ensbetydende med forskellige former for fattighjælp, og fattighjælpen antog først med Fattigloven af 1708 en relativt organiseret form; før dette tidspunkt bestod hjælpen hovedsagelig i opførelse af fattighuse for uarbejdsdygtige samt i tilladelse til tiggeri i hjemegnen. Fattigloven af 1708 betød, at det blev pålagt de enkelte sogne at sørge for bl.a. fødevarer til sognets uarbejdsdygtige, fattige indbyggere. De arbejdsdygtige fattige blev henvist til tvangsarbejde i fx tugthuse. Fra 1803 indførtes en fattigskat til dækning af sognenes udgifter til fattighjælp. Modtagere af fattighjælp havde efter indførelsen af fri forfatning i 1849 ikke stemmeret, og indgåelse af ægteskab var dem forbudt. Ved lov oprettedes i 1856 De fattiges Kasse, som helt hvilede på private bidrag, bl.a. fra kirkebøsserne; kassen havde til formål at yde bistand, inden den fattige måtte ty til den almindelige fattigforsørgelse og dermed miste sine borgerlige rettigheder.

I 1891 indførtes Lov om Alderdomsunderstøttelse og en revideret fattiglov; fx indførtes offentlig støtte til lægebehandling, jordemoderhjælp og begravelse. Indførelsen af alderdomsunderstøttelsen var epokegørende: De over 60-årige blev udskilt som værdigt trængende, dvs. at hjælpen blev ydet uden tab af stemmeret, et brud med den hidtidige fattighjælps almissepræg. Desuden bidrog nu ikke alene sognene, men også staten til finansieringen.

En sygekasselov vedtoges i 1892 omfattende et privat, frivilligt forsikringsprincip med kontingentbetaling, men med statsligt tilskud. Sygekasseidéen byggede på en række ældre privatorganiserede sygekasser, som sikrede medlemmerne forskellige former for hjælp under sygdom. I perioden op til Sygekasselovens vedtagelse fandtes omkring 1000 private sygekasser med i alt over 100.000 medlemmer.

En lov om ulykkesforsikring trådte i kraft i 1898. Fra 1907 begyndte staten at yde tilskud til arbejdsløshedskasserne, uden at det medførte tab af borgerlige rettigheder for modtageren. Tilsvarende indførtes 1921 en obligatorisk invaliderentelov, hvorefter invalider fik bistand uden rettighedstab.

De mange enkeltlove, som var vedtaget i perioden fra omkring 1890 til 1930, blev samlet og forenklet gennem den store socialreform i 1933 (Steinckes socialreform). Det blev nu generelt fastslået, at økonomisk støtte til borgerne som følge af en social begivenhed ikke skulle indskrænke de borgerlige rettigheder; indskrænkningerne blev dog først totalt afskaffet med Lov om offentlig forsorg i 1961. Sociallovene blev samlet i fire hovedlove: Lov om folkeforsikring vedrørende sygdom, invaliditet og alderdom, Lov om arbejdsløshed, Lov om ulykkesforsikring og Lov om offentlig forsorg.

Efter 2. Verdenskrig afspejlede sociallovgivningen en stadig udbygning af velfærdsstaten; der indførtes en række love for særlige trangstilfælde, herunder for døve (1950), blinde (1956) og såkaldte åndssvage (1959). I 1956 oprettedes gennem overenskomst på arbejdsmarkedet en sygelønsordning. I 1958 etableredes en hjemmehjælpsordning, som erstattede den hidtidige husmoderafløsning.

Ved en ny lov om folke- og invalidepension (1956) indførtes som princip, at alle havde ret til pension uden hensyn til formue og indkomst og uafhængigt af tidligere erhvervsaktivitet og tidligere indkomstforhold. Alle over 69 år fik således ret til et mindstebeløb i folkepension. I 1964 indførtes Arbejdsmarkedets Tillægspension, en obligatorisk ordning for lønmodtagere, hvor pensionen afhænger af de indbetalte bidrag.

I 1973 oprettedes en obligatorisk sygesikringsordning betalt via generelle skatter, som afløste sygekasserne, og samtidig indførtes en dagpengereform, som sikrede alle mod indtægtstab ved sygdom.

I 1976 trådte Bistandsloven i kraft. Der indførtes hermed en énstrenget struktur, hvilket indebærer, at uanset årsagerne til den sociale nød skal kommunens bistandskontor tage vare på problemerne. Med loven indførtes et skønsprincip, dvs. at der skulle ydes støtte ud fra en samlet vurdering af klientens situation. Der er siden gennemført en lang række ændringer i Bistandsloven. Væsentligt er, at skønsprincippet i 1987 blev ændret til et retsprincip, som betød faste takster for de fleste ydelser. Bistandsloven blev i 1998 afløst af Lov om aktiv socialpolitik og Lov om social service. Retten til at modtage ydelser blev nu betinget af pligt til at udnytte arbejdsevnen, fx. modtage tilbud om job eller aktivering.

Efterlønsordningen, som blev indført i 1979, gjorde det muligt for 60-66-årige medlemmer af en arbejdsløshedskasse at trække sig ud af arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Efterlønnen blev, ligesom de senere orlovs- og aktiveringsordninger, i vidt omfang oprettet med henblik på at reducere ledigheden. I 1999 blev ordningen ændret, så det blev fordelagtigt for den enkelte at udskyde overgangen til efterløn. Med nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år pr. 1.7.2004 omfatter efterlønnen alene 60-64-årige.

Staten har det overordnede ansvar for den sociale lovgivning og planlægning, mens kommunerne på næsten alle områder står for administrationen i forhold til borgerne; undtagelser herfra er sygehusvæsenet, der administreres af amterne, arbejdsløshedsdagpengene, som administreres af arbejdsløshedskasserne, og erstatninger ved arbejdsskader, som varetages af forsikringsselskaber og af Arbejdsskadestyrelsen. Loven om arbejdsmarkedsfonde og indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget i 1994 har øget arbejdsgivernes og lønmodtagernes finansieringsandel, men det er fortsat kendetegnende for Danmark, at de sociale ydelser kun i ringe grad er baseret på arbejdsgiverbidrag og direkte bidragsbetaling fra de sikrede, og at retten til økonomisk bistand kun i begrænset omfang afhænger af tidligere erhvervsaktivitet. 62 procent af de samlede sociale udgifter i Danmark finansieres af det offentlige via skatter og afgifter mod kun 37 procent for EU-landene i gennemsnit (2002), hvilket har medført, at Danmark blandt EU-lande har et af de højeste skatte- og afgiftstryk. Kommunalreformen pr. 1.1.2007 ændrer grundlæggende på opgavefordelingen. Amtskommunerne nedlægges og de fem nye regioner får ansvar for sundhedsområdet, dog i tæt samarbejde med de 98 nye kommuner (før 271). Kommunerne får myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar for stort set alle sociale ydelser og tilbud.

De sociale udgifter udgjorde i 2004 41 procent af de samlede offentlige driftsudgifter og 30 procent af BNP. Målt i faste priser er udgifterne øget 12 procent i perioden 1999-2004; en stigende andel af ydelserne gives som kontantydelser. Ydelser vedrørende alderdom, sygdom og invaliditet udgør over 70 procent af samtlige sociale udgifter (2004). Ved siden af de offentlige ordninger findes flere hundrede frivillige kirkelige og humanitære organisationer, krisecentre og besøgsordninger.

De tidligere regler om barselsorlov og børnepasningsorlov blev fra 2002 erstattet af en ny lov, den såkaldte fleksible barselsorlov. Forældrene har tilsammen 52 ugers barselsorlov mod før 32. Moderen har ret til 4 ugers orlov før fødslen og 14 uger efter, faderen har ret til 2 uger efter fødslen. Efter 14 uger har forældrene ret til yderligere 32 ugers orlov, som de frit kan dele mellem sig, og som kan udskydes til barnet er fyldt 9 år. Under orloven ydes dagpenge svarende til arbejdsløshedsdagpenge, men mange lønmodtagere har gennem overenskomst med arbejdsgiveren ret til fuld løn.

Alle familier med børn under 18 år modtager, uanset indkomsten, børnefamilieydelse som et fast skattefrit beløb pr. barn og med en højere sats for børn under syv år; forsørgere, som er enlige eller pensionister, kan desuden få børnetilskud. Børneydelserne er relativt høje i Danmark. Børnefamilier kan få gratis hjemmehjælp, hvis den person, som skal tage vare på hjem og børn, ikke kan klare det pga. fx sygdom eller fødsel. Familier, der bor til leje, kan, bl.a. afhængigt af husstandsindkomsten og huslejen, modtage boligsikring (203.000 modtagere i 2005).

De offentligt støttede daginstitutioner for børn omfatter især vuggestuer (0-2-årige), børnehaver (3-6-årige), fritidshjem (6-10-årige) og skolefritidsordninger i tilknytning til folkeskolerne. Desuden findes kommunal dagpleje, hvor børn passes i private hjem; forældrebetalingen udgør maks. 33 procent af driftsomkostningerne, fra 2006 nedsat til 25 procent for børn under 3 år, og der kan af økonomiske eller sociale grunde gives hel eller delvis friplads. En stadig stigende andel af børn går i daginstitution, i 2005 95 procent af de 3-5-årige. Der er indført frit valg af dagtilbud over kommunegrænser og fra 1.7.2006 etableret pasningsgaranti for børn fra ¹/₂ år til skolestart.

Kommunen skal efter behov yde praktisk, pædagogisk og økonomisk rådgivning og støtte til familier med børn og unge. Hvis barnet ikke kan være i eget hjem, kan kommunen med eller uden forældrenes samtykke placere barnet uden for hjemmet i fx familiepleje eller døgninstitution; tvangsfjernelse kan ske, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling i modsat fald vil lide skade. Ved udgangen af 2004 var 14.000 børn anbragt uden for eget hjem, hvoraf 1200 var tvangsfjernet. I 2001 fik 15.000 børn og unge forebyggende hjælp i form af fx aflastningsophold. Desuden modtog 36.000 hjælp på familieniveau, fx konsulentbistand, eller praktisk støtte.

Lønmodtagere og selvstændige har ret til arbejdsløshedsdagpenge efter mindst et års medlemskab af en arbejdsløshedskasse samt mindst 52 ugers arbejde inden for de sidste tre år; nyuddannede har ret til dagpenge (82 procent af satsen) en uge efter uddannelsens afslutning; ydelsesperioden er normalt højst fire år inden for en periode på seks år. Dagpengene udgør højst 90 procent af hidtidig indkomst, dog med en maksimumssats. Ikke-forsikrede ledige kan, afhængigt af forsørgerforhold og familiens samlede økonomiske formåen, modtage kontanthjælp efter Lov om aktiv socialpolitik. Det samlede antal ledige omregnet til fuldtid var 157.000 i 2005 mod 288.000 i 1995. Revalideringsydelsen blev indført i 1990. Den svarer til dagpengesatsen og forudsætter, at modtageren følger en plan om uddannelse og erhvervsmæssig optræning. Ordningen omfatter 26.000 omregnet til fuld tid i 2005.

Den socialpolitiske strategi har fra begyndelsen af 1990'erne prioriteret aktiverende foranstaltninger for den ledige og i et vist omfang pligt til at modtage tilbuddene som betingelse for fortsat økonomisk støtte. Den ledige har efter kort tid ret og pligt til at modtage aktiveringstilbud, fx jobtræning og uddannelse, som blev indført med arbejdsmarkedsreformen pr. 1.1.1994. Reformen omfattede regler om kommunal aktivering, støttet beskæftigelse, uddannelsestilbud og orlovsmuligheder. Ordningerne er siden ændret og udbygget adskillige gange; ved Lov om aktiv socialpolitik (1998) indførtes regler om fleks- og skånejob, og i 2003 samledes en række aktiveringsregler i Lov om aktiv beskæftigelsespolitik. Efterløn er en tilbagetrækning for ældre på arbejdsmarkedet, som bl.a. også skal stimulere beskæftigelsen for de yngre. Berettigede til efterløn er de 60-64-årige, som har været a-kasse-medlemmer og indbetalt efterlønsbidrag i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, hvad enten de er beskæftigede eller ledige. Efterlønnen afhænger af tidligere løn og er maks. på størrelse med arbejdsløshedsdagpenge. De nævnte aktiverings- og tilbagetrækningsordninger omfattede i 2004 knap 270.000 personer omregnet til fuldtid.

Alle erhvervsaktive, som lider indtægtstab pga. sygdom eller tilskadekomst, har ret til sygedagpenge fra første fraværsdag; selvstændige modtager dog kun sygedagpenge i de første tre uger, hvis de har tegnet en forsikring. Varighedsgrænsen er 12 mdr. inden for de seneste 18 mdr., men grænsen kan forlænges. Overenskomsterne på arbejdsmarkedet sikrer mange lønmodtagere fuld løn under sygdom.

Den offentlige sygesikring dækker fuldt ud udgifterne til almen lægehjælp og speciallægehjælp, delvis udgifterne til tandlæge og kiropraktor mv. samt til medicin. Den alment praktiserende læge yder behandling eller henviser til speciallæge eller til et sygehus. Behandling på sygehus er gratis. Efter lægehenvisning gives gratis hjemmesygepleje, så man har mulighed for at blive i eget hjem under sygdom. Den kommunale børne- og ungdomstandpleje er gratis at benytte.

For offentligt ansatte er den højeste aldersgrænse for pensionering det fyldte 70. år. For privatansatte findes ikke en generel aldersgrænse, men lokalt i virksomhederne er der ofte fastsat bestemte regler vedr. pensionering og pensionsalder. I praksis er tilbagetrækningsmønsteret stærkt påvirket af gældende lovregler om mulighederne for overgang til folkepension, førtidspension eller efterløn mv. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er generelt faldende; i 2004 modtog godt 72 procent af de 60-66-årige førtidspension, efterløn eller andre indkomsterstattende ydelser. Med virkning fra 1.7.2004 har personer der fylder 65 år (tidligere 67 år) ret til folkepension, som er skattefinansieret og uafhængig af tidligere indkomst. Danmark er blandt de lande i verden, hvor folkepensionen (samt førtidspensionen og efterlønnen) har den højeste dækningsgrad (pension i forhold til tidligere indkomst) for lavindkomstfamilier. I alt 746.000 danskere er folkepensionister (2005). Pensionerede lønmodtagere får desuden ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension), en obligatorisk ordning for 16-66-årige lønmodtagere, hvor pensionen er afhængig af indbetalte bidrag fra arbejdsgiver (²/₃) og lønmodtager (¹/₃). Hertil kommer en række overenskomstmæssigt aftalte pensionsordninger samt supplerende privat tegnede pensioner (kapitalpension mv.), som alt i alt betyder, at mange lønmodtagere har en langt højere dækningsgrad.

Personer i alderen 18-64 år (før 1.7.2004 18-66 år) kan efter ansøgning gå på førtidspension. Med førtidspensionsreformen 1.1.2003 kan der kun tilkendes én form for førtidspension. Pensionen tildeles alene til personer med varig nedsat arbejdssevne, hvor personen ikke er i stand til at tage alm.beskæftigelse eller fleksjob. I 2005 var der i alt 256.000 førtidspensionister.

Såvel folke- som førtidspension kan alt efter de økonomiske forhold suppleres med forskellige tillæg, fx personligt tillæg, varmetillæg og tilskud til medicinudgifter. Efter reformen i 2003 kan nye førtidspensionister ikke få disse tillæg, men kan efter Lov om social service søge om dækning af ekstraordinære udgifter. Folke- og førtidspensionister, som er lejere, andelshavere eller bor i ejerbolig, kan afhængigt af indkomst og boligudgift få boligydelse efter regler, som er mere fordelagtige end reglerne om boligsikring for ikke-pensionister. Førtidspensionister efter de nye regler fra 2003 kan ikke få boligydelse men boligsikring efter gunstige regler.

Andelen af ældre, som bor på plejehjem, har været dalende i de senere år; traditionelle plejehjem opføres stort set ikke mere, idet det i adskillige år har været en ældrepolitisk målsætning, at flest muligt skal forblive i eget hjem. I takt med denne udvikling er der opført et stigende antal ældreboliger med særlige faciliteter og varierende grad af tilknyttet service, som i en del tilfælde er på niveau med traditionelle plejehjem. Samtidig modtager flere og flere hjemmehjælp og ældreservice (uden brugerbetaling), hvilket hænger sammen med, at flere ældre lever længere og bliver boende i eget hjem.

Det er ligeledes målsætningen, at handicappede skal blive længst muligt i eget hjem; uanset indtægtsforhold stilles nødvendige hjælpemidler til rådighed, og der gives hjælp til indretning af boligen og til merudgifter som følge af handicappet; endvidere skal kommunen sørge for revalidering, genoptræning og beskæftigelsestilbud. For handicappede, der ikke kan bo i eget hjem, har der i en årrække været en omstilling fra store institutioner til små bofællesskaber eller selvstændige boliger med fællesfaciliteter og service.