velfærd

har optaget økonomer siden midt i 1800-t. Økonomisk velfærd er imidlertid kun en del af den totale velfærd, nemlig den del, som direkte eller indirekte kan måles i penge, den materielle velfærd.

Udgangspunkt for måling af den materielle velfærd er nationalregnskabet, der er opstillet efter internationalt vedtagne definitioner. Blandt økonomer såvel nationalt som internationalt er der imidlertid enighed om, at det er problematisk at anvende nationalregnskabet som direkte indikator til måling af et samfunds velfærd og ikke mindst ændringer heri.

Nationalregnskabsopgørelsen kan nemlig vise en markant økonomisk fremgang i form af en økonomisk vækst, der dækker over velfærdsmæssige tab, fx forøget forurening og et mere presset arbejdsliv, der giver tab af livskvalitet. Hertil kommer, at ikke blot summen af de enkelte individers økonomiske velfærd, men også fordelingen imellem dem spiller en rolle.

I begyndelsen af 1970'erne arbejdede bl.a. amerikanske og japanske økonomer med begrebet bæredygtig økonomisk velfærd, hvor man inddrog de langsigtede aspekter ved bl.a. at indregne udtørring af ikke fornybare resurser, langsigtede miljøødelæggelser og ændringer i beholdningen af det menneskeskabte produktionsapparat.

Danmarks Statistik og Rockwool Fondens Forskningsenhed offentliggjorde i 1995 En velfærdsindikator for Danmark 1970-90, der tager udgangspunkt i det private og offentlige forbrug, som det opgøres i nationalregnskabet.

Hertil lægges afkastet fra varige forbrugsgoder og fra det offentlige produktionsapparat, værdien af husholdningernes produktion og fritid, mens defensive udgifter som forsvar, politi- og retsvæsen samt miljøbeskyttelse og omkostninger ved forurening bliver trukket fra.