velfærdsteori

Velfærdsteori, disciplin inden for økonomisk teori, som analyserer alternative måder, hvorpå samfundets produktion og fordeling af varer og tjenester kan arrangeres. Velfærdsteoriens oprindelse kan spores tilbage til bl.a. Adam Smith, der indførte betegnelsen "den usynlige hånd" for markedets afbalancering af forbrugernes ønsker om forsyning og producenternes beslutning om produktion.

Markedet ses her som en allokeringsmekanisme (fordelingsmekanisme), som på baggrund af forbrugerønsker og teknologiske muligheder frembringer et produktionsresultat såvel som en fordeling af det mellem forbrugerne; markedet viser sig som en overraskende velfungerende mekanisme, især i betragtning af, at de impliceredes handlinger er styret alene af egennytte og profithensyn.

Samfundets allokeringsproblem og spørgsmålet om alternative løsninger til det blev genstand for en bredere diskussion, efter at den teoretiske ramme var tilvejebragt i slutningen af 1800-t. gennem fremkomsten af den generelle ligevægtsteori med arbejder af Léon Walras og Vilfredo Pareto, se neoklassisk økonomisk teori.

I 1930'erne blev området en selvstændig disciplin med betegnelsen velfærdsøkonomi (eng. Welfare Economics). Sin endelige afrunding såvel som den matematiske formulering fik teorien fra midt i 1950'erne.

Velfærdsteorien har som hovedelement bibeholdt den oprindelige interesse for markedsmekanismen med det udgangspunkt, at der ønskes en metode til allokering i samfundet, samt at alternative metoder vurderes efter den behovstilfredsstillelse, som forbrugerne vil få som resultat af samfundets produktions- og fordelingsbeslutninger.

Gennem begrebet Pareto-optimalitet placeres mange forskellige forbrugeres individuelle holdninger i en rangordning, som med rimelighed kan siges at udtrykke en samlet og dermed samfundets vurdering; en allokering er Pareto-optimal, hvis der ikke er en anden allokering, som alle forbrugere opfatter som mindst lige så god, og som nogle forbrugere faktisk foretrækker.

Herefter formuleres "velfærdsteoriens to hovedsætninger": 1) markedsmekanismen sikrer Pareto-optimal allokering; 2) enhver Pareto-optimal allokering kan frembringes af markedsmekanismen suppleret med en passende omfordeling af indkomster i samfundet.

Hermed udtrykkes, dels at markedsmekanismen sikrer en optimal allokering, dels at markedsmekanismen er tilstrækkelig fleksibel til, at alle optimale allokeringer vil kunne opnås ad den vej.

Den moderne velfærdsteori udvider og modificerer hovedsætningerne i flere forskellige retninger. En nøjere gennemgang af argumentationen for markedsmekanismens funktionsduelighed vil nemlig vise, at den er afhængig af en række antagelser, som ikke altid vil være opfyldt.

I så fald fungerer markedsmekanismen mindre tilfredsstillende, og der tales om forskellige typer af markedssvigt, herunder 1) eksterne effekter, dvs. påvirkning fra visse virksomheder eller forbrugere af andres handlemuligheder, der ligger ud over den indbyrdes påvirkning og afhængighed, der stammer fra, at man handler indbyrdes på markedet; 2) stordriftsfordele, som gør, at der kun vil være en enkelt producent, der får en monopolstilling og derfor påvirker markedet; 3) forekomst af offentlige goder, der forbruges af alle samtidig; eller 4) asymmetrisk information, således at parterne på markedet ikke har samme viden om relevante forhold. Markedssvigt kan til dels afhjælpes ved en passende offentlig regulering, og teorien om markedssvigt har som opgave at klassificere typer sammen med de relevante indgreb.

Skulle samfundets allokeringsproblem ordnes centralt, ville det kræve information om både borgernes behov og producenternes teknologiske formåen, og den kan det efter omstændighederne være ganske krævende at indsamle og behandle.

Heroverfor står markedsmekanismen som særdeles simpel, idet der her kun kræves information om priser; resten ordner parterne selv. I arbejder inspireret af den amerikanske økonom Leonid Hurwicz vurderes markedsmekanismen som optimal ud fra, hvor lidt information den kræver.

Mens den klassiske velfærdsteori har koncentreret sig om efficiens, formuleret som Pareto-optimalitet, har nyere teori også inddraget afvejning af efficiens over for lighed mellem forbrugernes mulighed for at forsyne sig med goder og undersøgt, i hvilket omfang de to fænomener lader sig forlige.