I 2024 bliver der afholdt flere valg rundtom i verden, end der nogensinde tidligere er blevet afholdt på ét år. De to første var parlamentsvalgene i henholdsvis Bangladesh (7. januar) og Bhutan (9. januar).

En række valg i store lande

Blandt årets vigtigste valg er USA's præsidentvalg den 5. november, men der er også valg til nogle af pladserne i Senatet og hele Repræsentanternes Hus. Der skal også være præsidentvalg i Rusland, parlamentsvalg i Indien i april eller maj, parlamentsvalg i Storbritannien, et afgørende valg til nationalforsamlingen i Sydafrika den 29. maj og tre forskellige valg i Indonesien den 14. februar.

De mange valg vil dels være nationale valg (dels præsidentvalg og dels parlamentsvalg – og i lande med to kamre måske både til underhuset og overhuset, hvis det sidste vælges), dels nationale folkeafstemninger. I nogle tilfælde medtages også regionale valg, men det understreges, at det altså ikke er tilfældet for alle verdens regionale valg. Lokale valg (herunder særskilte afstemninger om borgmestre) medtages ikke.

Hertil kommer så yderligere forsommerens valg til Europa-Parlamentet i samtlige 27 medlemslande i Den Europæiske Union (EU).

Hvorfor så mange valg i 2024?

Det er mest en tilfældighed, at der skal være så mange valg i 2024. Valgperioderne rundtomkring er forskellige, selv om de oftest er fire eller fem år. To lande med faste valgperioder og henholdsvis fire- og femårige valgperioder vil faktisk kun opleve at skulle holde valg samme år med 20 års mellemrum. Hertil kommer, at der i nogle lande kan udskrives valg inden den ordinære valgperiodes udløb, hvilket kan bringe yderligere uorden i valgkalenderne.

Hvor mange valg skal der være hvor?

En foreløbig optælling viser, at der vil blive afholdt ca. 80-90 nationale valg (inkl. valgene til Europa-Parlamentet) og yderligere en hel del regionale og lokale valg. De mange valg vil være fordelt over alle verdens regioner og kontinenter (med undtagelse af Antarktis). En foreløbig oversigt over de forventede valg ses i tabellen i slutningen af artiklen.

Tilbagegang for demokrati trods mange valg?

Mange rapporter har påvist, at den demokratiske tilstand i mange lande ikke er så sikker og så overbevisende som for bare nogle år siden. Derfor er det rimeligt at spørge, om der ikke er en modsætning mellem de demokratiske tilbageslag og så det forhold, at der skal holdes så mange valg i 2024?

Heri er der dog intet mærkeligt, for også i mindre stabile demokratier og autoritære stater bliver der afholdt valg, i det mindste for et syns skyld. Det kan være valg, der reelt er afgjort på forhånd, og det kan være valg til fx parlamenter, der ikke har faktisk indflydelse. Antallet af valg, der vil blive gennemført i 2024, siger altså intet reelt om verdens demokratiske tilstand.

Verdens demokratiske tilstand undersøges i øvrigt løbende af en række institutioner og forskningsprojekter (Freedom House, International IDEA, V-Dem osv.). Deres resultater giver nyttige indikationer på, hvordan den demokratiske udvikling forløber i fleste lande, og deres publikationer er tilgængelige på nettet (se nederst).

Foreløbig oversigt over valg i 2024

Tabellen nedenfor er et forsøg på samle information om de mange valg. Tabellen, som er kronologisk opbygget for hvert kontinent/hver region, vil blive opdateret løbende.

Valg i verden 2024

Dato (fast eller foreløbig)

Land Valg/afstemning
7. januar Bangladesh Parlamentsvalg
9. januar Bhutan Parlamentsvalg
13. januar Taiwan Præsidentvalg, parlamentsvalg
14. januar Comorerne Præsidentvalg
21. januar Liechtenstein Folkeafstemning
26. januar Tuvalu Parlamentsvalg
28. januar Finland Præsidentvalg, 1. runde
4. februar El Salvador Præsidentvalg; parlamentsvalg
7. februar Aserbajdsjan Præsidentvalg
8. februar Pakistan Parlamentsvalg
11. februar Finland Præsidentvalg, 2. runde. Omvalg mellem de to kandidater med flest stemmer
11. februar Tyskland (Berlin) Omvalg til Forbundsdagen i dele af Berlin
14. februar Indonesien Præsidentvalg; parlamentsvalg; regionale råd
25. februar Cambodja Parlamentsvalg
25. februar Hviderusland (Belarus) Parlamentsvalg
25. februar Liechtenstein Folkeafstemning
25. februar Italien regionalvalg på Sardinien
1. marts Iran Rådgivende forsamling; eksperternes forsamling
8. marts Irland Folkeafstemning
10. marts Portugal Parlamentsvalg
10. marts Italien regionalvalg i Abruzzo-regionen
15.-17. marts Rusland Præsidentvalg
23. marts Slovakiet Parlamentsvalg
24. marts Senegal Præsidentvalg
31. marts* (men er pga. krigen udsat på – reelt – ubestemt tid) Ukraine Præsidentvalg
4. april Kuwait Parlamentsvalg
10. april Nordkorea Parlamentsvalg
10. april Sydkorea Parlamentsvalg
11. april* Nordirland Valg af NI Assembly
17. april Salomonøerne Parlamentsvalg og samtidigt valg til provinsforsamlingerne og byrådet i Honiara
19. april og de næste seks-syv uger, dvs. til slutningen af maj Indien Parlamentsvalg. Afviklingen af valget tager så lang tid, fordi det gennemføres efter en rullende plan i landets forskellige delstater
21. april Maldiverne Parlamentsvalg
21. april Ecuador Folkeafstemning
24. april Nordmakedonien Præsidentvalg
29. april Togo Valg til Nationalforsamlingen
30. april* Kiribati Præsidentvalg; parlamentsvalg
5. maj Panama Parlamentsvalg
6. maj Tchad Præsidentvalg
8. maj Nordmakedonien Parlamentsvalg (og evt. 2. runde af præsidentvalg)
12. maj Litauen Præsidentvalg
Folkeafstemning
12. maj Catalonien Valg til det regionale parlament
19. maj Den Dominikanske Republik Præsidentvalg; senatsvalg; deputeretkamm.
26. maj Litauen Evt. omvalg i forlængelse af præsidentvalget 12. maj
29. maj Sydafrika Parlamentsvalg (og valg til provinsparlamenterne)
29.maj Vanuatu Folkeafstemning
29. maj Madagaskar Valg til Nationalforsamlingen
31. maj Ny Kaledonien Valg til territoriets parlament, Congrès de la Nouvelle-Calédonie
1. juni Island Præsidentvalg
2. juni Mexico Præsidentvalg; senatsvalg; valg til deputeretkammeret
6.-9. juni Alle 27 EU-medlemslande Valg til Europa-Parlamentet
7. juni* Irland Folkeafstemning
9. juni Belgien Repræsentantkammeret; regionale valg
9. juni Bulgarien Valg til Nationalforsamlingen
22. juni Mauretanien Præsidentvalg
28. juni Mongoliet Parlamentsvalg
30. juni Kiribati Præsidentvalg og valg til House of Assembly
15. juli Rwanda Præsidentvalg; deputeretkamm.
28. juli Venezuela Præsidentvalg
31. juli* Syrien Parlamentsvalg
1. september Tyskland Landdagsvalg i Sachsen og Türingen
7. september Algeriet Præsidentvalg
20. september Tyskland Landdagsvalg i Brandenburg
30. september* Østrig Parlamentsvalg
30. september* Tjekkiet Senatsvalg
30. september* Sri Lanka Præsidentvalg; parlamentsvalg
30. september* Rumænien Præsidentvalg; valg til senatet, valg til deputeretkammeret
13. oktober* Litauen Parlamentsvalg
9. oktober* Mozambique Præsidentvalg; parlamentsvalg
19. oktober Canada Regionalvalg i British Columbia
20. oktober Litauen 2. runde i forlængelse af parlamentsvalget 6. oktober
21. oktober Canada Regionalvalg i New Brunswick
26. oktober Georgien Præsidentvalg; parlamentsvalg
27. oktober* Uruguay Præsidentvalg; senatsvalg; repræsentantkammeret
31. oktober* Jordan valg til deputerethuset
31. oktober* Botswana Parlamentsvalg
31. oktober Tunesien Præsidentvalg
forventes i oktober eller november, men kan også blive i januar 2025* Storbritannien Underhuset
forventet i oktober (skal være senest i december)* Uzbekistan Parlamentsvalg
5. november USA Præsidentvalg; ca. 1/3 af senatet; Repræsentanternes Hus; diverse valg i enkeltstaterne
12. november Palau Præsidentvalg; parlamentsvalg
13. november Somaliland Præsidentvalg
13. november Canada Regionalvalg i Saskatchewan
30. november Mauritius Parlamentsvalg
november* Namibia Præsidentvalg; National Assembly
7. december Ghana Præsidentvalg; parlamentsvalg
december* Kroatien Præsidentvalg
december* San Marino Parlamentsvalg
december* Sydsudan Præsidentvalg; parlamentsvalg
skulle have været i februar, men udsat af juntaen Mali Præsidentvalg

*Foreløbig dato/forventet ca. tidspunkt

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig