økonomisk politik

til økonomisk-politiske indgreb kan være, at en ureguleret markedsmekanisme som følge af forskellige markedsimperfektioner ikke fungerer problemløst.

Det kan skyldes manglende konkurrence, fravær af bestemte typer markeder, informationsmæssige forhold samt eksterne effekter som følge af påvirkninger og afhængighed ud over dem, som følger af, at man handler på et marked.

Indgreb kan også være begrundet i fordelingspolitiske målsætninger, når man ikke kan acceptere den fordeling af de økonomiske muligheder, som markedsmekanismen frembringer. Endelig kan økonomisk-politiske tiltag være et resultat af forskellige interessegruppers forsøg på at tilgodese egne interesser.

i økonomisk politik er mangfoldige. På det makroøkonomiske område er finanspolitikken et væsentligt instrument; den omfatter de offentlige udgifters niveau og sammensætning samt finansieringen af dem gennem forskellige former for skatter og afgifter eller låntagning.

Påvirkning af finansielle forhold som rente og likviditet samt de vilkår, hvorunder finansielle transaktioner foregår, betegnes penge- og kreditpolitik (se pengepolitik).

Valutakurspolitik er spørgsmålet om valget mellem fast eller flydende valutakurs og implementering af det i praksis (se valuta (valutakurs)). Indgreb mhp. at påvirke pris- og løndannelsen som led i at holde inflationen nede betegnes indkomstpolitik; denne økonomiske politik er ikke længere så benyttet, idet der omkring årtusindskiftet lægges mere vægt på penge- og valutakurspolitik som midler til at styre inflationen. Økonomisk politik mhp. forbedring af arbejds-, produkt- og kapitalmarkeder kaldes ofte strukturpolitik.

De finanspolitiske instrumenter kan også benyttes i relation til specifikke formål. Skatter eller afgifter påvirker incitamentstrukturen og kan derfor benyttes til at påvirke adfærden i en ønsket retning; et eksempel er brug af skatter og afgifter i miljøpolitikken eller brug af tilskud i fordelingspolitikken.

Tilrettelæggelsen af de rammer og spilleregler, som forskellige former for økonomiske aktiviteter foregår under, er også en væsentlig del af den økonomiske politik og vedrører forhold i relation til lovgivning, regler, institutioner, overvågning og kontrol.

Eksempler er regler for indgåelse af handler og kontrakter og deres håndhævelse samt regler til sikring af fri konkurrence (konkurrencelovgivningen). Et indgreb kan også være af kvantitativ art, fx mængdemæssige begrænsninger knyttet til landbrugets brug af gødning eller krav til indholdet i bestemte typer produkter.

om den økonomiske politik har traditionelt sat forholdet mellem antal mål og antal midler, såkaldte instrumenter, i centrum. Er der i den økonomiske politik flere målsætninger, end der er instrumenter, vil det ikke være muligt at nå dem alle.

Et eksempel kunne være målsætninger om at sikre fuld beskæftigelse samt en lige lønfordeling, men hvor disse målsætninger ikke kan forenes under de eksisterende markedsforhold, arbejdsstyrkens kvalifikationer osv.

I en sådan situation bliver en politisk prioritering nødvendig for at afveje de forskellige målsætninger mod hinanden; fx hvilken vægt der skal lægges på at opnå fuld beskæftigelse i forhold til at sikre en lige lønfordeling.

Et andet centralt aspekt er de forhold, som den økonomiske politik bliver tilrettelagt under, idet troværdighed og forventninger til den fremtidige politik kan være afgørende for effekterne af et aktuelt indgreb.

Et særligt problem er, om en given økonomisk politik er tidskonsistent, dvs. at der ikke fremover vil vise sig et incitament til at fravige den oprindelig annoncerede politik; er politikken ikke tidskonsistent, vil den ikke have de tilsigtede virkninger.

Et eksempel kunne være, at man politisk betoner nødvendigheden af, at folk selv sparer op til deres alderdom. Opsparingen vil kun blive øget, såfremt det er troværdigt, at man bliver bedre stillet ved at spare mere op; det forudsætter, at det er tidskonsistent, og derfor, at folk med pensionsopsparing ikke fremover vil få en mindre folkepension eller blive stillet over for krav om brugerbetaling.

Problemer med tidsinkonsistens kan undertiden mindskes eller løses ved at forlænge tidshorisonten for de økonomisk-politiske beslutningstagere, fx en længere valgperiode, eller ved institutionelle ændringer, som gør det vanskeligere at ændre den økonomiske politik, fx oprettelse af uafhængige institutioner som Den Europæiske Centralbank.