økonomisk politik

Ønsker om at gribe ind for at forbedre den samfundsøkonomiske effektivitet er typisk begrundet i, at en ureguleret markedsøkonomi som følge af forskellige markedsfejl ikke vil fungere problemløst. Det kan skyldes manglende konkurrence, fravær af bestemte typer markeder, ufuldkommen og specielt asymmetrisk information samt eksterne effekter som følge af påvirkninger og afhængighed ud over dem, som følger af, at man handler på et marked (eksempelvis udledning af drivhusgasser). Sådanne markedsfejl præger i forskelligt omfang verdens markedsøkonomier, og en fornuftig økonomisk politik vil i så fald kunne afhjælpe problemet.

Konkrete økonomisk-politiske tiltag påvirker typisk såvel fordelingen som efficiensen i et samfund, og ofte vil virkningen på de to typer af hensyn være modsatrettet. Dette fører til den nok mest fundamentale afvejning i den økonomiske politik, nemlig afvejningen mellem fordelings- og effektivitetshensyn (på engelsk benævnt the equity-efficiency trade-off). Den præger bl.a. skattepolitikken, hvor man typisk vil afbalancere hensynet til en beskatning, der udjævner indkomstforskelle, med hensynet til, at skattesystemet ikke skal indebære for store inefficienser i form af dødvægtstab ved at forvride tilskyndelsen til at arbejde og spare op.

Pengepolitik er i dag det mest anvendte stabiliseringsinstrument i de fleste vestlige lande. En af grundene hertil er, at centralbankerne oftest er uafhængige af de valgte politikere og derfor har mulighed for at handle hurtigt og også kan tage upopulære beslutninger, hvis det skønnes fornuftigt. I særlig to situationer er pengepolitik dog ikke anvendelig, hvorfor finanspolitikkens rolle bliver tilsvarende vigtigere. Det ene tilfælde er, når et land fører fastkurspolitik (hvilket blandt andet gælder Danmark). I dette tilfælde må pengepolitikken indrettes på at opretholde den faste valutakurs og kan derfor ikke samtidig styres efter de indenlandske konjunkturforhold. Det andet tilfælde er den såkaldte likviditetsfælde, dvs. en situation med et så lavt renteniveau, at det ikke er muligt for centralbanken at sænke den nominelle rente yderligere. I den situation kan centralbanken ikke stimulere aktivitetsniveauet ved traditionel pengepolitik. En sådan situation har været relevant i mange lande under og efter Finanskrisen.

Tidligere har desuden såvel indkomstpolitik (dvs. politiske forsøg på direkte at påvirke pris- og løndannelsen) som valutakurspolitik (i form af devalueringer eller revalueringer) været benyttet som stabiliseringspolitiske virkemidler, bl.a. i Danmark. Begge de to former for politik har dog vist sig at være uhensigtsmæssige og regnes i dag normalt ikke for at være brugbare.

Vigtige former for strukturpolitik er:

• arbejdsmarkedspolitik, eksempelvis regler for arbejdsløshedsunderstøttelse, regulering af konflikter på arbejdsmarkedet og tiltag rettet imod at forbedre arbejdsstyrkens kvalifikationer;
• konkurrencepolitik, som tager sigte på at forbedre konkurrenceforholdene, eksempelvis regler for indgåelse af handler og kontrakter og deres håndhævelse samt regler, der bekæmper monopoladfærd;
• makroprudentiel politik, der forsøger at begrænse risikoen for finansiel ustabilitet, eksempelvis ved regulering af de finansielle virksomheders udlånsvirksomhed;
• erhvervspolitik, hvis formål er at påvirke erhvervsstrukturen og dermed den nationale produktions sammensætning, eksempelvis via subsidier som landbrugsstøtte;
• handelspolitik, som forsøger at påvirke udenrigshandelen, eksempelvis via told eller frihandelsaftaler.

Også finans- og pengepolitik, som er de primære stabiliseringspolitiske redskaber, har strukturpolitiske dimensioner. Således påvirker skatter og tilskud incitamentsstrukturen og kan derfor benyttes til at påvirke adfærden i en ønsket retning, udover at de kan tjene grundlæggende fordelingspolitiske formål. Eksempler er brug af afgifter i miljøpolitikken eller brug af tilskud i fordelingspolitikken.

Andre politikområder som eksempelvis boligpolitik og klimapolitik har også klare økonomiske konsekvenser og skal derfor også medtænkes i den økonomiske politik.

Disse og andre politisk-økonomiske betragtninger har ført til indførelsen af forskellige institutionelle regler og begrænsninger i den økonomiske politik. Reglerne for gæld og underskud i ØMU’en og i den danske budgetlov er eksempler herpå. Et andet eksempel er, at centralbankerne, der står for pengepolitikken, i vidt omfang i dag er sikret uafhængighed fra de folkevalgte parlamenters og regeringers ønsker.