i økonomisk politik er mangfoldige. På det makroøkonomiske område er finanspolitikken et væsentligt instrument; den omfatter de offentlige udgifters niveau og sammensætning samt finansieringen af dem gennem forskellige former for skatter og afgifter eller låntagning.
Påvirkning af finansielle forhold som rente og likviditet samt de vilkår, hvorunder finansielle transaktioner foregår, betegnes penge- og kreditpolitik (se pengepolitik).
Valutakurspolitik er spørgsmålet om valget mellem fast eller flydende valutakurs og implementering af det i praksis (se valuta (valutakurs)). Indgreb mhp. at påvirke pris- og løndannelsen som led i at holde inflationen nede betegnes indkomstpolitik; denne økonomiske politik er ikke længere så benyttet, idet der omkring årtusindskiftet lægges mere vægt på penge- og valutakurspolitik som midler til at styre inflationen. Økonomisk politik mhp. forbedring af arbejds-, produkt- og kapitalmarkeder kaldes ofte strukturpolitik.
De finanspolitiske instrumenter kan også benyttes i relation til specifikke formål. Skatter eller afgifter påvirker incitamentstrukturen og kan derfor benyttes til at påvirke adfærden i en ønsket retning; et eksempel er brug af skatter og afgifter i miljøpolitikken eller brug af tilskud i fordelingspolitikken.
Tilrettelæggelsen af de rammer og spilleregler, som forskellige former for økonomiske aktiviteter foregår under, er også en væsentlig del af den økonomiske politik og vedrører forhold i relation til lovgivning, regler, institutioner, overvågning og kontrol.
Eksempler er regler for indgåelse af handler og kontrakter og deres håndhævelse samt regler til sikring af fri konkurrence (konkurrencelovgivningen). Et indgreb kan også være af kvantitativ art, fx mængdemæssige begrænsninger knyttet til landbrugets brug af gødning eller krav til indholdet i bestemte typer produkter.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.